Endnu et skridt opad stigen … i kategorierne indenfor økologi, biodynamik og naturvin, nemlig med en rigtig naturvin … og en vin, som virkelig skilte vandene. Rigtigt mange brød sig faktisk slet ikke om vinen, mens andre … herunder jeg selv … synes den var meget charmerende.
Det kontroversielle vinhus hedder Mas Coutelou, ligger ved byen Puimisson, ejes og drives af Jean Francois Coutelou. Huset laver kun nature wine, økologisk dyrket og efter visse biodynamiske principper, men det var nu Jean Francois’ far, som indførte disse principper i en tid, hvor man så med stor skepsis på de økologiske principper.
Hans far var ved certificeringen i 1987 én af blot syv vinbønder, der tilsammen dyrkede et areal på 40 hektar økologisk. Dette skal ses i lyset af, at der i området på daværende tidspunkt var ca. 100.000 hektar vinmarker.
Yderligere valgte Jean Francois’ far at løsrive sig fra det lokale kooperativ og han tilplantede en del af sine vinmarker efter middelalderlige principper, hvor man planter de forskellige sorter ind mellem hinanden uden opbinding. Meget besværligt … men skulle give bedre biodiversitet.
Jean Francois har valgt at forfølge sin fars principper med en endnu større intensitet, hvorfor der ud over de 14 hektar vinmarker er plantet 400 oliventræer udelukkende med det formål at forbedre biodiversiteten i det ellers flade og stærkt opdyrkede landskab, hvor jordbunden hovedsagligt består af ler og kalksten.
Mas Coutelous vine kendetegnes ved en kølig elegant stil og en utrolig renhed i frugten, hvilket skyldes, at størstedelen af vinen kun tappes med druernes naturlige indhold af SO2, øhhh altså svovl … et vovestykke, som kun en håndfuld andre franske vingårde gør Jean Francois efter.
Mas Coutelou har i den engelske presse modtaget flotte anmeldelser, og Decanter Magazine har givet Le Vin des Amis 2010 19 point ud af 20 mulige. Her har vi den dog i en årgang 2011. Vinen er lavet på druerne Cinsault, Syrah, Grenache og Mourvèdre. Lad os da endelig smage vinen.
Duftmæssigt er der endelig godt med kostald … sådan, ren bondegård, nytårskrudt, solbær, brombær og svag svovl og lakrids. Smagen er en smule speciel, meget tynd, nærmest med lyserøde frugter og meget frugtdrevet. Der er virkelig tale om druesaft, som i eftersmagen er let krydret med spidskommen … eller derhenad.
Forhandles hos Vinspecialisten, pris 115 kr.