Ovenover byen Neumagen-Dhron, der ligger ved et af Moselflodens utallige sving mellem Trittenheim og Piesport, flyver ravnen … én af klodens klogeste og opportunistiske fugle og samtidig næsten altædende.
Og med god grund, for nedenunder i byen sker der noget særligt … i en gammel, mørk, bakterie- og svampefuld vinkælder i byen hos Weingut Daniel Twardowski bliver der nemlig brygget en fortryllende væske, som kaldes Pinot Noix … og netop et glas af denne drik har jeres vinblogger nu fået i glasset.
Daniel Twardowski var egentlig vinhandler … og endda en af dem, som solgte eksklusive og dyre vine. Det betød samtidig en ubetinget forelskelse i specielt vinene fra Bourgogne og Daniel undrede sig over, at der ikke blev lavet sådanne vine i Tyskland.
Så det satte han sig for og valgte Mosel til projektet. Efter nogle omfattende eksperimenter og rådgivning med specialister, fandt han de rigtige kloner. Han fandt en vinmark på Dhroner Hofberg, rev så Riesling vinstokkene op og plantede i 2006 sine Pinot Noir kloner på de stejle, skiferholdige skråninger i stedet.
De lokale rystede på hovedet af ham … men med hjælp og råd fra blandt andet Armand Rousseau i Gevrey-Chambertin, talrige besøg i Bourgogne, en økologisk tilgang, spontangæring, brug af brugte fade fra Bourgogne og naturens gang, så fik han lavet en vin … og første årgang var 2011.
Og vinen blev akkurat, som Daniel Twardowski havde forestillet sig med klare referencer til de store vine fra Bourgogne … og derudover valgte Daniel også at lave vinen med referencer til klogskab i form at symbolet med raven på etiketten og Pinot Noir stavet Pinot Noix, hvor Noix betyder nød.
For i udkanten af Dhroner Hofberg står der nemlig et valnøddetræ, som ravnene snupper nødder fra. De flyver derefter højt og lader så nødderne falde ned på den hårde skifer, hvorefter de så knækker og blotter de nøddekerner, som ravnene elsker. Og på helt samme måde symboliserer navnet og etiketten også, at Twardowski nu flyver på egne vinger.
Daniel Twardowski har en klar holding til, hvordan Pinot Noix skal laves. Alt dyrkes – som nævnt før – økologisk fra hans knap 3 hektar store Dhroner Hofberg vinmark og vinen laves i pagt med naturen, mens han i kælderen presser druerne nænsomt og gærer vinen spontant.
Efter endt gæring lader Daniel vinen hvile på brugte burgundiske barriques i 24 måneder og han tapper naturligvis også vinene uden filtrering. Der bruges ingen pumper i kælderen.
Alt foregår nænsomt, naturligt og roligt. For Daniel er det vigtigt, at naturen får lov at styre. Der anvendes næsten ingen svovl og han er stor tilhænger af mikrobiologien og skeler også til de biodynamiske metoder, for hvis det virkelig gavner vinen, at blive omstukket ved fuldmåne, så er det ikke noget problem for Daniel.
Egetræsfadene er altid fra Bourgogne … de brugte køber Daniel Twardowski hos fx Domaine Armand Rousseau og Domaine de la Romanee-Conti, mens de nye købes hos bødkerfirmaet Rousseau du Francois Freres.
Der anvendes omkring 2/3-dele nye fade til hans Pinot Noix, som også bærer navnet Ardoise aka skifer, da marken Dhroner Hofberg selvfølgelig er en Schiefersteillage … altså skiferholdig mark.
Herhjemme er det Mr. Ruby, som importerer vinen, og han har helt ubeskedent kaldt vinen for Tysklands bedste Spätburgunder … og så må vi se, om Danmarks nok største- og førsteelsker af den tyske væske er enig.
I glasset starter det godt … en meget lys, transparent og teglfarvet vin, som måske endda har et lille brunligt skær. Næsen er lys, luftig, let og har et klart fadpræg med kanel, lidt nelliker, en smule karamel, røg, tør eg, moden – og næsten dekadent overmoden – frugt, jordbær, kirsebær, let syrlig suppleret med lidt rosenblade, kul og tør jord.
Vinen har klart nogle klassiske tyske aftryk … den animalske, søde hestestald, men også en meget uskyldig renhed, en direkte frugt og let sødme … meget god balance og virkelig lækker tillokkende.
Smagen er meget ren og fin med syrlig frisk frugt, masser af nerve, næsten en vild og ustyrlig nerve, meget feminin, lys vin med kalket mineralitet, kirsebær, hindbær og tranebær … og så smager det altså bare sindssygt godt. Letheden gør vinen meget nem at drikke, men samtidig er det så elegant, at det næsten gør ondt. Smuk vin … og ravnen flyver om aftenen.
Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 695 kr.