Så blev det torsdag … en længe ventet torsdag, idet jeg lige præcis denne torsdag skulle til en lille vinsmagning hos vinven Paul. Og han havde indkøbt nogle fabelagtige vine, som jeg da straks vil skrive lidt om her på bloggen.
Vi startede med en dejlig Riesling fra Sipp-Mack, et vingård som vi ofte støder på, idet Jysk Vin har et tæt samarbejde med vingården. Og forståeligt nok, for gården laver nogle dejlige vine. Vingården ligger for foden af Vogeserne i landsbyen Hunawihr mellem Riquewihr og Ribeauvillé. Vingårdens historie daterer sig helt tilbage til 1698, hvor bødkeren Frederic Mack begyndte at lave sin egen vin. 8 generationer senere, i 1959, blev Marie-Louise Mack gift med vinmageren François Sipp fra Ribeauvillé, og sammen dannede de vingården Sipp-Mack.
Fra 1983 har deres ældste søn, Jacques, sammen med sin amerikanske kone, Laura, overtaget driften af hele den store vingård, og nu er den næste generation allerede på banen, da deres datter, Carolyn efter afslutningen af sin vinuddannelse også er indtrådt i firmaet. Jacques bror Vicent Sipp udtrådte fra firmaet for omkring 20 år siden, dannede Domaine Agapé, og fik nogle af markerne, også dele af de fine Grand Cru marker som Schoenenbourg, Osterberg og Rosacker, således Sipp-Mack i dag har omkring 15 hektar vinmarker i Hunawihr, Ribeauvillé og Bergheim.
Vinen er “Vieilles Vignes”, dvs. fra gamle vinstokke, i dette tilfælde omkring 40 år, hvilket jo bidrager til en bedre koncentration i druerne.
Lad os da straks springe til mine smagsnoter. Duftmæssigt en anelse petroleum … dejligt, lidt hvide blomster, røde æbler og lidt mineralitet og en ganske lille smule citrus. Smagsmæssigt en fin syre/sødme balance og behagelig længde på eftersmagen. En vin der sidder lige i skabet og en fin vin, som kan serveres til mange ting.
Købt hos Jyske Vin, pris 106 kr.