Kategoriarkiv: Vinanmeldelser

2020 Tenuta di Fessina, Erse Etna Rosso, Sicilien, Italien

2020 Tenuta di Fessina, Erse Etna Rosso, Sicilien, ItalienDenne Erse Etna Rosso fra Tenuta di Fessina og de vulkanske skråningerne af den iltre, magma og lava spruttende Etna vulkan har jeg smagt før og været tosset med … og det er jeg stadig.

Vinhuset Tenuta di Fessina ligger ved den lille landsby Rovittello i Castiglione di Sicilia på den nordlige side af Etna. Det drives af Silvia Maestrelli, som kom til området i 2006 og siden 2007 har lavet vine på druer opkøbt af række vinavlere i området.

Til at hjælpe med produktionen af vinene har Silvia hyret Federico Curtaz, som bl.a. tidligere gennem 15 år har arbejdet som højre hånd for Angelo Gaja i Barbaresco.

Denne Erse Etna Rosso er én af Silvias vine, som kommer fra en 1 hektar stor vinmark ved Rovittello, beliggende i 700 meters højde og med vinstokke plantet tilbage i 2007. Det er 90% Nerello Mascalese, 8% Nerello Cappuccio samt 2% Minella og Carricante.

Druerne er høstet og sorteret ved håndkraft, afstilket og knust inden en kold premaceration i 12 timer ved 2-14 grader. Ellers er vinen alene gæret i rustfrie ståltanke og lagret der i 9 måneder og 12 måneder på flaske inden frigivelse. Der laves årligt 3.300-5.000 flasker af denne vin.

Allerede fra første snif er jeg solgt … lys, storblomstret, parfumeret, let, sart, feminin og har – som sidst – en lille fin øko og bio kant, hvor der kommer referencer til Jura med et lyst syretrip. Frugten er også florlet med en lys bondsk side af Beaujolais, kirsebær, tranebær, mineraler, violer, fennikel og tørhed.

Hvor smager Erse Etna Rosso også godt … endda bedre end sidste gang og du får virkelig en lys, let, feminin, start, syrlig og frugtrig vin med et herlig syrlig bid, sure lyserøde bolsjer og blomstervand. Der er tanniner, der næsten får en smule tør Nebbiolo karakter, så du får dermed med denne vin tonsvis af let, legesyg charme og alt ender med en stram mineralsk kant. Elsker den. Smukt. 94 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 199 kr., mens prisen er 159 kr. ved køb af 3 flasker. Jackpot.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2018 Quinta dos Termos, Reserva do Patrão Tinto, Beira Interior, Portugal

2018 Quinta dos Termos, Reserva do Patrão Tinto, Beira Interior, PortugalVi drøner videre med mer’ portugisisk rødvin, for den næste vin i glasset er denne 2018 Reserva do Patrão Tinto fra vinhuset Quinta dos Termos, der ligger tæt ved Carvalhal Formoso i Beira Interior regionen.

Quinta dos Termos ejes og drives af ægteparret João og Lurdes Carvalho, der begge kommer fra landbrugsfamilier, egentlig begge havde valgt andre karrierer og var startet i en meget succesfuld tekstilvirksomhed.

Imidlertid arvede João en gård kaldet Quinta dos Termos med få hektar marker med vinstokke plantet i 1931. Hans far havde købt gården i 1945 for at producere vin til de lokale værtshuse, men João hyrede blot nogle til at føre tilsyn med vingården og sælge druerne til det lokale kooperativ.

I 2001 fik parret imidlertid besøg af den kendte ønolog Virgílio Loureiro og han fortalte João og Lurdes, at vingården havde ideelle forhold til at producere fantastisk vin … måske noget af det bedste i Portugal og endda måske i verden.

Regionen er velsignet med højt beliggende marker, et tørt klima og den jævne brise holder druerne fri for svampe. Dét og de skiftende temperaturer i løbet af foråret og sommeren giver en naturlig syre, der gør det muligt for vinene at ældes yndefuldt og få kompleksitet.

João fortalte Virgílio Loureiro, at hans tekstilvirksomhed desværre var meget krævende og den gav ham ikke tid til at afsætte at skulle producere vin. Men en uge senere ringede Virgilio Loureiro med en anmodning og at købe et par tons druer for at producere noget vin som et eksperiment.

Hvor vil du producere vinen, spurgte João. Virgílio kunne måske producere vinen på det lokale kooperativ, men det ideelle ville være at købe noget basisudstyr og producere det direkte på gården. Så fra en liste fra Virgílio, så købte João det bestilte udstyr … og Virgilio producerede vinen og den var lagret færdig sidst i 2002.

Da vinen var aftappet, så tog João et par flasker af den med til en lokal yndlingsrestaurant. Dagen efter ringede restaurantejeren og bestilte 20 kasser. Et par dage efter ringede en anden restaurantejer. Han havde prøvet den nye vin, og han ville også have 20 kasser og i februar 2003 fik vinen endda ogs en strålende anmeldelse fra et større vinmagasin.

João og Lurdes var hooked, så de plantede 56 hektar vinstokke og Lurdes begyndte at arbejde fuld tid på vingården. Nu har Pedro, en af parrets sønner, også sluttet sig til hende. Både hele dyrkningen og produktionsprocessen overholder strengt økologiske principper.  Der laves i dag 800.000 flasker vin hvert år på vingården.

Her smager vi parrets 2018 Reserva do Patrão Tinto, der en vin udelukkende på Syrah druen. Det er en vin, som efter gæringen er lagret lang tid … først 18 måneder på franske egefade og så en rum tid på flaske inden frigivelse.

Ihhhh hvor godt, venligt og imødekommende … virkelig comfortagtig lækker vin med masser af fadpræg. Det er solbær, brombær, blomme og så lakridskonfekt, lakrids, kaffe, mørk chokolade, lidt kaktus og en smule mentol samt lidt tørret kød og flæsk.

Sådan smager vinen også … rar og rund, stærk og intens med et tørt udtryk, tørre tanniner, blåbær, brombær, blommer, søde krydderier og så lidt peber, mørk bitter chokolade … dejligt bid med lidt søde fadelementer. 90 point.

Forhandles af Portugal Vineyards, hvor en flaske koster 12,78€ … svarende til 95 kr. Med fragt og køb af 6 flasker betyder det en pris på 98,66€ eller 735 kr., svarende til 122 kr. pr. flaske.

Se eventuelt denne side om, hvordan du bestiller og hvad man derudover skal betale ved køb af vin online i udlandet.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2020 Quinta do Vale Meão, Meandro Tinto, Douro, Portugal

2020 Quinta do Vale Meão, Meandro Tinto, Douro, PortugalMeandro Tinto fra Quinta do Vale Meão har jeg smagt mange gange og det er en fremragende portugisisk vin og nu smager jeg den i en nyere årgang 2020.

Det portugisiske vinhus Quinta do Vale Meão ligger ganske øde omkring 8 kilometer nord for Vila Nova de Foz Côa og med udsigt til Duero floden.

Quinta do Vale Meão stammer tilbage fra 1877, hvor Antonia Adelaide Ferreira købte 300 hektar uberørt jord på auktion fra kommunen i Vila Nova de Foz Côa.

Hendes drøm var at skabe en vingård alene med den erfaring hun i forvejen havde som godsejer i Douro området. I perioden fra 1887 til 1895 begyndte projektet at tage form, mens desværre blev glæden kortvarig, for allerede i 1896 døde Antonia Adelaide Ferreira.

Siden da er godset altid forblevet i hendes efterkommeres eje. Og mange år senere i 1970’erne blev hendes tip-tip-oldebarn Francisco Javier de Olazabal ansvarlig for vingården.

Han startede en lang, tung og besværlige proces med at erhverve de aktier, der tilhørte hans slægt, men i 1994 var missionen fuldført og familien blev igen fuldstændige ejere af Quinta do Vale Meão.

Indtil 1998 blev alle druerne fra gården solgt til AA Ferreira SA, et andet selskab oprettet af den gamle Antonias efterkommere. Hos AA Ferreira SA dannede druerne fra Quinta do Vale Meão grundlag for nogle af Ferreiras fineste vine.

I 1998 fratrådte Francisco Javier de Olazabal jobbet som direktør for AA Ferreira SA og kastede – sammen med hans søn Francisco de Olazabal – kræfterne i at lave vine i Quinta do Vale Meãos eget navn og med de druerne, som tidligere var leveret til AA Ferreira SA.

Hele vingården blev herefter totalrenoveret og der blev investeret i  moderne udstyr til vinifikationen samt et antal lagares aka granitkar til fodtrædning af druerne.

Fodtrædningen er således ikke et kuriosum fra gammel tid – alle druer på Quinta do Vale Meão gennemgår denne proces, så gamle traditioner og ny teknologi går fint hånd i hånd.

Quinta do Vale Meão kom for alvor på verdens kortet da de i 2004 kom Wine Spectators liste med deres 1. vin, som fik hele 97 point, altså storesøsteren til Meandro Tinto.

Meandro Tinto er vingårdens 2. vin og er denne årgang 2020 lavet på 50% Touriga Nacional, 35% Touriga Franca, 10% Tinta Roriz, 4% Tinta Barroca og 1% Alicante Bouschet. Efter den manuelle høst knuses druerne, hvorefter de afkøles og fodtrædes i fire timer i de traditionelle granitkar kaldet lagares.

Herefter overføres mosten til temperaturkontrollerede ståltanke for den endelige vinificering. Hver druesort vinificeres separat, og efterfølgende lagrer vinen på 2 og 3 år gamle franske egefade i 14 måneder.

Den har faktisk en vild god duft … både meget landlig og meget fadpræget. Ud fra den landlige mødding er der kirsebær, tranebær, hyben, brombær, noget vildskab, kaktus suppleret med nogle søde elementer, lakridskonfekt, tør engelsk lakrids, søde krydderier og klare noter af træ.

I munden er det en blød, rund og imødekommende vin og men mærker virkelig lagring på brugte fade, som medvirker til en fed, blød og comfort-behagelig vin. Det er brombær, solbær, kakao, sød tobak og violer, blomster og let sødbitterhed. 90 point.

Forhandles bl.a. af Portugal Vineyards, hvor en flaske koster16,55€ … svarende til 123 kr. Med fragt og køb af 6 flasker betyder det en pris på 121,89€ eller 908 kr., svarende til 151 kr. pr. flaske.

Se eventuelt denne side om, hvordan du bestiller og hvad man derudover skal betale ved køb af vin online i udlandet.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2020 Lavradores de Feitoria, Estrada Reserva Touriga Franca, Douro, Portugal

2020 Lavradores de Feitoria, Estrada Reserva Touriga Franca, Douro, PortugalVi tager lige et smut til Portugal, hvor vi starter hos projektet Lavradores de Feitoria – der betyder landarbejdere – og derfra smager vi 2020 Estrada Reserva Touriga Franca.

Lavradores de Feitoria er et joint-venture projekt grundlagt i september 2000 af 15 portugisiske vinproducenter – heraf bl.a. det store Real Companhia Velha – der opkøbte 18 vingårde spredt i Douro i underregionerne Baixo Corgo, Cima Corgo og Douro Superior.

I dag har Lavradores de Feitoria 53 aktionærer, hvoraf de 16 er vinproducenter og ejer nu ikke mindre end 19 vingårde med samlet mere end 600 hektar vinmarker i Douro.

De er gået sammen under ét brand og ét team for at producere afbalancerede og elegante vine, der ældes godt, med udgangspunkt i alle kvaliteterne fra Douro.

Med 19 vingårde spredt over hele Douro har Lavradores de Feitoria også adgang til det bedste råmateriale med alle typer druer, stokke i alle aldre og marker i forskellige højder og med forskellig jordbund.

Projektet Lavradores de Feitoria ledes af  Fernando Albaquerque fra Casa de Mateus, Dirk Niepoort, Olga Martins, vinmager Paulo Ruao og endelig Enrico Carrapatoso.

Alle vinene produceres primært i et moderne vineri i  Sabrosa, men også hos Casa de Mateus samt Real Companhia Velha i Vila Nova de Gaia.

Denne Estrada Reserva Touriga Franca er én af de mange vine fra Lavradores de Feitoria og er udelukkende lavet på Tourigo Franca druen. Der er ikke vildt mange oplysninger om produktionen, men efter endt fermentering er vinen lagret 6 måneder på barriques.

Duftmæssigt en lidt fyldig og vamset vin, mørk og varm frugt, brombær, blåbær, blommemarmelade, rosmarin og krydderurter, let mentol og en lidt rustik syre.

Den er smagsmæssigt skruet godt sammen, for der er både mørk fyldighed og en frisk frugtsyre. Der er tranebær, blåbær, rank samt sødbitter syre. Det er nærmest friskpresset druesaft med kant, larm og derudover sort te, mørk chokolade, lidt kakao og tør engelsk lakrids. 89 point.

Vinen forhandles af Supervin, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2018 Bodegas Amaren, Carraquintana Viñedo Singular de Amaren, Rioja, Spanien

2018 Bodegas Amaren, Carraquintana Viñedo Singular de Amaren, Rioja, SpanienIgen er sidste Bodegas Amaren vin nu en Carraquintana Viñedo Singular de Amaren i en årgang 2018 fra topserien Las Fincas de Amaren … kun lavet i små 2.016 eksemplarer.

Vinen er lavet på omkring 90 % Tempranillo, mens resterende 10 % består af mest Malvasia og lidt Garnacha og Graciano, der høstes fra mere end 85 år gamle stokke fra en af husets bedste enkeltmarker, nemlig marken Carraquintana i Leza beliggende i 570 meters højde.

Efter høst bliver hver klase udvalgt og afstilket inden de enkelte druer selekteres på baggrund af deres vægt. Druerne presses så nænsomt og koldmacererer ved 8 grader for udtrækning af farve og smag over 5 dage. Herefter gæres mosten i store beton-æg.

Efter endt gæring anbringes vinen på 100% franske 500 liter egetræsfade, hvor den gennemgår malolaktisk gæring og daglige
overpumpninger af mosten for at udtrække endnu mere farve, smag, tannin og en afrundet integration af fadet. Vinen lagrer derefter i 14 måneder på franske egetræsfade. Herefter aftappes vinen og lagrer yderligere mindst 14 måneder på flaske. Der er kun lavet 2.016 flasker af vinen og denne har nummer 1.794.

Som med 2017’eren er det en imponerende vin, som har en helt utrolig lethed med en burgundisk let frugt og så alligevel et  pænt og fint fagpræg. Frugten er nærmest levende, legesyg, saftig, lys, frisk  med jordbær, kirsebær, brombær, lys tobak, læder, cedertræ, lidt skovbund, svag saltlakrids, vanilje og grøn syre.

Åhhhh hvor smager den også godt … let, legende og feminin elegant med fjerlet præcision og i forhold til 2027’eren er frugten også svagt lysere med kirsebær, hindbær og endda lidt ribs. Der er syrligt, sødt, dansende og totalt let på tå. Overjordisk, æterisk, svævende, luftig og alligevel knivskarp. De tørre taninner er lyse, bløde samt sarte, hvorved vinen smelter i munden, mens mit savl løber ned af hagen med englemusik i baggrunden. 97 point.

Forhandles af Supervin, hvor en  flaske koster 599,95 kr., mens prisen ved køb af 4 flasker er 499,95 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7  

2017 Bodegas Amaren, Ángeles de Amaren, Rioja, Spanien

2017 Bodegas Amaren, Ángeles de Amaren, Rioja, SpanienNæste vin fra Bodegas Amaren har Luis Cañas kaldt  Ángeles de Amaren efter sin mor, der netop hed Ángeles og døde i 1995.

Og Ameren betyder endda også mor på baskisk og Ángeles var i hele sit liv viet til vineriet.

Vinen er fremstillet på 85% Tempranillo, der tilføres krydret kompleksitet fra 15% Graciano druer fra minimum 40 år gamle vinstokke, der høstes fra marker i Rioja Alavesa. Ved ankomst til vineriet bliver de hele drueklaser så afstilket, hvorefter de enkelte druer kan udvælges efter vægt.

De to druesorter bliver gæret separat i temperaturregulerede
cementtanke. Efter den alkoholiske gæring bliver begge druesorter modnet på 100% nye franske og amerikanske egetræsfade, hvor den malolaktiske gæring gennemføres inden 16 måneder fadmodning.

Duftmæssigt er stilen nu både køligere, men også mere fadpræget med langt større lækkerhed end foregående. Frugtmæssigt er det atter blåbær, hindbær, blommer og svesker, virkelig indbydende og det suppleres af finsk og engelsk lakrids, lakridskonfekt, chokolade, cafe latte og vanilje.

I munden er vinen også både rund, cremet og intens … der er drysses mor Ángeles kærlighed i vinen, som fremstår samlet, balanceret med en frugt af blåbær, brombær, blomer og svesker, selvom der absolut er skrald på de tørre tanniner. Samlet en rigtig stor vin, så 94 point og samtidig vildt godt køb.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 299,95 kr., mens prisen er 139,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2019 Bodegas Amaren, Selección de Viñedos, Rioja, Spanien

2017 Bodegas Amaren, Selección de Viñedos, Rioja, SpanienSå stod den på lidt vine fra Bodegas Amaren i Rioja og jeg startede det vinøse bal med en 2019 Selección de Viñedos.

Bodegas Amaren ligger ved Samaniego i Rioja og grundlagt i 1995 af Juan Luis Cañas, der i forvejen ejer det store, kendte vinhus Bodegas Luis Cañas.

Hans far Luis Cañas havde grundlagt det store Rioja vinhus i 1970, men hans farfar Carlos Cañas havde allerede årtier før lavet vin, som han så transporterede til markeder i vogne trukket af muldyr … ofte over 100 kilometer.

Juan Luis Cañas overtog Bodegas Luis Cañas i 1989 i en alder af 33 år og gav vinhuset et frisk pust uden dog at miste de traditionerne i familien.  Han byggede bl.a. i 1994 et nyt og moderne vinhus, hvor han samlet laver vin fra 450 hektar kontrollerede vinmarker, som fordeles sig på over 1.000 små plots.

Da Juan Luis Cañas’ mor Ángeles – hustru til Luis Cañas – døde i 1995, så besluttede han at lave et vinhus for at ære hende og det blev så til Bodegas Amaren. Druerne til vinene på Bodegas Amaren kommer fra mikroskopiske vinmarker med gamle vinstokke, der kun yder meget små høstudbytter.

Samlet har Bodegas Amaren 65 hektar vinmarker i Rioja Alavesa med en tydelig maritim indflydelse fra Atlanterhavet, der kun ligger 120 kilometer derfra.

Denne Selección de Viñedos er lavet på 90% Tempranillo og 10% Garnacha, som Amaren selekterer manuelt fra egne topmarker og hovedparten af vinmarkerne ligger i Samaniego, hvor de relativt kølige terroirs veksler fra skråninger til vinterrasser med kalk og grus i jordbunden. Vinstokkene er 45 år gamle.

I vineriet er drueklaserne først sorteret, så kun dehele intakte og helt perfekt modne druer finder vej til den færdige vin. De to sorter vinificeres separat, hvor gæring sker i betontanke med efterfølgende 8 dages maceration. Herefter omstikkes den færdiggærede rødvin og lagrer 12 måneders på 225 liter barriquefade … 50% franske og 50% amerikanske. ‘

Inden frigivelse til salg afrundes vinen yderligere ved 12 måneder flaskelagring i Amarens kølige vinkælder.

Duftmæssigt er det en landlig aroma … og læg dertil lidt fad, en mørkelilla frugt af blåbær, hindbær, svesker, røg og en smule gran, nelliker, rosmarin samt engelsk lakrids. Der er nogle søde krydderier, spidskommen, vanilje samt røget bacon.

I munden er det frisk, tørt med mørk frugt, måske lidt rustikt med tranebær, blåbær, brombær og svesker, men med en syrlig side og masser af træ, cedertræ … pænt tørre og markante tanniner samt virkelig et friskt bid med masser af syre. 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens prisen er 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2019 Andover Estate Wines, Pinot Noir Arroyo Seco, Californien, USA

2019 Andover Estate Wines, Pinot Noir Arroyo Seco, Californien, USAAndover Estate Wines er en del af det store vinhus Scheid Family Wines, der holder til på Highway 101 i Greenfield  i Monterey County syd for San Francisco. Derfra smager jeg nu deres 2019 Pinot Noir Arroyo Seco.

Scheid Family Wines er grundlagt i 1972 af Al Scheid og drives i dag af sønnen Scott og datteren Heidi, mens Kurt Gollnick er ansvarlig for det meste af produktionen og har tidligere arbejdet hos legendariske Bien Nacido Vineyard.-

I dag laver Scheid Family Wines vine under en række brands selvfølgelig Scheid Vineyards, men også  Sunny with a Chance of Flowers, District 7, Ryder Estate, Metz Road, VDR, Tassajara, Stokes’ Ghost, Kitchen Step, Aristotle, Obvious Wines, Buttery Barrel og Andover Estate.

Samlet står Scheid familien og Kurt Gollnick for en kæmpemæssig produktion og laver vine fra over 2.200 hektar vinmarker, hvilket er både egne marker, leasede og lejede marker. Som i Amerika er det bare BIG business.

Vinmarkerne ligger på en 115 km strækning af Salinas Valley … en lang dal, der ligger i smørhullet mellem Gabilan bjergene mod øst og Santa Lucia Mountains mod vest. De omfatter 39 forskellige sorter og endda under 4 klimazoner fra nord mod syd.

I den nordligste del, nær den meget dybe og kolde Monterey Bay, har Chardonnay og Pinot Noir perfekte dyrkningsbetingelser. Med morgentåge og eftermiddagsvind fra bugten nyder dette område Californiens længste modningssæson, og druernes ekstra lange modning på vinstokkene giver vin med aromatiske kvaliteter.

Lidt længere mod syd excellerer Scheid i vine på Merlot, Syrah og Cabernet Sauvignon, mens Hames Valley i det sydligste af Salinas
Valley kendes på powervine som hos naboen Paso Robles.

Under Andover Estate navnet laves der også Chardonnay og Pinot Noir vine fra appellationen Arroyo Seco i Monterey-regionen og det er netop en Pinot Noir Arroyo Seco 2019, som jeg nu har fået i mit vinglas.

I Arroyo Seco området driver kold havluft fra Monterey Bay hver morgen ned gennem dalen i form af en tyk tåge, der forsvinder hen ad dagen. Disse unikke forhold tillader druerne at modne langsomt. Efter høsten er druerne knust og gæring er sket i egefade og efter fermentering er vi lagret 12 måneder på franske fade, hvoraf omkring 40% er nye fade.

I næsen er det faktisk rigtig god Pinot Noir med jordbær, søde kirsebær og så nogle tydelige urtede noter af timian, kaktus, hyben, mynte, vanilje, mørk bitter chokolade, grønne blade, skovbund og rå champignon samt en lille sødme.

Smagsmæssigt er det en saftig og næsten læskende Pinot Noir med lidt oversøisk varme i frugten. Det er vilde jordbær og tranebær, lidt blæk, peber, blød syre, bløde tanniner og dermed klart et pleasende væsen med denne store saftighed. 90 point

Forhandles af Philipson Wine, hvor en flaske koster 169,95 kr., mens prisen er 139,95 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2021 Weingut Tesch, Riesling Unplugged, Nahe, Tyskland

2021 Weingut Tesch, Riesling Unplugged, Nahe, TysklandDen akustiske Riesling Unplugged fra Weingut Tesch er navnemæssigt inspireret af rock- og popmusikken og skal stilmæssigt vise nøgne, enkle vine uden brug af forstærker.

Ingen brug af kunstgødning, ukrudtsmidler, insektgift eller høstmaskiner. Ingen sødning eller syrejustering. Heller ingen aromatisering eller afbrydelse af gæringsprocessen. Naturlig klaring ved lagring på gæren.

Vinen er tidligere – og formentlig fortsat – lavet af druer fra 5 forskellige marker som Karthäuser, Königsschild, Krone, Löhrer Berg samt St. Remigiusberg … primært fra de yngste vinstokke.

Martin Tesch betegner selv Unplugged som en demokratisk vin, der gør sig lige godt, hvad enten den bliver serveret på Reeperbahn eller på Restaurant Tantris i München, der betegnes som én af Tysklands bedste. Vinen er fremstillet med spontangæring og kort modning på rustfrie ståltanke.

Det er duftmæssigt kraftig æblesaft, kold grøntsagsfond og pærer, en snert af petroleum, fersken og virkelig med dyb inderlig … ganske anderledes end 2016’eren. Således er vinen også mere fyldig, mere cremet og endda olieret med en nærmest kalket mineralitet.

Smagen er mineralsk, frisk og sprød … har godt med citron, masser af syre og er pivfrisk. Der er grønne elementer, jern, lemon bitterhed … vitterlig tørt, skarpt og stramt, så man laver trutmund. 91 point.

Vinen forhandles af Supervin, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 5/7

2021 Weingut Tesch, Riesling Trocken, Nahe, Tyskland

2021 Weingut Tesch, Riesling Trocken, Nahe, TysklandVi skal et smut til Nahe og smage 2 Riesling vine fra Weingut Tesch og den første er en basis Gutsriesling … 2021 Riesling Trocken.

Jeg har tidligere skrevet en masse om Weingut Tesch, bl.a. da jeg tilbage i 2018 smagte en del vine fra vinhuset og skrev om det i mit blogindlæg Riesling Vineyard Box fra Weingut Tesch.

Denne 2021 Riesling Trocken med den flotte etiket – som ligner  dronningen i et skakspil – kan jeg ikke finde oplysninger på, men hvis det blev er en ny etiket på husets basisvin, så er den lavet på druer fra nogle af Teschs nyeste vinmarker.

PS: hvis nogle mener, at skakfiguren mere forestiller en konge, så siger jeg ikke jer imod. Men dronningen passer godt med, at Riesling – efter min mening – er dronningen, mens Pinot Noir er kongen og Nebbiolo prinsen.

Vinen er i vineriet lavet på rustfrie ståltanke, hvor selve gæringen også er sket med nænsom presning og temperaturstyret gæring, mens lagringen også er sket i ståltankene.

Som jeg før har oplevet, så har Tesch Riesling vinene sin helt egen duft … som om, at han bare har sin egen genkendelige stil. Det er citroner, lemon, pærer, melon, lidt grønne æbler og Faxe Kondi. Det er klart, rent og frisk med lidt brændte noter samt en klart, ren og let saltet mineralitet.

Smagsmæssigt er vinen ikke vildt syrlig i starten, for der mødes du mest af bitterhed fra lemon, grape og småsure æbler sammen med en lille saftet sødme. Men i eftersmagen giver syren alligevel et pivfrisk bid … fint. 88 point.

Vinen forhandles af Supervin, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 4,5/7