Château Camparnaud ligger på Route d’Entrecasteaux lidt nordøst for byen Carcès i det solrige Provence og laver faktisk udelukkende rosévine, hvorfor vi lige smager et par stykker af dem og starter med denne 2022 Art Collection Côtes de Provence.
Camparnaud har en historie, der går helt tilbage til 1500-tallet, hvor hele ejendommen med dens 20 hektar jord tilhørte et lokalt kloster, hvis munke var kendt for at lave kvalitetsvine. På toppen af husets vinmarker kan man i dag fortsat set ruiner af det gamle kloster.
I 1674 blev godet erhvervet af Perrin-familien, som ejede og bestyrede ejendommen i flere generationer indtil slutningen af 1700-tallet, men det nuværende smukke Château Camparnaud vinslot er dog først opført i starten af 1800-tallet og de 4 store platantræer inde på terrassen blev plantet i samme periode.
De nuværende vinmarker er oprindelig tilplantet tilbage i 1879, da phylloxera epidemien i 1860-66 ødelagde næsten alle vinmarker i Europa og det var også tilfældet hos Château Camparnaud.
I dag ejes vinslottet af Marnix Engels & Guillaume de Chevron Villette. Det var den hollandske vinekspert Marnix Engels., der i 2010 købte vinslottet med en stor tiltro til, at han kunne forvandle ejendommen til et moderne vinslot.
Men i 2010 indgik han dog et joint-venture med Guillaume de Chevron Villette, som er ejet af den adelige vinfamilien de Chevron Villette, som går helt tilbage til 1189 , ejer omkring 9 vingårde og har flere hundrede års erfaring indenfor vindyrkning. Partnerskabet har bl.a. resulteret i investeringer i moderne teknologi.
På Château Camparnaud er der fortsat 20 hektar vinmarker, mens Guillaume de Chevron Villette samlet på deres vinslotte og -gårde har lidt over 550 hektar.
Her smager vi så husets Art Collection Côtes de Provence, der en rosévin med en etiket, som er dedikeret til Pétanque spillerne, som er meget udbredte i alle små byer i Provence. Den fine etiket er malet af den hollandske kunstner Hubrecht Duijker .
Vinen er lavet på et blend af Grenache, Cinsault, Tibouren og Rolle … alle fra husets marker, der er økologisk certificerede. Vinstokkene er i gennemsnit mellem 15 og 30 år gamle og Château Camparnaud er en af de få, der bruger en tri-optik, så kun de bedste druer kommer med i udvalget.
Druerne høstes om natten og meget tidligt om morgenen. Alle druer er afstilket, så kun de bedste er i vinen. Til alle vine anvendes kun temperaturregulerede rustfri ståltanke, uden træ, for at lade terroirets rene udtryk tale mest muligt.
I glasset er vinen meget, meget svag roséfarvet, men i næsen ligger vi fra første fløjt på et meget højt niveau, for vinen har sådan en fin og smuk balance, hvor ikke et græsstrå vender forkert. Det er lyse og lyserøde bær, moreller, jordbær samt melon, et snif af forår, sommer og blomster … meget liflig, lys og let.
Smagsmæssigt er det lidt samme historie … let, lys og legende som en ung lyshåret kvinde iført sommerkjole med kniblinger. Der er en frugt, som er lys og let … melon, fersken, moreller og jordbær, meget feminin, frugtrig og syren virker ubekymret, sart med en ganske lille sødbitterhed. Sådan en rosé får man bare lyster af … mest lyst til mere og mere og mere, så 92 point.
Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 169,95 kr., mens prisen er 149 kr. ved køb af 6 flasker.