Jeg sluttede Zonte’s Footstep vinene med et brag … og specielt, for det var med en anderledes sag … Witching Hour Fortified Viognier … sød og stærk.
Vinen er lavet fra nogle fade, der egentlig skulle være brugt til at supplere deres Shiraz vine, men i stedet blev glemt.
Da man fandt dem nogle år senere, så var de egentlig blevet for gamle og kunne ikke længere bruges. I stedet tilsatte man lidt sprit aka alkohol til fadene og lagrede dem så omkring 12 år, som blot fik lov til at være i fad uden at blive toppet op eller andet.
Det er dermed også once in a lifetime … vinen er kun lavet denne ene gang og det er heller ikke planen, at man igen vil lave sådan Fortified Viognier.
I glasset en fed og grumset væske … farven er sådan lidt brændt orange, rav og fersken, men duften er brændt karamel, lidt tørrede ferskner og abrikoser, kandiserede mandariner, dadler, valnødder i honning og selvfølgelig kan man også fornemme vinens pæne 19% alkoholstyrke.
Mums for en tyk, sød og stærk vin … klart en dessertvin, som bare umidddelbart vil elske budding eller fede desserter. Det er nektar for mund og hals, voksenslik med karamel, nøddesirup, abrikoser og tørret appelsin og brun farin … men sparker som en hest, er sød som en pony og farlig som en enhjørning … fandens vanedannende og forrygende meditationsvin. 94 point.
Forhandles af Andrup Vin, hvor en 0,50 centiliter flaske koster 499 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 449 kr.