Hvorfor ikk’ nuppe noch einer Riesling? Denne kommer fra Karl May … rolig nu, jeg sagde Karl May og ikke Carl-Mar, selvom det såmænd er en lille sexet vin.
Weingut Karl May holder til i byen Osthofen i den sydlige del af Rheinhessen midt i Wonnegau området. Vinhuset stammer tilbage fra 1815, men drives i dag af 7. generation på vingården i form af brødrene Peter og Fritz May.
De er begge uddannede økologer og har inden overtagelse af familiens vingård rejst til vingårde i Østrig, New Zealand og Australien. Derudover har de også arbejdet lidt i Tyskland inden de selv begyndte at lave deres egne vine.
Vinhuset har samlet 20 hektar vinmarker, hvilket brødrene siger svarer præcist til 25 fodboldbaner og 100.000 vinstokke, som siden 2007 har været dyrket økologisk.
Vinene er meget tradtionelt opdelt i Gutsweine, Ortsweine og Lagenweine, men derudover også to røde Jahrgangsweine på bl.a. Cabernet Sauvignon og de laves kun i de bedste år. Og så laves der brødrenes signaturvine, nemlig de to vine Blutsbruder – blodbrødre – som de to brødre er blevet kendt for.
Ja faktisk kaldes vinhuset nogle gange for Blutsbruder Karl May med reference til brødrene og disse vine.
Nå, men her har vi fat i en af husets Gutsweine … Riesling Trocken lavet på rustfrie ståltanke. Duftmæssigt virker det som om, at denne har lidt mere krop og fylde end forrige Riesling. Den er mere rund med lidt nødder, pinjekerner, pærer, æbler, abrikos …. sådan lidt sødkrydret og med god dybde og mere kompleksitet.
Smagen bevæger sig fint på en syre/sødme balance med lidt krydrede elementer. Okay, men en anelse kantet og unuancieret. Den er dog samlet en tak bedre end forrige vin og en ganske okay Riesling.
Købt på weine.de, pris 7,90€ … eller omkring 59 kr.