Lad os fortsætte i Bourgogne, hvor vi nu har bevæget os til Beaune. Dér på Avenue Charles Jaffelin finder vi det gamle hus Domaine Albert Morot, hvorfra vi nu smager en 2021 Beaune 1er Cru Les Cent-Vignes.
Vinhusets historie går helt tilbage til 1820, hvor Philibert Jacques Angélique Morot først startede med at sælge vin fra sin vingård og fragtede dem til sine kunder med hestevogn.
I 1860 fik han selskab af sine to sønner i form af Simon fra Rouen samt Albert i Beaune. Det blev dog Albert, der i 1880 fortsatte med at drive vinhuset og selvfølgelig også derfor, at vinhuset i dag fortsat bærer hans navn.
Det var også Albert, der – sammen med svigersønnen Louis Jean Blanlot – købte jorden ved La Creusotte og i 1898 byggede det fine og imponerende Château de la Creusotte, der også kan ses på vinens etiket. De to købte også i 1890’erne flere vinmarker i Beaune og Savigny grundet de lavere priser efter phylloxera-krisen.
Louis Jean Blanlot døde dog tidligt i en alder af 52, hvorefter først hans hustru Mme Berthe Blanlot og derefter datteren Yvonne drev vingården, men solgte bl.a. deres vinkælder og butik på Rue Sainte Marguerite i Beaune og samlede vinproduktionen på slottet.
Senere fulgte nogle svære år … under 2. verdenskrig beslaglagde tyskerne al produktionen og slottet var endda flere dage besat af de tyske besættelsestropper. Efterkrigsårene var også svære. bl.a. var der ikke meget vinforbrug og slottet kan i økonomiske problemer og var tvunget til at sælge 2 hektar vinmarker.
I 1952 overtog Yvonnes ældste søn Guy Choppin driften i en alder af blot 23 år, men de økonomiske vanskeligheder fortsatte, så vinhuset i 1980 måtte igennem en rekonstruktion, hvorefter Guys søster Françoise Choppin overtog tøjlerne.
Hun stoppede omgående en negociantforretning og koncentrerede sig helt om egenproduktionen, ændrede kvaliteten og udviklede den eksport, som allerede var startet efter 1. verdenskrig.
I 2000 overtog hendes barnebarn Geoffroy Choppin de Janvry og han har ufortrødent fortsat arbejdet med at forbedre kvaliteten og han har bl.a. implementeret en bred vifte af tiltag med mere fokus på arbejdet i markerne, herunder grøn høst og udtynding af blade samt dobbeltsortering under høst.
Samlet har Geoffroy 8 hektar vinmarker, der siden 2015 har været dyrket økologisk certificeret og man arbejder endda henimod at man kan blive komplet biodynamiske. De 8 hektar vinmarker er fordelt på hele 10 appellationer og har de fleste marker omkring Beaune, men de kan også prale af nogle af de bedste marker i Savigny-lès-Beaune og Pommard.
Francoise døde for et par år siden, men Geoffroy er dog ikke flyttet ind på det imposante slot … men det er måske meget forståeligt, da det i høj grad trænger til en total renovering. Men kælderen fejler intet … lavet i 3 etager og gemmer på mange juveller under de ret solide hvælvinger.
Denne Beaune 1er Cru Les Cent-Vignes er selvfølgelig lavet med Pinot Noir druer fra 1er Cru vinmarken Les Cent-Vignes, som er en ganske lille vinmark på kun 1,27 hektar og ligger placeret i bunden af skråningen med jord hovedsageligt bestående af ler og muldjord.
Man har i marken fundet fragmenter af lertøj, der viser at der engang har ligget en landsby der i den romerske tid. Men efter byen forsvandt, så har marken igennem tiderne ikke været tilplantet, men det kunne man jo ikke have, så derfor blev der igen plantet stokke der og marken fik navnet Cent-Vignes … hundrede vinstokke.
De nuværende vinstokke på marken er plantet i 1958 og alle druerne er høstet manuel og sorteret både i markerne og i selve vinkælderen. Så er druerne afstilket 100% og gæringen er så sket fuldstændig traditionelt i åbne kar og alene med druernes egne og naturlige gærceller og løbende pigeage og remontage.
Så er der sket en langsom malolaktisk gæring og lagring af vinen i 14 måneder på franske egetræsfade, hvoraf 30% er nye. Derefter er vinen flasket uden filtrering … og i hele processen er vinen alene flyttes ved hjælp af tyngdekraften og 3. etagers kælder.
Er du svimmel, hvor det dufter godt … klart Pinot Noir næse med klassisk renhed, lidt stald – bare lidt – søde jordbær, hindbær, mørke ribs, lidt kernelæder som hos min nye lænestol, cedertræ, chokolade, let tobak, røde roser og et strejf lakridskonfekt, der nok har ligget i skuffen et par år … det her er sgu lige mig.
Sådan smager vinen faktisk også … en smuk, let, fin, sart og feminin frugt, der både er jordbær, ribs, hindbær og umodne blommer … frisk og levende som bare pokker. Alt er balanceret så perfekt på den nok skrappeste præcisionsvægt af schweizisk kvalitet, så dermed bliver det svært at slippe glasset og sætte det på bordet igen. Tanninerne virker endda finsigtede som den hvideste sigtemel, så vinene flyder bare igennem svælget, halsen, maven og kroppen … selv tæerne vipper med.
Med et prisskilt på 382 kr., så modbeviser denne vin også, at god bourgognevin i dag koster spidsen af en jetjager … men her er vinen lige så spids og fin som netop fronten på et nyt, dansk F-35 kampfly. 97 point.
Forhandles af CLS Vin, hvor en flaske koster 382 kr.
Vinanmeldelse 6,5/7