Skiftet fra bord 3 til bord 4 ved Distinto branchesmagningen betød også et spring fra Toscana til Piemonte … og den første vin blev en 2016 Barolo Terlo fra Azienda Agricola G. Camerano & Figli, der ligger i den nordlige del af Barolo by.
Vinhuset er grundlagt i 1875 og dermed det næsteældste vinhus i Barolo.
Det drives i dag af 5. generation i form af Vittorio Camerano med noget hjælp fra sin far Pier Ettore Camerano. Pier overdragede i 1995 driften af det traditionsrige, gamle familiehus til Vittorio.
Og Camerano er virkelig eksponent for det sande Barolo terroir og de store traditionelle vine som den ædle piemontesiske jord i mange år har frembragt.
Camerano producerer først og fremmest Barolo, men det bliver også til lidt Langhe Nebbiolo, Barbera, Dolcetto samt den spøjse og stærke Barolo Chinato, som jeg også tidligere har smagt hos Conterno Fantino.
Samlet har familien 22,5 hektar af nogle af bedst beliggende marker i og omkring Barolo by med 70% beplantet med Nebbiolo. Den årlige produktion ligger på 15.000-20.000 flasker om året, selvom der reelt er druekvantitet til mere end det dobbelte.
Overskudsproduktionen sælges til kolleger i Barolo som så selv vinificerer druerne og sælger den færdige Barolo under eget navn … og på listen over aftagere finder man overraskende store navne.
Cameranos Barolo’er tilhører den ultra-klassiske stil. Der anvendes udelukkende store fade og tonneaux, lidt nyere såvel som ældre af fransk og slavonsk eg.
Kælderen og teknikken er virkelig low-tech; her findes ingen avanceret ny teknologi eller fancy maskineri, blot godt gammeldags håndværk som indebærer sund frugt, maceration omkring 20-40 dage, lang modning og nul filtrering.
Denne Barolo Terlo er lavet på Nebbiolo fra vinmarken Terlo beliggende helt op til den vestlige del af Barolo by ovenover Ravera marken.
Høsten er sket med håndkraft og spontangæring alene med druernes naturlige gærceller og en maceration på 22-26 dage. Efter endt fermentering er vinen lagret 24 måneder på store fade flasket uden klaring eller filtrering men yderligere 12 måneders lagring på flaske inden frigivelse.
WAUW for pokker … hvor det dufter herligt, selvom det absolut fortsat er en meget ung Barolo. Der er lidt mentol, pebermynteolie, kamfer, læder, neglelak, tørrede rosenblade, violer, tobak og gamle afsyrede møbler. Frugten er moden og alligevel stram, ribs, jordbær og så et vildt flot integreret fadpræg med røg, studenterbrød og let lakridskonfekt. Mums.
Smagen er også på skinner … på Barolo banen … ung, stringent og med masser af markante tanniner, tør jord, virkelig frisk og virkelig ung, frisk frugtagtig … alt integreret og balanceret så fint. Syren er så elegant, perfekt og stram … alt sidder lige der, hvor det skal. 95 point.
Forhandles af Distinto, hvor en flaske koster 459 kr.
Vinanmeldelse 6/7