Kategoriarkiv: Vinanmeldelser

2015 Domaine des Ronces, Pinot Noir, Jura, Frankrig

2015 Domaine des Ronces, Pinot Noir, Jura, FrankrigI den lille landby Orbagna omkring 8-10 kilometer syd for Lons-le-Saunier – hovedstaden i Jura – finder vi Domaine des Ronces, som driver af Kevin Mazier.

Vinhuset er grundlagt tilbage i 1950 af Georges Mazier, som startede med at lave Crémant de Jura og vine på Chardonnay, Savagnin, Poulsard, Trousseau, og Pinot Noir. I 1986 overtog sønnen Michel driften, men siden 2016 er det altså 3. generation i form af Kevin Mazier, som har stået for driften af det lille vinbrug … dog fortsat med hjælp fra faderen.

Domaine des Ronces har samlet 6 hektar vinmarken, som siden 2010 har været drevet certificeret økologisk og siden 2016 også certificeret biodynamisk. Derfor passes markerne med respekt af naturen og udelukkende med brug af naturlig gødning og plante ekstakter.

Denne Pinot Noir er lavet med druer fra husets egne marker, hvor jorden består af ler og kalksten. Den biodynamiske tilgang betyder bl.a. at der går får og høns rundt i markerne og lever af de afgrøder og planter, der gror mellem vinstokkene. Alle druerne høstes selvfølgelig manuelt og sorteres også på vingården.

Vinen presses derefter med håndkraft i store kurve, hvorefter gæringen sker i åbne stålkar. Gæringen sker spontant alene med druernes naturlig gærceller og der sker så lidt indgriben som muligt. Jeg kan ikke se noget om lagring, men de fleste vine hos Domaine des Ronces har lagret på egefade.

Næsen er mørk, syrlig, bondsk og landlig … ikke vild og underlig biodynamisk, men alligevel skøn animalsk. Der er ribs, tranebær, rabarber, brændenæller, røg og grannåle i en skøn forening.

Smagsmæssigt er der en sødme, som er langt større end forventet, men egentlig ikke fuldstændig malplaceret. Det er virkelig en meget blød, rund og cremet vin, hvor syreniveauet til gengæld er lavt. Der er jordbær og hindbær i frugten, bolsjesødme, røg, kanel, lidt jern, jod, kalk og lidt salt. Der er bondsk og charmerende … en vin med karakter.

Jan serverede vinen og havde købt den af Grapewise aka Grape Shop, men vinen er ikke længere i sortimentet og prisen kender jeg heller ikke.

Vinanmeldelse 5/7

2018 Weingut Juwel, Grauburgunder, Rheinhessen, Tyskland

2018 Weingut Juwel, Grauburgunder, Rheinhessen, TysklandVi napper endnu en vin fra den unge, smukke og ambitiøse Juliane Eller på Weingut Juwel, og denne gang er det hendes 2018 Grauburgunder.

Hendes vinhus hedder faktisk helt korrekt Juliane Eller Weine aka Juwel Weine GmbH, og Juwel er valgt, da navnet består af de to første bogstaver i hendes for- og efternavn, mens W’et selvfølgelig står for wein. Det betyder også, at hun reelt også skriver navnet på vinhuset som Weingut JuWel, hvor W’et er stort.

Inden Juliane overtog forældrene gård, så havde Juliane uddannet sig som ønolog fra universitet i Geisenheim og har bl.a. også arbejdet i praktik hos den legendariske Klaus Peter Keller, som hun også blev voldsomt inspireret af.

Nå, men nu smager vi Julianes Grauburgunder, som også er en Gutswein. Druerne er – som det fremgik af forrige indlæg – høstet med håndkraft og lægges derefter i blød nogle timer inden presningen.

Fermenteringen sker i rustfrie ståltanke, og efter endt gæring, så lagrer vinen i ståltankene omkring 6 måneder inden vinen aftappes på flaske.

Duftmæssigt er det en meget blød vin … byder på lidt kvæde, melon, safran, lindetræ, moskus, svagt lidt nødder og en lidt gule blomster. Det er ikke en eksplosiv duft, men meget sagte, varsom og afdæmpet, men vinder langsomt på en.

I starten synes jeg, at vinen var lidt vag … nærmest lidt sjasket som et slattent håndtryk, men med lidt luft i glasset, så dukker der langt mere syre op og jeg endte sgu faktisk med at blive ganske begejstret for denne vin. Der er lidt smørfedme i vinen, virker sådan lidt tæt i strukturen og frugten sådan melonagtigt, men der kommer en fin citronsyre frem, som holder ryggen rank og de vage toner på tæerne.

Forhandles af Vinuniverset, hvor en flaske koster 100 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2018 Weingut Juwel, Riesling, Rheinhessen, Tyskland

2018 Weingut Juwel, Riesling, Rheinhessen, TysklandWeingut Juwel drives af unge Winzerin og Geschäftsführerin Juliane Eller. Hun driver sit vinhus i byen Alsheim i Rheinhessen og vi starter med at smage den unge kvindes Riesling.

Juliane overtog som 24-årig i 2013 driften af vingården i Alsheim fra sine forældre Thomas og Ingrid Eller, som havde drevet vingården siden 1984. Siden har hun fulgt sin egen ambitiøse  kurs. Markarbejdet er lagt om til økologisk drift og gået fra høst med maskiner til håndkraft og omkring 25 forskellige sorter er samtidig reduceret til 5. I vinkælderen har Juliane også omlagt produktionen med fokus på kvalitet, bl.a. med spontangæring på druernes naturlige gærceller.

Det har medført, at Juliane Eller i dag betragtes som en af Rheinhessens mest lovende vinproducerende talenter. Hun får dog lidt hjælp i produktionen fra hendes to venner Joko Winterscheidt og Matthias Schweighöfer.

Juliane Eller og Weingut Juwel har samlet 20 hektar vinmarker, hvor den mest kendte mark nok er Alsheimer Frühmesse.

Her smager vi hendes Riesling … en Gutsriesling, hvor druerne kommer fra Julianes marker med undergrund af löss … fin lerjord, og kalksten. Efter presning af druerne er vinen gæret i rustfrie ståltanke, lagret en kort periode og så tappet på flaske.

Duftmæssigt en rigtig lækker Riesling næse, hvor der er fersken, lidt melon, æbler, citrus, æbler og grape. Derudover er der sødkrydrede noter samt en meget svagt floral element. Det er faktisk en ganske indbydende næse.

I munden føles vinen først lidt let perlende, frisk og har søde lidt sødme, lidt grape bitterhed, en smule krop og fylde, hvilket samlet gør vinen meget rund og omgængelig. Vinen hører til i den friske ende, pænt med grape, citroner og saftighed.

Forhandles af Vinuniverset, hvor en flaske koster 100 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2018 Château Saint Jean d’Aumieres, l’Affranchi, Languedoc, Frankrig

2018 Château Saint Jean d’Aumieres, l’Affranchi, Languedoc, FrankrigDet er kun et par uger siden, at jeg testede den bondske rødvin l’Affranchi fra Château Saint Jean d’Aumieres. Da var det i en årgang 2017, men nu smager jeg den igen … blot i årgang 2018.

Vinen er – som de foregående årgange et blend på Grenache, Syrah og Carignan og hvis fordelingen mellem de tre druer er uændret, så er det så 40% Grenache, 40% Syrah og 20% Carignan.

Vinen er lavet ved, at druerne efter høsten kommes i åbne kar, hvor gæring sker ved 25-30 grader med løbende remontage aka overpumpning. Efter endt fermentering har vinen lagret på egefade indtil den har opnået tilstrækkelig modenhed og fylde. De fleste af fadene har været brugt 1-2 gange til husets egne topvine.

Duftmæssigt er 2018’eren knap så bondsk, landlig og eksplosiv som årgang 2017 af vinen, men den har dog en snert mødding. I stedet er der flere blomsternoter og igen rustik mørk frugt, blåbær, grafit, aske, jord, urter og pæn tørhed

Smagen er igen totalt saftig og igen med samme markante tanniner, som snapper og udtørrer overmunden, mens lidt peber vil lege med og bidrager med en krydret skarphed. Igen er der tørt, mørkt og alligevel med en friskhed. Vi kipper med den franske baret.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 129 kr., mens prisen er 95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2015 Sovibor, Fazer as Onze Premium, Alentejo, Portugal

2015 Sovibor, Fazer as Onze Premium, Alentejo, PortugalVi fortsætter med lidt portugisisk vinho … vinen Fazer as Onze Premium fra vinhuset Sovibor eller Sovibor – Sociedade de Vinhos de Borba, som det helt korrekt hedder.

Vinhuset ligger nemlig i byen Borba og er grundlagt i 1968 ved en fusion af de to vinhuse Joaquim Mira og Domingos Luiz Pinto & Filho, som begge havde lavet vine i området i mange år.

I dag har Sovibor omkring 200 hektar vinmarker, hvor de dyrker druer som Castelão, Trincadeira, Aragonez, Alicante Bouschet, Roupeiro, Rabo de Ovelha og Tamarez.

Vinene laves af António Ventura, der er en af Portugals bedst kendte vinmagere. Han er tidligere kåret som årets vinmager i Portugal og har over 35 års erfaring.

Denne Fazer as Onze  har sit navn efter et gammel lokalt ritual, hvor man tog en lille pause med et glas vin … og det blev kaldt en Fazer as Onze. Vinen er lavet på 40% Trincadeira, 20% Alicante Bouschet, 20% Aragonez samt 20% Syrah og lagret på franske egetræsfade i 4 måneder.

Nice næse med tæt og mediumrød frugt, en anelse lettere end forrige vin, lidt syrlig og frisk, svagt lidt blomster, okay syre, ikke så kompleks, lidt balsamisk og syrlig, Smagen er lidt mere simpel, men fint let, har masser af let, syrlig og kantet frugt, et krydret og meget tørt bid.

Importør er AMKA og vinen forhandles hos udvalgte Meny og Spar butikker med en vejledende udsalgspris på 59 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7 

2018 Espaço Rural, Origens Vinho Tinto, Alentejo, Portugal

2018 Espaço Rural, Origens Vinho Tinto, Alentejo, PortugalSå er vi tilbage hos vinhuset Espaço Rural, som reelt drives af Herdade do Rocim, som jeg har skrevet om en del gange. Jeg har tidligere smagt Origens Vinho som både hvid og rosé, men denne gang er det altså deres røde … Origens Vinho Tinto.

Vinen er lavet på 50% Aragonez, 30% Touriga Nacional og 20% Alicante Bouschet, der er dyrket i Alentejo i Portugal. Vinen har være lagret omkring 6 måneder på franske egetræsfade.

Næsen er krydret, har mørk frugt, sorte kirsebær, lidt kaktus, eukalyptus, er lidt rustik og byder ellers på lidt nelliker, kanel, jern og virker pænt tør. Smagen har fin fylde, pænt sødme og sort tæt frugt, ikke kompleks, men bare så nem at drikke. En vin som klart appellerer til mange danskere. Det er 3,5 med pil op.

Importør er AMKA og vinen forhandles hos udvalgte Meny og Spar butikker med en vejledende udsalgspris på 65 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7 

2017 Bodegas Atalaya, Alaya Tierra, Castilla-La Mancha, Spanien

2017 Bodegas Atalaya, Alaya Tierra, Castilla-La Mancha, SpanienIgen har vi en vin i glasset fra Juan Gil Bodegas Familiares … den store spanske Gil familie, som ejer en lang række vinerier over hele Spanien, herunder Bodegas Atalaya lidt nord for byen Almansa under appellationen DO Almansa i vinregionen Castilla-La Mancha.

Vi smager her husets Alaya Tierra, der også af flere anmeldere er kaldt Den Spanske Amarone. Den er en af de 3 vine, som familien Jil laver på Bodegas Atalaya, som de har grundlagt i 2007 sammen med familien López Family fra Pilar de la Horada.

Alaya Tierra er produceret på 100% Garnacha Tintonera – også kendt som Alicante Bouchet – fra gamle vinstokke på over 50 år. Alle druer er høstet med håndkraft og kun de absolut bedste druer fra anvendes. Vinen har lagret 15 måneder på franske og amerikanske egetræsfade. Der produceres omkring 20.000 flasker årligt.

Amarone er nu ikke min første tanke, når jeg dufter vinen … i hvert fald ikke ærketypisk Amarone. Der er masser af tør engelsk lakrids, lakridsrod, masser af træ, urter, tørre krydderier, blåbær og andre mørke frugter, en smule peber og let syrlig balsamico. Men for pokker, hvor vinen fed og klæbende i glasset.

Og hold da, hvor den fylder i munden … og så begynder jeg at forstå snakken om Amarone. Det er dobbeltturbo og næsten så fed og tyk, at den skal tygges. Der er pænt med sødme, power, kraft, mørke bær, rosiner og faktisk en smule gløggagtig i smagen eller i hvert fald nogle søde krydderier. Der er både chokolade, lakrids, peber … virkelig en vin for dem, som elsker power, sødme i vinen eller højoktan Amarone.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 249,95 kr., mens prisen er 225 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2018 Calabria Family Wines, Leonard Road Villa 116 Shiraz, New South Wales, Australien

2018 Calabria Family Wines, Leonard Road Villa 116 Shiraz, New South Wales, AustralienDen sidste vin fra Calabria Family Wines var denne Leonard Road Villa 116 Shiraz, for selvfølgelig laver alle australske vinhuse – herunder Calabria – mindst én vin på Shiraz.

Vinen er som de andre Leonard Road vine lavet med opkøbte druer fra andre vinavlere rundt om i New South Wales. Den er lavet på rustfrie ståltanke og lagret en periode på egefade.

I næsen er der blomstersæbe, en herlig landlig duft, hvilket jeg jo altid er vild med, lidt eg, pæn tørhed, grønne vinblade, lidt peber, men langt lettere end forventet. Det er ikke fed jammy Shiraz.

Det er smagsmæssigt en meget rund og frugtrig Shiraz, og selvom peberen er der, så er det ikke på nogen måder markant. Der er heller ikke i munden en fed, stærk marmelade Shiraz, men der er kirsebær, nogen sødme, eg, frugtrig syre, en lidt sødme og samlet lidt af en pleaser.

Forhandles af Winelovers.dk, hvor en flaske koster 95 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2018 Calabria Family Wines, Leonard Road Villa 116 Cabernet Merlot, New South Wales, Australien

2018 Calabria Family Wines, Leonard Road Villa 116 Cabernet Merlot, New South Wales, AustralienHvor ikke nuppe 2 x rødvine fra Bill og familien på Calabria Family Wines … det vinhus, som jeg tidligere har skrevet om her på vinbloggen. Og vi starter med deres Leonard Road Villa 116 Cabernet Merlot.

Igen er der ganske sparsomme oplysninger om vinen, men den er lavet med opkøbte druer – både Cabernet Sauvignon og Merlot – fra andre vinavlere rundt om i New South Wales. Vinen er dog – ud fra min vurdering af vinen – lavet på rustfrie ståltanke og lagret en periode på egefade.

Der er en dejlig aroma af frisk frugt, virker meget tør med cigaræsker, cedertræ, lidt blomstersæbe, eukalyptus, kirsebær og blommer. Vinen dufter meget frisk og næsten med lidt bordeauxske referencer.

Smagsmæssigt er frugten også helt okay, klart med kirsebær som den gennemgående smag og syren godkendt. Der er en lille smule sødme, en svag bitterhed og virker samlet tør. Vinen har lidt kant, men er ukompliceret, glider meget let ned og selvom dybden måske ikke er vild, så er vinen nem og rar, mens eftersmagen har lidt bitterhed.

Forhandles af Winelovers.dk, hvor en flaske koster 95 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2018 Calabria Family Wines, Leonard Road Villa 116 Chardonnay, New South Wales, Australien

2018 Calabria Family Wines, Leonard Road Villa 116 Chardonnay, New South Wales, AustralienAnd the show goes on … med endnu en vin fra Bill og familien på Calabria Family Wines, nemlig deres Leonard Road Villa 116 Chardonnay.

Igen er der ganske sparsomme oplysninger om vinen, men den er lavet med opkøbte druer fra andre vinavlere rundt om i New South Wales. Vil dog satse ret meget på, at den alene er lavet på ståltanke, for der er meget begrænset fedme i vinen.

I stedet er der i næsen lidt grønne asparges, fersken samt masser af lemon, lidt modne æbler, en lille svag oxidering og virker samlet lidt tør og støvet i udtrykket.

Smagsmæssigt er det også en syrlig og let vin med grønne umodne æbler, lemon, citrus, mere stringent end forventet, for selvom der er en lille fedme, så er der både grape og citronsyre. Fedmen giver dog vinen et rundt og behageligt indtryk. Men havde jeg smagt denne blindt, så tror jeg faktiske ikke, at jeg havde gættet, at dette er Chardonnay.

Forhandles af Winelovers.dk, hvor en flaske koster 90 kr.

Vinanmeldelse 4/7