Jeg har været der før … hos Real Companhia Velha og smagt deres flotte Royal Oporto Colheita Port. Sidst var det i årgang 2010, men nu smager jeg den igen blot i årgang 2013.
Royal Oporto Colheita Port 2013 er fremstillet på et blend af Dourodalens 3 druesorter Touriga Nacional, Tinta Roriz og Touriga Franca … og kun de bedste druer fra de bedste markers ældste vinstokke.
Dybest set er en Colheita er betegnelsen for en udsøgt Tawny fra gode årgange, men den skal så bare ligge på fad i minimum 7 år inden tapning op frigivelse til salg. Hos Royal Oporto produceres vinen kun i de allerbedste år og så løfter Real Companhia Velha lige kvaliteten yderligere ved direkte aftapning fra egetræsfadene efter noget længere tid.
Således er denne Colheita 2013 aftappet på flaske efter 8 år, altså i 2021, som der også står på etiketten … og så kommer portvinen i en smuk flaske, der vil gøre lykke på hvert gæstebord.
I glasset er vinen klart mere rød og mørkere end 2010’eren … og dette gælder sådan set også duften, der mest er lidt blommer, figner, dadler, en smule appelsinskal og nøddekompot. Det suppleres med en anelse karamel, sød tobak, sød finsk lakrids og så mærker man også lige alkoholen i baggrunden.
Smagen er også rar … har denne gode balance mellem stærk alkoholvarme og sødme, mens frugten nærmest er tørret, mest blommer, figner, kaffelikør, karamel og nødder. Det er en fed, sød og stærk nektar af bedste skuffe … 93 point.
Forhandles af Supervin, hvor prisen er 329,95 kr., mens du ved køb af 6 flasker kan købe vinen til 229,95 kr.