Den lille, eksklusive Jysk Vin Winemaker’s Dinner startede helt perfekt med et glas bobler … et glas af denne Mont Paral Cava fra vinhuset Ramon Canals.
Vinhuset ligger i Castellví de Rosanes omkring 25 kilometer nordvest for Barcelona i Penedès regionen i Catalonien. Det er oprindelig grundlagt tilbage i 1903 af Canals familien, men det var Miquel Canals Ollé, som – sammen med familien – startede med at lave egne vine, som blev solgt fra vingården i Castellví de Rosanes.
Det var i 1975, at det blev til et decideret vinhus med produktion af vin og cavaer, anført af Miquel Canals Ollé og sønnen Ramon Canals Llaverol, der også var uddannet ønolog. Da Ramon senere i 1978 giftede sig med MªÀngels Canals Duran blev vinhuset officielt navngivet Ramon Canals.
Det er i dag børnene Ramon og Marta Canals, som har overtaget driften, dog fortsat med hjælp fra Ramon senior. Ramon junior har en speciel forkærlighed for mousserende vine har bl.a. stået i lære hos Moet Y Chandon i Frankrig, men også arbejdet på vinerier i Californien, Østrig, New Zealand og England.
Vinhuset er også blevet en større historie og laver vine under flere appellationer i Spanien, nemlig DO Penedès, DO Cava, DOQ Priorat og DO Montsant.
Her er det altså deres Mont Paral Cava, som er lavet på de klassiske Cava druer Macabeu, Xarel.lo og Parellada. De to førstnævnte druer kommer fra den centrale del af Penedès, mens Parellada stokkene er plantet i den øvre del af Penedès. Vinmarkerne ligger fra 110 – 320 meter over havet og med en jordbund bestående af en kombination af ler og kalksten.
Vinificering sker separat for hver druesort og med gæring i rustfrie ståltanke ved 16 grader. Andengæring sker i flaskerne, som ligger i knap 2 år ved 15-16 grader inden degorgering med tilførsel af dossage med 7 gram sukker pr. liter.
Duftmæssigt har vinen et lidt landlig side, svagt lidt blomster, fersken, æbler, toast, surdej, lemon, estragon og en lille sødme, som klart fornemmes. Smagsmæssigt er vinen fint cremet, god mousse, godt med æbler og æblemost samt fint syre/sødme balance, som virker meget behagelig. Her ender sødmen dog med at vinde kampen mod syren, men på en god måde.
Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 99,95 kr., mens prisen er 79,95 ved køb af 6 flasker.