Skal vi ikke fortsætte med mer’ Châteauneuf-du-Pape? Jo fornemmer jeg, så det gør vi med denne Les IX Papes Châteauneuf-du-Pape, der kommer fra kooperativet Vignobles & Compagnie tæt ved Pont du Gard viadukten i det sydlige Rhône.
Reelt set er vinen dog ikke fra kooperativet, men kommer fra et restparti fra en anerkendt 100 points producent, som i dette tilfælde ikke ønsker deres navn frem og derfor nu udgives via Vignobles & Compagnie … en af de største vinkøbmænd i Châteauneuf.
Les IX Papes er fremstillet på et klassisk blend af 75% Grenache, 15% Syrah, 4% Mourvèdre, 3% Cinsault og 3% andre druer, som i topåret 2015 er høstet ved optimal modenhed.
Mens Grenache er lagret i store traditionelle foudres, så er alle de øvrige druesorter lagret på 228 liters burgundiske egetræsfade og så har den massiv power med 16% højt oktantal.
Det er en rund, varm og kraftig Châteauneuf-du-Pape, hvor der kommer masser af sød finsk og tør engelsk lakrids, blommer, solbær, kirsebærsyltetøj og endda samlet lidt jammy i aromaerne. Aftrykket fra fadene er også tydelige med tobak, læder, kakao, violer, vanilje og chokolade samt let sødme … tung og mægtig.
I munden er der også smæk for skillingen, men selvom der er fylde, mørk frugt og virkede jammy i duftene, så er der masser af syre samt tørre og kraftige tanniner. Derudover er frugten frisk med brombær, knuste hindbær og lyse kirsebær, en lille svirp af alkohol, peber og et let bittert bid, pæn frugtrigdom og ganske potent. 92 point.
Forhandles af Supervin, hvor prisen er 369,95 kr., mens du kan købe vinen til 299,95 kr. ved køb af 6 flasker.