Næste alsaciske vinhus var Domaine Schoenheitz, der ligger midt i den lille by Wihr-au-Val. Derfra smagte vi deres Riesling Herrenreben i en årgang 2015.
Vinhuset er grundlagt i 1970’erne af Henri Schoenheitz senior, som satte sig for at genskabe en gammel vingård og en række forsømte marker. I dag er det dog sønnen Henri Schoenheitz junior og hans hustru Dominique, som driver stedet. De overtog driften i 1980 efter endt uddannelse som ønologer, men i dag er deres søn Adrian Schoenheitz også med til at lave vinene. I kan se Henri junior, Dominique og Adrian på billedet ovenover.
De har 14 hektar vinmarker i Munster dalen, som jo ellers er godt kendte for deres oste. Huset har ingen store Grand Cru marker, men de bedste marker aka Lieux-dits er Linsenberg, Holder, Val Saint-Grégoire og Herrenreben.
Og det er selvfølgelig druer fra sidstnævnte mark, der er anvendt til denne Riesling Herrenreben. Herrenreben er allerede omtalt tilbage i 1500-tallet og Schoenheitz har 1,5 hektar på marken, som ligger i 400-450 meters højde og med 40 år gamle Riesling stokke.
Denne vin er vinificeret helt traditionelt og alene på rustfrie ståltanke. Den har 1,4 gram restsukker pr. liter og der laves årligt 4.000 flasker af vinen.
Næsen byder på lidt petroleum, masser af søde æbler, blomster, mineraler, lidt citrus og egentlig ganske okay aroma. Smagen er klart mere fed og fyldig, meget rund, men på en eller måde, som gør vinen ikke et væsentlig indtryk på jeres gode vinblogger. Det smager bestemt okay, men uden WAUW.
Det skal dog med i billedet, at mange af de andre omkring bordet ratede denne vin en del højere.
Forhandles af MH Vine, men prisen kender jeg ikke … ligger et sted mellem 100-200 kr.