Næste vin er hvid og burgundisk, for det er en 2020 Pouilly-Fuissé Blanc fra Madame Veuve Point.
Vinhuset er opkaldt efter enkefruen Jeanne-Marie Point, der som 26-årig tilbage i 1903 overtog driften af det burgundiske vinhus efter sin afdøde mand.
Hun var hårdtarbejdende og munter kvinde. Hun var en af de første kvindelige vinmagere i Bourgogne og hun plejede at synge, når hun gik rundt i vinmarkerne. Hun elskede også at danse til violinmusik ved fester i landsbyen eller når hun besøgte venner. Hendes søn Benoît lærte at spille trompet og spillede ofte, når man skulle fejre høstens afslutning.
I dag er vinhuset fortsat ejet af Point familien, nemlig af Jeanne-Maries oldebarnebarn Géraldine Point, som 4. generation i Point familiens vineventyr. Géraldine er selv uddannet vinmager og har bl.a. arbejdet for Maison Auvigue samt Jean Paul Selles, inden hun i 2001 overtog ansvaret for familieforetagendet.
Siden 2009 har hun drevet vinhuset sammen med sin mand, der er medejer af Grands Vins Sélection, som i dag vel egentlig er ejer af det gamle bourgognehus. Géraldine arbejder således i dag som salgsdirektør for Grands Vins Sélection med ansvaret for de europæiske nøglekunder.
Grands Vins Sélection er en stor historie … de ejer et utal af vinslotte og vinhuse. De sælger årligt 47,2 millioner flasker vin og har en årlig omsætning på langt over 600 millioner kroner.
Jeg kan ikke se, hvor mange marker, som huset ejer … eller om de køber de fleste af deres druer fra andre vinavlere. Men de laver dog mange vine … 15 forskellige hvidvine og 22 forskellige rødvine. Vi starter dog med denne hvide 2022 Pouilly-Fuissé.
Denne 2022 Pouilly-Fuissé Blanc er lavet med presning lige efter høst og sortering, hvorefter vinen hviler koldt ved 10 grader i et par dage, hvorefter der sker fermentering og så lagring på barriques … men hvor lang tid fremgår ikke, men hos Madame Veuve Point anvendes der maksimalt 10% nye fade.
Det er fandeme elegant næse … luftig, let og kalket, mens frugten virker både ren og samtidig en anelse eksotisk. Det betyder således, at der er pærer, honningmelon, fersken, ananas, noget vanilje og i det hele taget fadpræg, som dog er forholdsvis diskret. Der er lidt mandler, akacietræ og lidt tæt blomsterpollen.
Sådan er smagen faktisk også … både ren og frugtig, men samtidig mærkes fadene også bare en lille smule. Dermed blider det på ingen måde en fadpumpet burgundisk Pouilly Fuissé, men en slank, ren og frugtrig vin, hvor frugten er melon, pærer, fersken og gule blommer. Syren er afdæmpet og det giver en lidt smooth, tynd, blød og cremet smag, der virker kalket, blød mineralsk og med fin struktur. 91 point.
Forhandles af Vintagewine.dk, hvor en flaske koster 299 kr.