Kategoriarkiv: Vinanmeldelser

2021 Feudo Maccari, Family and Friends, Sicilien, Italien

2021 Feudo Maccari, Family and Friends, Sicilien, ItalienNår vi nu er ved Antonio Moretti Cuseris sicilianske vinhus Feudo Maccari, så smager vi skam da også lige denne hvide Family and Friends, der ganske vist ikke er lavet på Carricante, men derimod på 100% Grillo.

Druerne til vinen fra fra en sydvendt enkeltmark nær Noto syd for Etna og håndselekteres fra fritstående Grillo vinstokke og de er alle høstet manuelt.

Vinen er derefter lavet med 16 dages gæring på en hemmelig kombination af betonæg og små burgundiske egetræsfade. Efter endt gæring har vinen så lagret 6 måneder på betonæg og egefade, hvor sur lie kontakten med de fine gærrester giver fedme og krydret finesse som en stor Meursault. Vinen afrundes yderligere 6 måneder på flaske før frigivelse til salg.

I næsen viser vinen sig frem med en lille, smørret og charmerende fedme med en balanceret fadnote, som var den burgundisk, men den har en frugt, som er mere saltet med en lidt småtropisk frugt. Der er fersken, modne pærer, mandarin, ananas og mango. Læg dertil noget vanilje, muskat og andre søde krydderier … virker så behagelig, har denne venlige fylde og salte mineraler.

Smagen er nærmest blomstret … småopulent med den eksotiske frugt, meget cremet og alligevel med denne friske, rent og stramme, saltede mineralitet. Sammen med fersken, pærer og mango, så er der også lidt lemon og let grape, som virkelig giver hold på tingene og bidrager til en stor friskhed. 94 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 325 kr., mens prisen på tilbud kun er 199,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2016 Feudo Maccari, Animardente Contrada Santo Spirito di Passopisciaro, Sicilien, Italien

2016 Feudo Maccari, Animardente Contrada Santo Spirito di Passopisciaro, Sicilien, ItalienVi bliver da for en stund på Sicilien, for næste vin i glasset er nemlig en 2016 Animardente Contrada Santo Spirito di Passopisciaro fra den toscanske vinproducent Antonio Moretti Cuseri, der til dagligt driver Tenuta Sette Ponti.

Han har jo forelsket sig i Sicilien og dér skabt vinhuset Feudo Maccari, der primært laver vine fra den sydøstlige del af øen.

Men de har også gang i et projekt på de sorte, vulkanske skråninger af Etna, hvor de laver to 2 vine – en hvid og en rød – fra vinmarken Contrada Santo Spirito di Passopisciaro og den ene af de vine er denne 2016 Animardente, som jeg nu har fået i glasset.

Vinen er selvfølgelig på 100% Nerello Mascalese, som kommer fra Contrada Santo Spirito di Passopisciaro i 700 meters højde og fra op til 60 år gamle vinstokke. Vinen er lavet med gæring og maceration i 22 dage med hyppig overpumpning. Efter endt fermentering er den lagret 12 måneder på barriques og tonneaux … og efter flaskning yderligere 6 måneder på flaske inden frigivelse.

Vinen er i glasset lige en tak lysere og mere transparent end den foregående Nerello Mascalese, mens duften er mere frugtagtig og mere blomstret med blåbær, kirsebær, tørt træ, tobak, solbærblade, violer, rosenvand, kul, tjære, sten og sorte mineraler, men også en lille sødme dukker op midt i alle aromaerne.

I munden er vinen let, lys og ubekymret … nærmest lys og læskende med kirsebær, hindbær, jordbær og en snas tranebær. Det er saftig med en syrlig og sødbitter balsamico note, nogle salte mineraler, saltlakrids samt en syre, der er mineralsk, krydret og stram, så Houlberg har den til 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 329,95 kr., mens prisen på tilbud kun er 134,95 kr. ved køb af 6 flasker. Det er rablende billigt.

Vinanmeldelse 5/7 

2018 Destro, Aspide Etna Rosso, Sicilien, Italien

2018 Destro, Aspide Etna Rosso, Sicilien, ItalienDen næste vin i glasset fra Antonino Destro på Azienda Agricola Destro blev denne 2018 Aspide Etna Rosso og lavet på ren Nerello Mascalese.

Her kommer druerne også fra husets egne marker beliggende i 730-750 meters højde og er høstet med et udbytte på 40-50 hektoliter pr. hektar.

Herefter er gæring og maceration sket i rustfrie ståltanke og efter endt fermentering så lagret 2 år på ståltanke, og derefter 4 måneder på flaske.

I glasset er vinen dejlig lys … ren, stringent og let transparent Nerello Mascalese, hvor frugten ribs, hindbær, hyben samt tørre kirsebær og måske endda også lidt lyse blommer. Det er en let og lys vin med lidt  støvet udtryk, aske og mineraler, blomster, blomsterpollen samt en ganske lille sødme.

Smagsmæssigt er det også en let vin, men har en bondsk, rustik og småkantet smag … nærmest med frugt af tranebær, ribs og umodne, let sure kirsebær og lidt citronagtig syre. Det giver imidlertid en frisk smag, hvor der er en tør syre, som sammen med lidt tynde tanniner bider dig i tungen og skriger på mad. 90 point.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 169 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2020 Destro, Nausìca Terre Siciliane Bianco, Sicilien, Italien

2020 Destro, Nausìca Terre Siciliane Bianco, Sicilien, ItalienVi skal atter smage vine på de to Etna druer Carricante og Nerello Mascalese … begge fra vinhuset Azienda Agricola Destro og vi starter med vinen Nausìca Terre Siciliane Bianco på den hvide Carricante.

Destro Vini ligger i 750 meters højde ved  Montelaguardia på nordsiden af Etna mellem byerne Randazzo og Passopisciao.

Vinhuset er grundlagt i 2002, hvor Antonino Destro overtog stedet og startede en genopretning af marker og bygninger på stedet, som daterer sig tilbage til 1897.

Vineriet er nu udstyret med det nyeste udstyr og kan derfor styre vinificeringsprocessen, så der produceres vine af høj og ensartet kvalitet.

Antonino Destro har sammenlagt 9 hektar vinmarker og producerer årligt 75.000 flasker om året fordelt på hvidvin, rødvin og mousserende vine.

Der er udelukkende med fokus på de 2 Etna druer Nerello Mascalese og hvid Carricante. Derudover bruger de kun vinfadene 2 gange, hvorefter de returneres til den franske producent. Af de 2 druesorter produceres 12 forskellige vine, der alle har deres egen individuelle karakter og de er særligt kendte for deres produktion af de mousserende Metodo Classico vine, hvor de har et bredt udvalg.

Denne Nausìca Terre Siciliane Bianco er som sagt på Carricante, der er høstet med et udbytte på 40-50 hektoliter pr. hektar på husets marker i 730-750 meters højde.

Vinen er lavet med gæring i ståltanke og en periode faktisk med maceration på skindet. Efter endt fermentering er vinen så blot lagret nogle måneder inden aftapning på flaske og frigivelse.

Duftmæssigt er vinen meget frisk og samtidig lidt saltet, måske endda også lidt aromatisk. Der er både citroner, æbler og pærer, let harpiks, blomster, salvie, lidt tyggegummi samt akaciehonning.

Smagen er i samme boldgade … har dog dybde og denne lidt saltede fornemmelse. Der er pærer, æbler, syltede æbler og lemon, hvor der er bitterhed, som sammen med det saltede giver stor intensitet, men samtidig med en rank syre, som giver vinen friskhed. Det gør også, at det er noget comfort og en behagelig fedme i vinen. 91 point.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 149 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2019 Foradori, Granato Teroldego Vigneti delle Dolomiti, Alto Adige, Italien

2019 Foradori, Granato Teroldego Vigneti delle Dolomiti, Alto Adige, ItalienVi startede jo det herrens år 2023 i tirsdagsvinklubben på jobbet med en 2020 Sgarzon Teroldego Vigneti delle Dolomiti fra den legendariske og dygtige Foradori og nu toppede vi den med en 2019 Granato Teroldego Vigneti delle Dolomiti.

Her kommer alle Teroldego druerne fra 3 marker med gamle pergola vinstokke, fordelt på sammenlagt hektar i Campo Rotaliano. Undergrunden er domineret af småsten, og er således godt drænet og fattig på næring, så stokkenes rødder må dybt for at finde næring.

Vinen gærer på store åbne egefade, og lagrer efterfølgende 15 måneder på tonneau. Afslutningsvis hviler vinen på flaske i yderligere 15 måneder inden frigivelse.

Mørk, landlig, sorte og småsyrlige kirsebær, blåbær, brombær, boysenbær, violer, lakrids, jernmalm, tjære, lidt garvet læder og så ellers en halv krydderhave med grønne urter og timian.

I munden er det en sand dynamo af sorte bær, brombær, tranebær, friske bær og bæreksplosion. Det er samtidig tørt med masser af bid, let peber og timian suppleret med jern, grafit og mineraler, engelsk lakrids.

Selvom det er en mørk, maskulin og sej sag, så har vinen alligevel en vis lethed over sig, men det skyldes mest af alt en frisk frugt og en lidt blomstret syre … føles lidt som et punch i mellemgulvet, meget koncentreret og kompleks allerede nu med noter af mineraler og mynte. 95 point.

Forhandles herhjemme af Niche Vine og denne koster 499 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2021 Di Sipio, Il Bianco delle Colline Teatine, Abruzzo, Italien

2021 Di Sipio, Il Bianco delle Colline Teatine, Abruzzo, ItalienNår vi nu snakker om smukke italienske vinmagere, så skal vi da også et smut til Giulia Di Sipio på Azienda Agricola Nicola Di Sipio i byen Ripa Teatina i Chieti-provinsen i Abruzzo og det bliver med denne 2021 Il Bianco delle Colline Teatine.

Jeg har før smagt en del vine fra Giulia, bl.a. årgang 2013, 2014 og 2015 af hendes fine og lækre Montepulciano d’Abruzzo. Da jeg smagte den i årgang 2013, så skrev jeg også en del om vinhuset Nicola Di Sipio, så det skal jeg undlade denne gang … i stedet blot skrive lidt om vinen.

Il Bianco delle Colline Teatine er lavet på et blend af hvide druesorter og det skulle efter sigende være Pecorino, Trebbiano d’Abruzzo samt Falanghina, som alle vokser på husets marker i 300 meters højde.

Druerne er høstet i hånden, hvorefter de presses og mosten separeres fra skindet og udelukkende med brug af det bedste af saften. Gæringen er herefter sket i temperaturstyrede ståltanke, hvor vinen også har lagret frem til flaskning.

I næsen er det en frisk, frugtrig og glad aroma … meget aromatisk med grønne pærer, stikkelsbær, fersken og papaya samt lidt skal fra en lemon, masser af gule blomster samt en smule græs. Der kommer også lidt Faxe Kondi sammen med grønne urter.

Smagen er præcis i samme boldgade … lidt småfyldig med både tropisk frugt, citroner, lemon og skal fra en lemon, blomster og det gør samlet set vinen meget frisk med en lidt olieret fyldighed. Den friske side kombineret med lidt bitterhed giver vinen godt med charme, karakter og er samtidig meget harmonisk. 91 point.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 95 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2018 Piercarlo Culasso, Barbaresco Faset Duesoli, Piemonte, Italien

2018 Piercarlo Culasso, Barbaresco Faset Duesoli, Piemonte, ItalienDen sidste Barbaresco fra smukke Martina Culasso og far Piercarlo er denne Barbaresco Faset Duesoli 2018.

Nebbiolo druerne til denne vin kommer fra et særlig område på Faset marken med sit helt eget mikroklima nær Tanaro floden i 250 meters højde.

Når solen går ned over floden, så genspejler solen op på det område, hvor vinstokkene til Duesoli står … deraf også det unikke navn Duesoli, som betyder to sole.

Selve gæring og maceration er sket i ståltanke over 15-20 dage ved kontrolleret temperatur. Så er vinen bagefter lagret et par måneder på egefade efterfulgt af 24 måneder på franske barriques samt yderligere 12 måneder på flaske inden frigivelse.

I næsen er det igen en let Barbaresco, som faktisk har sådan lidt Pinot Noir lethed, men det er sammen med knuste rosenblade, lys tjære, grøntsagsfond, jordbær, hindbær, granatæbler, appelsinskal, lidt moden i den lyse frugt, rå champignon og lidt sød vanilje. Den har denne sarte, fine og feminine elegance.

Hvor smager den bare godt … alt sidder dér, hvor alt skal sidde. Den har denne lyse og modne frugt, som nærmest bare smelter i munden og gør dig glad i låget. Det er jordbær og hindbær med en lille sødme, elegant syre, som nærmest danser igennem alle nuancerne. Der er selvfølgelig også fine tanniner, men de er ligesom blomstrede og saftige samt godt integrerede. Jeg bliver i så godt humør, så jeg hoster således op med 96 point. Smukt.

Forhandles af Smalle Vine, hvor en flaske koster 349 kr., mens prisen kun er 249 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 6/7  

2019 Piercarlo Culasso, Barbaresco Faset, Piemonte, Italien

2019 Piercarlo Culasso, Barbaresco Faset, Piemonte, ItalienDerefter stod den på Barbaresco fra Piercarlo Culasso og den første var denne 2019 Barbaresco Faset.

Her er Nebbiolo druerne fra vinstokke, der er 23 til 60 år gamle på Faset marken i 250 meters højde.

Selve gæring og maceration er sket i ståltanke over 15-20 dage ved kontrolleret temperatur. Så er vinen bagefter lagret et par måneder på egefade efterfulgt af 12 måneder på franske barriques samt yderligere 12 måneder på flaske inden frigivelse.

VAUW … kamferolie, nøddeolie, violer, appelsinskal, granatæbler, hindbær, ribs, oksebouillon, grønne urter, lakridsrod og har utrolig lethed med en nærmest burgundisk feel good. Det dufter vildt godt, virkelig lys, legende og meget elegant.

Den lette, lyse og feminine stil går også igennem i smagen, som jo nærmest også får en burgundisk lethed. Det er så fint, sart, delikat og feminint. Der er en let Campari bitterhed, lys balsamico, meget frisk med tørre og alligevel let søde tanniner, der som resten er så elegant, let, lys og saftig med fin sarthed. 95 point.

Forhandles af Smalle Vine, hvor en flaske koster 299 kr., mens prisen kun er 199 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 6/7  

2021 Piercarlo Culasso, Langhe Nebbiolo, Piemonte, Italien

2021 Piercarlo Culasso, Langhe Nebbiolo, Piemonte, ItalienSmalle Vine har en herlig vinbutik på Frederiksberg i København og har nu også fået forhandlingen af et spændende vinhus i Piemonte … Azienda Agricola Piercarlo Culasso.

De laver kun 4 forskellige vine på vingården og jeg smager 3 af dem og starter med denne 2021 Langhe Nebbiolo.

Piercarlo Culasso holder til på adressen Località Faset lidt syd for Barbaresco. Dér har familien Culasso familien ejet parceller på Faset marken i generationer og op til midt i 1970’erne også selv produceret vin derfra under Culasso navnet.

Imidlertid blev produktionen indstillet, da Dante Culasso – Piercarlos far – døde. Familien besluttede dog at beholde jorden, men valgte i stedet at sælge deres druer til Vietti, som anvendte dem til deres Barbaresco Masseria.

Piercarlo har siden 1999 stået for at passe markerne og vinstokkene, som dyrkes økologisk helt uden pesticider og andet skidt, men i 2017 besluttede han i fælleskab med fruen Franca og deres datter Martina igen at lave og flaske vine under eget navn.

I dag deltager Martinas lillesøster Michela også i det lille familieforetagende.

Så med årgang 2017 som første årgang, så producerer Piercarlo og Martina beskedne 20.000 flasker vin årligt fordelt på en Barbera, en Langhe Nebbiolo, en Barbaresco Faset og så en Barbaresco Faset Duesoli.

Stilen på deres Nebbiolo og to Barbaresco er udpræget til den lyse og elegant side. Frugten er saftig, fokuseret og lys, men uden på nogen måde at miste intensitet og kompleksitet.

Deres vine er i sagens natur alle enkeltmarksvine, da de jo kun ejer jord på Faset vinmarken, hvor også andre gode producenter som fx  Roagna, Ceretto, Chiarlo og Abbona har parceller på.

Denne Langhe Nebbiolo har Piercarlo Culasso første gang lavet i årgang 2020, så dette er blot anden årgang produceret, selvfølgelig lavet med Nebbiolo druer fra husets egen mark i 240 meters højde.

Gæringen er sket i ståltanke over 15-20 dage ved kontrolleret temperatur, hvorefter vinen er presset og dekanteret … og så blot lagret i ståltanke et par måneder frem til aftapning på flaske.

Duftmæssigt er det en grøn Langhe Nebbiolo, hvor der er ribs, jordbær, brombær og stikkelsbær, tørrede blomster, appelsinskal, virker meget sprød og frisk, har nogle jordagtige noter, balsamico, grønne urter, blodagtige elementer og saltet mineraler.

Hvor smager den dog rigtig godt … saftlig og læskende med friske frugter og en lille bitterhed. Der er hindbær, ribs og rabarber, lidt citroner og appelsinskal, fennikel og saltlakrids, masser af syre, sprød, frisk og vild drikbar … man får lyst til at kyle en hel flaske i drænrøret med det samme. 91 point.

Forhandles af Smalle Vine, hvor en flaske koster 199 kr., mens prisen kun er 139 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2017 Le Strette, Barolo Le Strette, Piemonte, Italien

2017 Le Strette, Barolo Le Strette, Piemonte, ItalienAzienda Agricola Le Strette ligger et par hundrede meter nord for byen Novello. Jeg har smagt flere vine fra huset, men aldrig deres Barolo … og det råder jeg nu bod på med denne 2017 Barolo Le Strette.

Le Strette er et nyere vinhus grundlagt i 1997 af brødrene  Savio og Mauro Daniele ud fra samme lidenskab, der kom fra deres familie … specielt deres forældre Giulio og Giuliana Daniele, der i hele deres liv har haft passion for vin, hvilket så smittede af på sønnerne.

De tog derfor begge en uddannelse i henholdsvis vitikultur og ønologi i Alba og derefter i Torino. Derefter fik Mauro arbejde som vinmager hos Ceretto … et arbejde han endda er fortsat med, selvom brødrene i dag har etableret Le Strette.

Projektet Le Strette blev en realitet i 1997 med hjælp fra deres forældre samt Gino Lagorio og hans familie. De opkaldte vingården Le Strette efter den lille landsby, hvor gården reelt ligger. De har sidenhen i 2002 bygget et mere moderne vineri på stedet.

Savio og Mauro Daniele har samlet 6,5 hektar vinmarker, som primært ligger i kommunen Novello og derudover også i Barolo, men mange af markerne er indenfor Barolo DOCG appellationen.

Brødrene arbejder i marken med hård beskæring og selektion gennem hele sæsonen. Dette sikrer optimal både koncentration og modne druer. Alt drives som certificeret bæredygtigt vinbrug, så der anvendes ingen sprøjtemidler eller anden hårdhændet behandling af vinmarkerne.

Stilmæssigt forholder brødrene sig pragmatisk til diskussionen mellem traditionalister og modernister, hvilket betyder, at stilen som udgangspunkt er traditionel med en snert modernisme.

Og så er Le Strette en af kun syv vinproducenter, der stadig dyrker den historiske Nas-cëtta-druesort med en Langhe DOC Nas-cëtta del Comune di Novello vin.

Nas-cëtta er en næsten glemt sort og de fleste vine på druen er mest anvendt til eget forbrug, men brødrene har gjort et ret stort arbejde med druen og står også fader til godkendelsen af appellationen DOC Langhe Nas-cëtta del Comune di Novello i 2010.

På  Le Strette laver de 4 Baroloer … denne Barolo Le Strette, som er deres indgangs-Barolo, men derudover er det 3 enkeltmarks Barolo Bergera Pezzole, Barolo Corini Pallaretta og Barolo Bergeisa.

Denne sorte Barolo Le Strette er lavet med Nebbiolo druer fra alle deres 3 marker i Novello og Barolo, altså Bergera Pezzole, Corini Pallaretta og Bergeisa, hvor Bergera Pezzolle bidrager med dybde, power og struktur, mens Corini Pallaretta tilføjer friskhed og balance.

Vinen er lavet ved, at druerne først er afstilket og så presset eller knust lavet, hvorefter gæring og maceration er sket over 22-35 dage efterfulgt af lagring på små egefade og store botti i 28-32 måneder.

WHAT? Sikke en aroma, der er så lys, let, smuk og æterisk med både terpentindampe, og acetone,  strandsand, knuste rosenblade, violer og samtidig er den småanimalsk, svedig og landlig. Der er læder, bark og gammelt reb. Frugten er lyse kirsebær, hindbær, jordbær, ribs og der fornemmes også lidt mynte. Meget ren og feminin … meget opløftende i aromaerne.

Det smager – mine damer og herrer – også forrygende. Det er svært at tro, at vinen trækker en højoktan på 15%, for alt virker bare så let, lyst og næsten svævende. Det er jordbær, ribs og rabarber, har tjære og så bitre rødder, bitre tebreve, harpiks, malerspand, grønne stilke, men alt er så lækker og i smukkeste balance. Tanninerne er lyse, lidt småharske og alligevel så markante, at det næsten gør ondt. Elsker denne lyse og fine balance … flot Barolo. 96 point.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 300 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7