Weekenden bød da også på lidt vin … og det blev denne Ribera del Duero vin Celeste Crianza, fra Miguel Torres … det kæmpestore vinhus i Spanien.
Jeg har tidligere smagt et par vine fra huset … ja, det er vel svært at undgå, for der er tale om et kæmpe foretagende. Og navnet Torres er det mest kendte vinudtryk i Spanien, kun overgået af ordene “rødvin” og “hvidvin”.
Torres laver ikke mindre end 4,9 mio. 12 stks. kasser vin om året, og har deres vingårde med over 1.300 hektar rundt om i stort set hele Spanien, lige fra Priorat, Ribera del Duero, Conca de Barbara, Penedès og Rioja, men også i andre lande som fx Chile og Californien.
Altså et kæmpe vinimperium, og dermed langt væk fra tanken om den lille vinbonde, som går og pusler med sin egen lille vin.
Torres er grundlagt i 1870 af Jaime Torres og er 100% familieejet. I dag er det 4. generation i form af Miguel Torres, som driver vinfirmaet, men 5. generation er allerede med i firmaet, som omfatter mere end 1.000 ansatte.
Og alt er stort, når vi snakker om Torres, fx omfatter forretningen også en restaurant i Chile samt 2 vinbutikker i henholdsvis Barcelona og Shanghai, robotstyret lager, en fond som hjælper skoler i hele verden og så videre.
Udover at være Spaniens største og mest kendte vinhus, så er Torres også blevet en levende legende. Det oprindelige gennembrud kom ved Paris-smagningen i 1979, hvor Miguel Torres med stort vovemod og efterfølgende succes i en blindsmagning satte Gran Coronas “Black Label” (i dag kaldet Mas la Plana) op mod Château Latour 1970 … og vandt.
Her har vi én af husets mange vine, og fra Ribera del Duera … et af de områder, som jeg omgående faldt for, da jeg startede med at interessere mig for vin.
Da Torres skulle købe jord i Ribera del Duero, gik man efter så højt beliggende vinmarker som overhovedet muligt. Resultatet blev marker i 850 meters højde, hvor klimaet er betydeligt køligere end det normale for Ribera del Douero, hvilket giver vine med bedre balance og større kompleksitet.
Inspirationen til den noget særprægede etiket kom en nat, hvor man arbejde sent i vinmarkerne og bemærkede, hvor tæt man egentlig var på stjernerne i denne højde. Hvor navnet Celeste kommer fra, ved jeg ikke helt. Jeg har slået det op i Wikipedia, og udover bl.a. at være navnet på en pornostjerne født i 1972, et musikinstrument og mange andre ting, så er det også farven på en blå himmel … og det er formentlig dét, som har giver inspiration til vinen. Der er i hvert fald intet porno over vinen.
På etiketten står der på spansk; En las Noches de Vendimia Estas son las Estrellas que Vigilan y Contemplan el Nacimiento de celeste. Det betyder – med bedste Google Translate fortolkning – noget i retning af; På nætterne i dette århundrede er der stjerner, som ser fødslen af noget himmelsk. Det er i hvert fald mit bedste bud på en oversættelse.
Vinen er selvfølgelig 100% Tempranillo og en Crianza, dvs. lagring i minimum 2 år, heraf minimum 6 måneder på eg. Celeste Crianza er lavet med traditionel gæring på ståltanke og efterfølgende 12 måneders lagring på egetræsfade efterfulgt af 12 måneder på flaske inden frigivelsen.
Og næsen er mørke bær, våde fade, vanilje, let blæk samt lidt lakrids, kakao og sødme. Lige proppet op var næsen lidt neutral, men med lidt luft og varme i glasset åbner den sig. Smagen er mørke bær, brombær, blommer, let sødme, grafit samt fylde og elegance. Ganske dejlig spanioler.
Fået den i gave af Birte B … takker. Forhandles af Vinspecialisten, hvor prisen er 135 kr.