Four Vines er et ud af mange brands hos den amerikanske vinkoncern, der hedder Purple Wine Company eller Purple Wine + Spirits. Det er derfra, at vi smager denne The Willing Chardonnay 2019.
Selve den store vinkoncern – som vi tidligere er stødt på her på Houlbergs Vinblog – ligger i Californien, nemlig i Graton omkring 10-15 kilometer vest for Santa Rosa.
Vinhuset er grundlagt i 2001 af Derek Benham, som allerede som ung startede med at sælge vin … fra bagagerummet fra sin gamle 1967 Ford Mustang, hvor han for første gang lærte en del om kundernes smag.
Han er en rigtig vinkøbmand, som har haft succes med at skabe brands indenfor vin. Han skabte sammen med sin bror Courtney Benham fx brandet Blackstone, som har specialiseret sig i at lave Merlot vine. Det solgte brødrene for 140 millioner dollars til et partnerskab mellem Constellation Brands og BRL Hardy.
Efterfølgende har han så grundlagt Purple Wine + Spirits, hvor han igen skaber nye brands. Det er således ikke er et rigtig vinhus, for det ejer ikke selv vinmarker. Det er nærmere et negociantfirma, der opkøber druer, laver vin og spiritus målrettet til primært det store amerikanske marked, detailbutikker, restauranter eller som private labels … men også løbende laver nye brands.
Det er en stor historie, og firmaet har da også udover dets produktionsfaciliteter i Graton også satellitafdelinger ved American Canyon og Russian River Valley.
Purple Wine Company laver vine under en lang række brands, bl.a. Piner Crossing, Allston, Costal Oak, Field Trip, Graton Cellars, Flint & Steel, Kumbaya, Marc Cellars, Marlo, Pico & Vine, Cryptic, Calista, Wheelhouse, Rampage, Avalon, Raeburn, Lucky Star, Zynthesis, Randall-Monroe og altså Four Vines.
Purple Wine + Spirits har også tidligere etableret brandet Mark West, som laver Pinot Noir vine. Det har de solgt for 160 millioner dollars til Constellation Brands, så kom ikke og sig, at der ikke er penge i vinindustrien.
Four Vines brandet er dog ikke startet af Purple Wine + Spirits, men grundlagt i 1994 af punkrockeren, surferen og vinmageren Christian Tietje i partnerskab med vennerne Bill Grant og Susan Mahler som et lille garageprojekt. Men i 2010 solgte de brandet videre til Derek Benham fra Purple Wine, mens Christian Tietje i nogle år efter var tilknyttet som konsulterende ønolog.
Denne er lavet på 100% Chardonnay fra marker på tværs af hele Californien. De hele drueklaser håndsorteres og presses skånsomt, hvorefter gæring sker i temperaturstyrede ståltanke har har efter endt fermentering lagret 90 dage sur lie på franske egetræsfade.
Slam … in your face. Det er en svulstig, frodig, kraftig og sødkrydret vin, hvor frugten er vældig eksotisk med mango, papaya, litchi samt passionsfrugt, syltede pærer og cantaloup melon. Det er fuld pedal frem … frembrusende med lidt voksede og søde noter.
I munden er vinen ret behagelig … lidt mostet, saftig og læskende med en rund, sød og imødekommende syre. Der er syltet citron og tropisk frugt, opulent velvære og en lidt lille tyksak af en pleaser, der vil henrykke så moster Oda og den halve pukkelryggede familie. Der er lidt Jolly Time, søde krydderier og sofacomfort.
Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 129,95 kr., men kan fås til 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.
Vinanmeldelse 4/7