Med næste vin fortsætter vi hos det amerikanske vinhus Frank Family Vineyards … og en søstervin til foregående vin, nemlig denne Carneros Pinot Noir.
Frank Family Vineyards har i dag omkring 86 hektar vinmarker, primært fordelt på de to vinmarker Lewis Vineyard – opkaldt efter Richs ældste barnebarn – samt S&J Vineyard, hvor S og J refererer til Stella og Jeremy … to andre børnebørn. Derudover opkøber Rich Frank også druer fra andre vinalvere i området.
På vingården dyrker familien druesorterne Chardonnay, Zinfandel, Sangiovese, Petite Sirah, Pinot Noir og Cabernet Sauvignon. Rich står ikke for hele produktionen, men har hjælp af den ansatte vinmager Todd Graff.
Selve vinhuset holder til i den gamle bygning, som bl.a. tidligere husede det gamle historiske Larkmead Winery, som blev grundlagt på stedet i 1895. Larkmead Winery eksisterer dog fortsat i dag, men holder til i en nyere ejendom, som vel nærmest er nabo til Frank familien.
Denne vin er – som foregående Chardonnay – for Carneros området, som teknisk set er en del af Napa Valley, men reelt strækker sig over både Sonoma og Napa. Det er det sted i Napa Valley, som ligger tættest på San Francisco og San Pablo Bay, hvorfra vinene er med til at opretholde et forholdsvis køligt klima.
En del af druerne til denne Pinot Noir kommer fra opkøbte druer, som plukkes og sorteres manuelt i de tidlige morgentimer, inden temperaturen bliver for høj. Efter gæring og maceration i temperaturstyrede ståltanke lagrer vinen i 12-18 måneder på franske barriques, hvoraf en tredjedel er nye. Det er en forholdsvis kraftig Pino med 14,5% alkohol.
Duftmæssigt fornemmes der også, at vinen har en lidt varmere side end Pinot Noir fra de europæiske lande, modne kirsebær, krydderier, svag vanilje og kanel fra fadene, mentol, lidt svovl, grønne blade … virkelig et grønt element, men virker lidt kantet og skæv i duften.
I munden afsløres de amerikanske gener virkelig meget … det er ganske sødt, varmt og fyldigt med en smule peber. Det bliver desværre – i mine øjne – alt for overdone, hvorved Pinot Noir druen taber en del af dens elegance.
Købt hos Jysk Vin, hvor prisen er 329 kr. ved køb af 1 flaske og 235 kr. ved køb af 6 flasker.