Kategoriarkiv: Vinanmeldelser

2017 J. Laurens, Le Graimenous Cremant Brut, Languedoc, Frankrig

2017 J. Laurens, Le Graimenous Cremant Brut, Languedoc, FrankrigDomaine J. Laurens ligger i den lille landsby La Digne d’Ava tæt på den gamle middelalderby Carcassonne i appellationen Limoux i Languedoc. Derfra smager jeg nu en ægte Crémant de Limoux … en 2017 Le Graimenous Crémant Brut.

Vinhuset J. Laurens er grundlagt i 1980’erne af vinmageren Michel Dervin, der egentlig kom fra Champagne med det formål at købe lidt vinmarker og lave lidt Blanquette de Limoux … en af områdets lokale mousserende vine lavet primært på den lokale drue Mauzac.

Michel var fascineret af områdets terroir til produktion af de mousserende vine bl.a. med en højere beliggenhed med et dertil køligere klima sammenlignet med andre steder i Languedoc. Det gør, at druerne bevarer deres frugtsyre, som er essentiel for at skabe de bedste mousserende vine.

I 2002 mødte Michel Dervin den lokalfødte iværksætter Jacques Calvel, der havde skabt en stor forretning i Schweiz, men havde et stort hjerte for vin og Limoux. Han investerede i J. Laurens … opførte et nyt vineri, købte moderne udstyr og tilkøbte yderligere marker sammen med Michel Dervin og vinmageren Henri Albrus.

I dag har Domaine J. Laurens samlet 30 hektar vinmarker og producerer en række mousserende Blanquette & Crémant de Limoux vine, herunder altså også denne fine Le Graimenous Crémant Brut.

Vinen er lavet på 60% Chardonnay, 30% Chenin Blanc, 5% Pinot Noir og 5% Mauzac. Vinen er lavet efter méthode traditionnelle, hvor druerne først presses i en pneumatisk presse for at sikre, at mosten er ren og klar. Første gæring sker i store temperaturstyrede ståltanke og sidste andengæring selvfølgelig i flaske.

AOC reglerne i Limoux siger, at udbytte af druerne maksimalt må være 50 hektoliter pr. hektar og at en Crémant de Limoux minimum skal være lagret 12 måneder på flaske ved sidste gæring. Efter de 12 måneder er vinen degorgeret og tilsat en dosage liqueur d’expédition.

Næsen byder på hårdt ristede hasselnødder, syrlige og gærede æbler, lidt tørret frugt, citroner, masser af røg, en virkelig god dybde, lidt honning, toast og kager. Det dufter faktisk som en rigtig god champagne.

I munden har vinen stor bitterhed, meget skrap, frisk og direkte med grape, citrus, umodne grønne æbler, nogle ristede noter, nødder og nogle kalkede mineraler. Det er et rigtigt godt glas mousserende vin, som samtidig har en meget fornuftig pris.

Forhandles af H.J. Hansen Vin / Vinspecialisten, hvor en flaske koster 140 kr.

Vinanmeldelse 5/7

N.V. Campari, Mondoro Asti, Piemonte, Italien

N.V. Campari, Mondoro Asti, Piemonte, ItalienMange råelsker denne asti … en frueglad, nonnesød Non Vintage Mondoro Asti. Man kan drikke uanede mængder af vinen, som kommer fra den store italienske Campari Group, som er verdens 6. største virksomhed indenfor vin og spiritus.

Campari Group er børsnoteret på den italienske børs, har over 50 kendte og ukendte brands, eksporterer til 190 lande, har omkring 4.000 ansatte. De står bl.a. bag brands som Cinzano, Aperol, Campari, SKYY Vodka, Grand Marnier, en masse whiskeyhuse som Wild Turkey, mærker indenfor rom, gin, tequila og billig Liebfraumilch hvidvin. Og så altså også italienske mousserende vine under Mondoro navnet.

Det store vin og spiritus imperium startede egentlig helt tilbage i 1860, hvor den ihærdige likørblander Gaspare Campari i sin Café Campari midt i Milano opfandt den røde aperitif … hvilket blev kimen til et sandt industrieventyr med etablering af sin første fabrik i Sesto San Giovanni i 1904.

Campari blev en kæmpesucces, men det var først i 1995, at Campari begyndte deres ekspansion med opkøb af de mange brands og i dag indtager en position som et af verdens største firmaer indenfor vin samt spiritus med en omsætning omkring 12,7 milliarder.

Denne Mondoro Asti med Sweet skrevet ovenover etiketten er lavet på ren 100% Moscato aka Muscat druer fra Asti området i Piemonte og er lavet med gæring på tank, både 1. og 2. gæring og dermed uden gæring på flaske. Det er en vin, som første gang er lavet i 1989 og den sælges primært på det russiske marked.

Duftmæssigt snakker vi masser af fersken, ananas, hyldeblomst, søde vaniljekiks, astronaut-is med en rød raketbamse i toppen, lidt akaciehonning, klare Muscat noter, nødder og lidt hvide blomster.

I munden er vin sød … meget sød eller overdrevet sød, men det er egentlig herlig sød saftevand, nærmest dessertvin med lidt bobler, lidt en flydende candyfloss af bedste skuffe. Jeg kan godt forstå, at Rikke elsker vinen, for det smager dejligt sødt … men der mangler klart syre, rygrad og finesse, men hvor har vinen virkelig masser sødme og bællepotentiale.

Forhandles i Irma, hvor en flaske koster 103 kr., mens prisen er 89 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 3,5/7  

2015 Bertani, Recioto della Valpolicella Valpantena, Veneto, Italien

2015 Bertani, Recioto della Valpolicella Valpantena, Veneto, ItalienJeg har tidligere smagt denne Recioto della Valpolicella Valpantena DOCG fra Cantine Bertani. Sidste gang var det i en årgang 2011, men denne gang altså en nyere 2015.

Recioto er meget populært sagt den søde udgave af en Amarone … en sød italiensk dessertvin og denne fra Bertani er lavet på 80% Corvina Veronese og 20% Rondinella. Druerne til Bertanis Recioto kommer udelukkende fra nogle af de bedste marker i Valpantena bakkerne nord for Verona.

Recioto della Valpolicella Valpantena er lavet på de mindste drueklaser og ofte kun skulderen af drueklaserne … altså de øverste druer, der har været udsat for mest sol og dermed har det største sukkerindhold.

Druerne tørres efter høsten i 150 dage. Herefter sorteres druerne igen inden gæring i cementtanke. Fermentering sker koldt og langsomt … starter ved 4-5 grader og slutter ved 18 grader, hvor gæringen stoppes inden sukkeret omdannes til alkohol. Vinen lagrer derefter 12 måneder i store 30 hektoliter fade af kirsebærtræ og yderligere 3 måneder på flaske inden frigivelse.

Duftmæssigt er det gammel, indkogt balsamico, ristede nødder, tørrede abrikoser, modne blommer, figner, chokolade, våde fade, masser af sødme og en snert syrlig dekadence, virkelig intens honningsød nektar, så intens og så alligevel med denne lille syrlighed, som dæmper sødmen en smule.

Smagsmæssigt har vinen også nektarsødme, men igen dukker der syrlige elementer frem, således det ikke bliver oversødt. Frugten er moden, blød og cremet, der er akaciehonning, tørret frugt og heldigvis ingen sprittede noter … blot god balance og velsmag.

Forhandles herhjemme af VildMedVin.dk, hvor en flaske med 50 ml. koster 199 kr., mens prisen er 174 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2011 Champagne Deutz, Blanc de Blancs, Champagne, Frankrig

2011 Champagne Deutz, Blanc de Blancs, Champagne, FrankrigEn af raketterne nytårsaften var denne vintage 2011 Blanc de Blancs fra champagnehuset Champagne Deutz i byen Aÿ i det franske bobleområde.

Jeg skrev sidst om champagnehuset tilbage i september, hvor jeg smagte deres 2010 Hommage à William Deutz Parcelles d’Aÿ Blanc de Noir … så i det blogindlæg kan I læse mere om hele historien bag Deutz.

Champagne Deutz Blanc de Blancs er en af husets prestigechampagner. Druerne kommer udelukkende fra marker ved de tre byer Le Mesnil sur Oger, der er beliggende i kommunen Montage de Reims, samt Avize og Le Mesnil sur Oger, der ligger i Côtes des Blanc.

Det er jo selvfølgelig 100% Chardonnay, hvor vinen først er lavet i rustfrie ståltankle. Derefter er vinen filtreret og så lagret i kælderen til andengæringen 5-6 år inden degorgering og frigivelse til salg.

Sikke en lækker aroma … klart masser af hasselnødder, toast, gærede nedfaldsæbler, ferskner, lemon, hvide blomster samt en håndfuld mineraler. Det dufter skarp, dybt og intenst.

Boblerne er meget intense i munden, små, fine og kommer i en uendelig strøm, som en uslukkelig kilde. Der er grape, bitterhed, citroner, gul frugt, gul æbler, pærer, fersken … vildt god balance og jeg synes faktisk, at denne er et hak bedre end den dyrere 2010 Hommage à William Deutz Parcelles d’Aÿ Blanc. Vi balancerer således lige mellem 5,5 og 6 nytårsglade fingre.

Forhandles af H.J. Hansen Vin / Vinspecialisten, hvor en flaske koster 730 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2011 La Pèira en Damaisèla, La Pèira Rouge, Languedoc, Frankrig

2011 La Pèira en Damaisèla, La Pèira Rouge, Languedoc, FrankrigDen røde La Pèira fra vinhuset La Pèira en Damaisèla er en vin, der i en blindsmagningen på restaurant Het Pomphuis i Antwerpen slog flere top Bordeaux vine målt på en gennemsnitlig score af alle årgange fra 2005-2015.

Således fik La Pèira Rouge en gennemsnitlig score på 95,82 foran slotte som Château Latour, Château Margaux, Château Mouton-Rothschild og Lafite-Rothschild, men bagefter Château Haut-Brion. Og nu har jeres flittige vinblogger vinen i glasset i en årgang 2011.

La Pèira en Damaisèla ligger dybt inde i landet nordvest for Montpellier i kommunen Saint André de Sangonis under appellationen Terrasses du Larzac i Languedoc.

Det er grundlagt i 2004 af den australske komponist Rob Dougan, som bl.a. har lavet soundtracket til alle Matrix filmene. Han driver vingården sammen med hustruen Karine Ahton og vinmageren Audrey Bonnet–Koenig.

Rob er besat af vin og købte vingården med målet om at lave vine i verdensklasse. Han er nærmest besat af kvalitet og perfektionisme. Han har samlet 11.4 hektar marker med parceller på markerne Bois de Pauliau, Bellefeuille og Les Pointes, hvor der høstes med meget lave udbytte på meget beskedne 10-15 hektoliter pr. hektar.

Druerne vinificeres langsomt og uden indgriben i kælderen … en gammel, rustik stenkælder, hvor kun det bedste af det bedste aftappes. Rob arbejder med lang maceration på 40-60 dage, og vinene lagrer derefter i op mod 2 år på især 600 liters fade uden omstikning efterfulgt af ufiltereret tapning. Men vinene frigives alene, hvis kvaliteten opfylder kravene.

I de tidligere årgange – som denne 2011 – bestod blendet af 2/3-dele Syrah og 1/3-del Grenache, men de nyeste årgang har 50% Syrah, 40% Grenache og 10% Mourvedre og er så lagret på nye egefade. Denne årgang 2011 har Parker eller rettere Jeb Dunnuck fra Wine Advocate givet 96 point.

Det er duftmæssigt en fyldig, mørk og fed vin, solbær, brombær, kirsebær, marmelade, andefond, frisk engelsk lakrids, blæk, grafit, sorte oliven, læder, røget og tørret oksekød, mørk chokolade, eg, powerfuld og stærk med lidt strenge, hårde mineraler.

I smagen er der også godt med kraft, sødme, fedme, lakrids og en smule stærk alkohol, så den virker faktisk endnu meget ung, selvom kilometertælleren siger over år. Det er fyldigt, tanninerne bider en smule sammen med lidt peber og alkoholen, men det er virkelig godt skruet sammen, så balancen er ellers godkendt.

Forhandles af Atomwine, hvor en flaske i nyere årgang koster 499 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2011 Il Marroneto, Brunello di Montalcino Il Marroneto, Toscana, Italien

2011 Il Marroneto, Brunello di Montalcino Il Marroneto, Toscana, ItalienAzienda Agricola Il Marroneto di Mori Alessandro ligger lidt stik nord for Montalcino by på den smukke adresse Madonna delle Grazie og drives selvfølgelig af Alessandro Mori, som også har lavet denne 2011 Brunello di Montalcino Il Marroneto.

Vinhuset Il Marroneto er reelt grundlagt i 1974, hvor advokaten Giuseppe Mori fra Sienna købte en lille historisk landejendom fra 1246 næsten lige udenfor Montalcinos gamle bymur. Han havde stor passion for vin, var nysgerrig af natur og besluttede sig for sjov at forsøge sig med at lave vin.

Giuseppe Moris to sønner Andrea og Alessandro fik også interesse for faderens lille projekt. Selvom de begge havde fulgt faderens spor som advokater, så tilplantede de sammen en række af husets marker med Sangiovese og søgte råd og ekspertise hos den nære ven af familien Mario Cortevesio, som er arkitekt bag nogle af Chianti områdets bedste vine.

Den første vin blev en 1980 Brunello di Montalcino, men de producerede alene sølle 1.855 flasker, men i 1982 var produktionen steget til 2.555 flasker. I dag ligger årsproduktionen på 35.000 flasker fordelt på 3 vine, heraf 2 Brunello’er og en Rosso.

Siden etableringen er Il Marroneto gået hen og blevet et rigtigt hypet kult-hus, som nu drives af den ambitiøse og karismatiske vinmager Alessandro Mori, mens hans broder Andrea fortsat karrieren som advokat.

Produktionsfilosofien er fuldstændig gammeldags og organisk. Der anvendes ingen kemi i markerne eller kælder, vinene spontangærer udelukkende, der anvendes ingen temperaturkontrollerede tanke, der anvendes kun sulfitter i uhyre begrænsede mængder ved aftapning og vinene er hverken klarede eller filtrerede.

Her smager vi husets Brunello di Montalcino Il Marroneto, deres basis Brunello lavet på 100% Sangiovese Grosso fra Il Marronetos mark nordøst for Montalcino … en mark beliggende i ca. 350-400 meters højde med en sandholdig, mineralsk og havfossilpræget jordbund.

Vinifikation sker i rustfrie ståltank, men uden temperaturregulering, men spontangæring ved 33-34 grader over 12 dage med daglige pump over, Herefter presses cap’en hårdt ned for at udtrække syre i ren form. Skindet skilles dernæst fra den fermenterede vin, hvorefter al vinen fordeles i store gamle fade.

På disse fade gennemgår vinen langsom malolaktisk gæring og modnes i 39 måneder inden sammenstikning og aftapning samt yderligere lagring 10 måneder på flaske.

Næsen byder på frisk engelsk lakrids, en smule mælkede og flæskede noter, yoghurt, svampe, champignon, lys og moden frugt, blommer, modne kirsebær, røg, røget kød, kanel, læder, blomster, salte mineraler, tør jord, mynte og timian.

Smagsmæssigt er det også en tør, tanninrig vin med en frisk, saftig og let frugt, mens syren til gengæld er forholdsvis lav med en lille sødme. Der er god struktur, god dybde, luftig lethed, mineralske elementer og virkelig smagfuld.

Forhandles af Distinto, hvor en flaske i nyere årgang koster 599 kr.

Vinanmeldelse 6/7    

2017 Aux Mages, Ætheria, Californien, USA

2017 Aux Mages, Ætheria, Californien, USAOg lad os selvfølgelig også nuppe det andet projektil fra Emil Skytte Pedersen på Aux Mages … nemlig seneste årgang af hans luftbårne panserværns- og hjertegennemtrængende smukke Ætheria.

Ætheria er lavet på ren 100% Grenache fra marker i Santa Ynez Valley omkring 3 timers kørsel nord for Los Angeles. Markerne dyrkes enten økologisk eller biodynamisk og druerne er i denne årgang 2017 høstet midt under et stort tordenvejr. Man kunne selvfølgelig ha’ ventet … men når druerne er klar, så er de klar. Dedekation.

Alt i produktionen foregår med håndkraft og på gammeldags vis, og således sker høsten selvfølgelig manuelt. Der er ingen smuthuller i kælderen og Ætheria er således blevet afstilket i hånden over 28 timer, fordi det var, hvad vinen havde brug for.

I vinifikationen trampes druerne med de bare fødder og presses på en gammel fransk hydraulisk presse, da Emil mener at det er denne proces, der skaber de største vine i verden. Der er således heller ikke anvendt pumpe under vinifikationen og gæring sker spontant med druernes naturlige gærceller, filtrering foretages ikke og svovl holdes til et absolut minimum, så vidt som muligt.

Vinen er modnet på brugte fade og aftappet med lidt voks på toppen, der – som forrige – er sket håndholdt med en lille gryde over et mobilt blus, selvfølgelig med sort voks inspireret af tordenvejret ved høsten.

I glasset er der – som med 2016’eren – samme lyse, transparente teglfarve, som du slet ikke forbinder med Grenache men i stedet noget burgundisk Pinot Noir. Det fortsætter i næsen, hvor vinen er lidt støvet, lys, luftig og mælket med rabarber, halvmodne hindbær, bolsjer, syrlige drops, drikkeyoghurt, æteriske olier og en lækker lys syrlighed. Den virker umiddelbart mere tør og grøn end 2016’eren, men har fortsat en biodynamisk, landlig kant, hvilket jeg er en total sucker for … og så er alle noterne fint afstemt.

Som sidst vigter smagen sig … en rigtig blære- og pralerøv, som har en let, lys og let syrlig tilgang til livet. Det er vel nærmest som et lille burgundisk touch af himmelrige med et fint syrlig, biodynamisk tvist tilsat en læskende saftig drikkeglæde. Der er igen de lidt mælkede noter med kærnemælk, ribs, citron, sort peber og lidt krydderier, men oveni sart, fint og elegant.

Det er måske – indrømmet – også en vin, som kan skille vandene, og da jeg serverede vinen ved en lille privat smagning, så udbrød en af deltagerne; synes du virkeligt, at det smager godt? Hertil må jeg blot sige; JA FOR FANDEN … de kræsne houlbergske smagssanser elsker vitterligt denne vin med dens små fine kanter. En vinøs curveball eller et vinøs højeksplosivt hulspidsprojektil, som med gudefryd detonerer i min mundhule.

Hvor Abscition er den venlige søster, så er Ætheria klart mere  introvert, indadvendt og småsur, men når hun slår håret ud og kaster sig på dansegulvet, så bliver jeg forelsket.

Købt hos Bichel Vine, hvor en flaske koster 375 kr.

Vinanmeldelse 7/7 

2017 Aux Mages, Abscition, Californien, USA

2017 Aux Mages, Abscition, Californien, USALige siden jeg sidste år smagte Emil Skytte Pedersens 2016 Ætheria og tabte underkæben, blev betuttet, lamslået, paf og paralyseret, har jeg med samme tålmodighed som en dreng på epo en morgen før juleaften afventet et nyt udspil fra den danske vinmagers projekt Aux Mages i Californien.

Og det er kommet nu … endda som en dobbeltløbet Winchester riffel med to skud, hvor denne Abscition Pinot Noir er en ny patron i magasinet. Og som med andre højkaliber rifler til lange skudhold, så rammer Abscition plet med akkuratesse, akribi og højpræcision. Bang.

Da jeg sidste år smagte 2016 Ætheria gav jeg vinen de magiske 7 houlbergske fingre, men det – og hele historien om Emil Skytte – kan du læse mere om i det blogindlæg … og heldigvis har jeg fortsat en flaske af 2016’eren liggende.

Denne Abscition Pinot Noir er lavet med druer fra en kølig lille mark, Cebada Vineyard i Santa Ynez Valley i Californien og høstet over en måned med mange små plukninger for at få den rigtige modenhed.

Abscition er vinificeret med en blanding af hele klaser og håndafstilkede druer. Afstilkningen foregår ved håndkraft, hvor Emil beholder en stump af stilken, så vinficering sker med hele bær. Ved denne afstilkning går gæren gennem stumpen af stilken og ind i bærret uden for meget stilkkontakt.

På den måde får man det reneste resultat … og meget anderledes end ved afstilkning på maskine, hvor en del af bærrene knuses, men Emil ønsker i stedet en gæring med hele druer. Han siger selv, at denne metode giver vinen sjæl.

Efter endt fermentering er vinen lagret 18 måneder på 3 år gamle Rousseau fade i 18 måneder og så efterfølgende aftappet på flaske i hans vinkælder i Buellton blot med en knivspids svovl. Så er vinen dyppet i voks … fuldstændigt håndholdt med en lille gryde over et mobilt blus med masser af klæbrig, varm, nordisk kærlighed.

Man kan også sige, at Emil vokser med vinen !!!

Duftmæssigt en sød/syrlig hestestald, kirsebær, hindbær og blommer, klart med en sart og syrlig kant, nærmest som en fjern slægtning til tysk Spätburgunder med lækker syrlig kant, klart præg fra fadene med lidt kanel, vanilje … som tilfører lidt liflige, runde og måske endda varme fornemmelser og så alligevel langt væk fra normal amerikansk, sød og kraftig Pinot Noir.

Smagen har også denne lille fornemmelse af varme samtidig med stor frugtrigdom, saftighed og fin, sart, lys og feminin syre. Der er kirsebær, lidt sødme, kraft og saft, lakrids, en sød venlighed og samtidig også frugtrig på en lidt fed, rund og venlig måde.

Det er smuk Pinot Noir, liflig, let, saftig og rund … klart den føjelige kugle af de to projektiler fra Winchester riflen. Emil rammer her med stor, erfaren og smuk præcision, men med gummikugler, så man dør ikke, men bliver perfekt mærket … Emil, du er sgu for vild!

Købt hos Bichel Vine, hvor en flaske koster 375 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7 

2015 Vondeling Wines, Sweet Carolyn, Western Cape, Sydafrika

2015 Vondeling Wines, Sweet Carolyn, Western Cape, SydafrikaLad os da bare fortsætte med endnu en vin fra Vondeling Wines, nemlig deres søde dessertvin Sweet Carolyn … en enkeltmarksvin lavet på 100% Muscat de Frontignan.

Det er dog samme drue, som i fx Tyskland og Østrig er kendt som Gelber Muskateller, i Frankrig som Muscat Blanc à Petits Grains og i Italien som Moscato Bianco, da den anvendes i fremstillingen af Asti og Moscato d’Asti vinene. Her hos Vondeling klippes der i drueklaserne, når druerne er modne. Det gør, at druerne ikke længere kan få vand, hvorved de hænger og tørrer på vinstokkene … og samler dermed ekstra sødme og sukker.

De beskyttes undervejs af solen, som indtørrer og dermed forhindrer druerne i at blive mugne … og først efter en længere periode på vinstokkene høstes druerne og afkøles natten over inden fermentering, som sker med hele druer i åbne gæringskar.

Druerne knuses ikke inden gæringen, hvilket gør at de afgiver en sirupsagtg juice fra indersiden af skindet. Gæringen varer omkring en uge, hvorefter gæringen afsluttes inden alkoholen bliver for høj og sødmen forsvinder. Vinen lagrer derefter 11 måneder sur lie … altså med bærmen inden aftapning på flaske.

Nu er der sgu kommet skrald på frugten … en lidt djævelsk syrlig og sødlig aroma med masser af kryokoncentreret æblemost, tørret abrikos, mango, ananas samt en buket blomster. Der er nødder, mandler, vingummi og en smule vanilje. Det dufter spændende.

Smagen er dejlig sød … ikke totalt oversød, for frugten er egentlig ganske lækker med søde æbler, abrikos, mango og alligevel lidt frejdig. Det er en meget saftig lille sag, meget smagfuld og det er klart en slags sød æblemost, vild, koncentreret og tæt. Der er lidt honningsødme, men rigtig fin balance … smager virkelig godt.

Vinene fra Vondeling Wines forhandles af Wineloves.dk, men denne er ikke pt. i sortimentet, så prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 5/7 

2017 Vondeling Wines, Pinotage, Western Cape, Sydafrika

2017 Vondeling Wines, Pinotage, Western Cape, SydafrikaFra den smukke vingård Vondeling Wines i dalen ved Voor-Paardeberg i Western Cape i Sydafrika smager vi nu igen en vin … nemlig vinhuset 2017 Pinotage, her i en testflaske med i etiket i dogmestil.

Vondeling Wines holder til på en smuk ejendom i hollandsk stil med et lille kapel – St Clement’s Chapel – ved siden af gården. Vingården har en over 300 år gammel historie og blev oprindelig givet til den svenske immigrant Oloff Bergh i 1704 … og der har faktisk lige siden været produceret vin på stedet.

I dag ejes Vondeling Wines dog af de 3 unge fyre Julian Johnsen, Anthony Ward og Richard Gower, som købte vingården i 2002 og de har lagt vinproduktionen er lavet i hænderne på de to vinmagere Matthew Copeland og Emile van der Merwe.

Samlet har Vondeling 467 hektar jord, hvoraf dog alene 100 hektar er vinmarker. Det giver basis for en lang række vine, herunder altså også denne Pinotage, som jeg dog ikke kan finde nogle oplysninger om … med mindre den er lavet som husets Bowwood Pinotage.

Den er lavet med druer, som efter høsten køles ned, afstilkes og sorteres inden formenteringen, så sker uden knusning af druerne, hvilket giver vinen større finesse. Gæringen sker i åbne fermenteringskar og varer 5 dage.

Derefter presses druernes og mosten overføres til 300 liter amerikanske egefade, hvor der sker malolaktisk gæring og lagring 14 måneder, hvorefter de 8 bedste fade udvælges og lagrer yderligere 6 måneder inden overføres til ståltanke i 4 måneder og aftapning på flaske og så yderligere 12 måneder lagring.

Selvom man i Sydafrika høster tidligere på året, så kan denne 2017 Pinotage altså ikke nå den sammenlagte 3 års lagring … medmindre denne testvin altså ikke har ligget på flaske i 12 måneder, men er sendt til Danmark tidligere … eller måske er denne flaske fra de egefade, som fra frasorteret, da man udvalgte de 8 bedste.

Duftmæssigt er det en sød, solmoden lille sag … som har både nougat, flødekaramel, søde Amaretto kirsebær, blommer, brombær og vanilje. Vinen har slet ikke – som man ellers ofte kan frygte med Pinotage – noter af brændt gummi, men denne er fyldig, bærsød og venlig.

Det gælder også smagen, hvor sødmen dog bliver lige en tak for meget for denne jyske vinblogger, men det vil klart være en vin, som mange danskere vil kunne lide. Det er meget solmodent, fyldig, blødt og altså pænt sødt, mens der ikke er meget syre eller rygrad, men lidt peber i eftersmagen. Det er en vinøs plyssofa … komfortabel, tung og behagelig.

Vinene fra Vondeling Wines forhandles af Wineloves.dk, men denne er ikke pt. i sortimentet, så prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 3,5/7