Vi slutter Cantine Ca Modeano smagningen med husets røde topvin fra Selection serien og det er denne 2019 Penğ Rosso, der er lavet på et mix af Refosco del Peduncolo Rosso og Merlot.
Druerne her er høstet en tak senere, hvilket betyder i slutningen af september samt de første ti dage af oktober. Efter den manuelle høst er druerne først afstilket og efterfølgende også knust.
Så er gæring og maceration sket over 12 dage og efter endt fermentering er vinen så lagret 18 måneder på 500 liter franske tonneau fra Allier og efter aftapning på flaske yderligere 4 måneder.
Duftmæssigt kan fadlagring omgående mærkes … lidt sjovt, da husets Merlot er lavet på ren stål og deres Refosco også primært lagret på ståltanke, men her virker det faktisk godt, for vinen dufter rigtig dejlig. Det har samtidig sådan en lille koket parfumeret kant, hvilket sammen med en mørk frugt virker ret godt. Frugten er mest blåbær, brombær og kirsebær, men derudover kommer der fra fadet også noget kanel, nødder, nougat og chokolade. Dufter sgu hamrende godt.
Smagen er lige så vild … intens, cremet, fyldig, fadpræget og så alligevel med en kraftig, mørk frugt. Der kommer også nogle lidt stærke noter, men kan nu også se, at vinen trækker en højoktan på 14,5% og det er mere end lige forventet. Tanninbidet er pænt, men det overskygges af den kraftige og lidt søde frugt. Sødmen bidrager til denne runde, venlige og småfede smag, der virkelig vil imponere de fleste, herunder denne vinblogger … 93 point.
Forhandles af Højbjerg Vine og Ispirazione, hvor en flaske koster 255 kr.