Til den anderledes og let kvalmende dessert med hvid chokolademousse, vaniljeis, olivenolie og caviar fik vi et glas hvid 2023 Brauneberger Juffer Riesling Kabinett fra det spændende vinhus Weingut Unterlind.
Unterlind ligger på adressen Clemensstraße i Trittenheim og drives af Heiner Bollig, Han er nærmest født på Mosels stejle skiferskråninger og vokset op med vin på familiens vinhus Weingut Bollig-Prüm i Trittenheim 30 km sydvest for Bernkastel-Kues.
Weingut Bollig-Prüm har været drevet af Bollig familien igennem generationer og således havde Heiners far selv overtaget driften af den lille vingård i 1977, mens Heiner selv startede med at arbejde hos sin far i 2007.
Heiner danner privat par med østrigske Veronika Lintner, der tidligere har arbejdet som sommelier i Østrig og Tyskland og i 2014 fik hun arbejde i Saar hos Weingut Egon Müller og efter blot et år på Scharzhof som Egons assistent, blev Veronika forfremmet til Commercial Director.
Det var dér, at hun mødte Heiner, der siden 2013 også selv arbejdede for Weingut Egon Müller … først i markerne og senere siden 2019 som ansvarlig kældermester.
Ved siden af hjælpen hos sin far og Egon Müller, så har Heiner sammen med Veronika etableret Weingut Unterlind, hvor der fra nogle af faderens marker laves spændende vine … der alle kommer i en lille buffet flaske og med en etiket, der nærmest med sort er præget i flasken … meget atypisk Mosel vinene.
Veronika og Heiner startede Unterlind projektet i december 2019 og de startede med at leje 3 små parceller – alle på Trittenheimer Apotheke marken – af Heiners søster og hendes svigerfar.
Et år senere, da Heiners far gik på pension, måtte han opgive en del af sine vinmarker.Men Veronika og Heiner ønskede bestemt ikke, at disse vidunderlige grunde skulle sælges eller udlejes, så de har blot overtaget dem … parceller på Trittenheimer Apotheke og Altärchen, Brauneberger Juffer, Brauneberger Juffer Sonnenuhr og Leiwener Laurentiuslay.
Her smager vi husets 2023 Brauneberger Juffer Riesling Kabinett, hvor druerne selvfølgelig kommer fra Brauneberger Juffer marken, der ligger på en stejl og sydvendt skråning og samlet er på omkring 32 hektar, hvoraf Heiner så har en lille del.
Vinen er lavet med minimalistisk tilgang, … efter presning er gæringen sket spontant i rustfrie ståltanke og efter endt gæring er vinen formentlig – fremgår ikke tydeligt – lagret en periode på store Fuderfässer aka brugte egefade.
Allerede fra start er der en lille smule petroleum og linolie, der er frugt af mirabeller, fersken, lemon og kandiseret grapefrugt … virker ret cremet, luftig … ja nærmest æterisk, hvilket i den grad imponerer jeres ellers kræsne vinblogger. Læg til det lette udtryk også en smule blomster og sommerlethed.
Smagen er også cremet og utrolig velafbalanceret … der er godt med frisk, sprød og spændstig syre, grønne æbler, citroner, mirabeller og grillet lemon, lemoncurd og grape, hvilket giver bid … let., saftig, syrlig, stringent og ganske mundrensende. Let og frugtig uden at være for sød … betagende. 95 point.
Forhandles af Kokkens Vinhus, hvor en flaske koster 379 kr.