Når man smager Jean-Louis Chave vin, så forstår man godt, at manden kaldes kongen af Hermitage. Selv vinene under hans billigere negotiant brand Jean-Louis Chave Selection er fantastiske, som nu denne 2020 Mon Coeur Côtes-du-Rhône.
Jeg har jo skrevet om Chave før her på bloggen, bl.a.jeg smagte Jean-Louis Chaves Hermitage i årgang 2011 tilbage i juni 2017 og senere årgang 2010 i januar 2019. Men her er denne Mon Coeur Côtes-du-Rhône altså lavet med opkøbte druer fra vinavlere, der arbejder ud fra de samme værdier, som Jean-Louis ønsker for at lave sin vin.
Projektet Mon Coeur startede med første årgang 1998 ud fra den simple idé at udvælge domainer fra Côtes du Rhône appellationen, som arbejdede ud fra de samme værdier, som Jean-Louis ønsker for at lave sin vin.
Druerne vinificeres dog fortsat på de respektive domainer og lagringen fortsætter hos Chave på hovedgaden i den lille by Mauves syd for Tournon, hvor de forskellige domainers vin holdes separat i enten store egefade eller cementtanke i 12-18 måneder for netop at kunne foretage blandingen uden at ofre de enkelte cuvéers forskellighed.
Her er det et blend af 60% Grenache, 30% Syrah og så 10% Mourvèdre og Cinsault, hvor det er Syrah fra højt og relativt nordligt beliggende marker i Vinsobres, Grenache fra Cairanne og nordlige del af Rasteau. I dag er der dog efterhånden en stor andel af druer fra egne marker, så helt negotiant er det faktisk ikke længere.
Her blev vinen smagt sammen med Østergade 1’s hovedret i Set Menu for december … Canette med puré, svampe og sauce.
Hvor er det duftmæssigt en vild og samtidig elegant Côtes-du-Rhône, som har lidt touch af englestøv fra det nordlige Rhône af sorte oliven, blæk med en lækker flæsket aroma. Der er mørke bær, brombær, Amarena-kirsebærsauce, krydderurter, kanel samt finsk lakrids.
Smagen er i samme boldgade … kraftig, mørk og omfavnende, men alligevel med en knytnæveelegance lige dér, hvor man rammer bedst og lammende. Det er så rundt og behageligt samtidig, har lidt peber, de mørke bær med solbær, brombær og sorte kirsebær og virker nærmest saftig, velsmurt og vinøs glat. Lækkerheder. 92 point.
Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 145 kr., mens prisen er 129 kr. ved køb af 6 flasker.