Med næste vin blev det klassisk Bordeaux, idet vi her har fat i førstevinen fra det lidt mere ukendte Château Rouget i Pomerol … altså på den højre bred. Bliver I også – som mig – altid forvirret over dette med højre bred og venstre bred? Højre … i forhold til hvad?
Nå, men det med højre og venstre er altså set nedefra, dvs. fra syd mod nord og i forhold til floden Gironde, som dermed deler de to breder aka. sider.
På højre side finder vi Saint-Émilion, Pomerol og Fronsac. Her dominerer Merlot, som typisk blandes med Cabernet Franc og Cabernet Sauvignon. Sammenlignet med vinene fra venstre bred, er vinene her mere feminine og modner hurtigere.
På venstre side har vi bl.a. Médoc halvøen og kendte kommuner som fx Margaux, Saint-Julien, Pauillac og Saint-Estèphe. Vinene fra Girondes venstre bred er generelt domineret af Cabernet Sauvignon, mens Merlot spiller andenviolin. For det meste er der også mindre procentdele af druesorterne Cabernet Franc og Petit Verdot iblandet.
Nå, men med Château Rouget er vi altså på højre bred, hvor slottet er beliggende ved Pomerol by, nabo til Château La Croix-de-Gay. Slottets historie går langt over hundrede år tilbage, og menes bygget omkring år 1700, hvor det var ejet af familien Bayonne, som var en anerkendt familie i Pomerol.
Pierre Bayonne var fx borgmester i Pomerol omkring år 1804, og samtidig en meget talentfuld vinmager. På det tidspunkt var slottet klassificeret blandt de fem bedste godser i appellationen. Imidlertid blev slottet solgt i 1925 til Marcel Bertrand, som senere overdrog slottet til hans nevø François-Jean Brochet i 1974.
Siden 1992 har slottet været ejet af Labruyere familien. Familien Labruyère kommer fra Beaujolais området i Bourgogne, hvor de siden 1850 har drevet vinhuset Domaine Labruyere i Moulin-à-Vent. De har dog udvidet deres aktiviteter – både med Château Rouget – men også med Domaine Jacques Prieur i Bourgogne.
Det er Jean-Pierre Labruyère, som står i spidsen for foretagendet, men i dag er driften lagt i hænderne på sønnen Edouard Labruyère, som har allieret sig med den verdenskendte vinmager Michel Rolland samt en assisterende vinmager ved navn Antoine Ribeiro.
Og de driver nu de omkring 18 hektar vinmarker på Château Rouget og laver – i bedste Bordeaux stil – 2 vine, første vinen, som blot hedder Château Rouget samt andenvinen Le Carillon de Rouget.
Vinen er lavet på 85% Merlot og 15% Cabernet Franc, og kommer fra 40 år gamle vinstokke. Vinen er lavet ved vinificering i både egekar samt rustfrie ståltanke, hvorefter vinen sammenstikkes og lagres 18 måneder på barriques, heraf en tredjedel nye fade.
I næsen afsløres med det samme, at der er tale om Bordeaux, klassisk muldjord, våd skovbund … derudover faktisk ganske animalsk med en smule babybræk (på den fede måde), violer, solbær, kul, blæk, chokolade, vanilje, en mule jern og virker ganske blød samt kompleks. I munden god tørhed og alligevel blid, blød, fyldig med frugt, blommer, solbær, lidt grønlige og syrlige noter. Tanninerne er til stede, men faktisk ganske bløde og afrundede. Flot vin.
Købt hos Jysk Vin, pris 409 kr.