Sidste vin til KK Wines USA smagning i Randers Vinlaugh var denne Syrah Heart of Stone fra vinhuset Clos Saron.
Vingården ligger ved den lille by Oregon House omkring 60 km. nordøst for Sacramento i det område der hedder Sierra Foothills. Området er karakteristisk ved, at man her møder de bløde bølgende bakker, inden man støder ind i bjergkæden Sierra Nevada.
Vingården er grundlagt af Gideon Beinstock og er opkaldt efter hans hustru Saron. Gideon siger selv, at han gennem de sidste 25 år har været involveret i næsten alle mulige aspekter af vinindustrien … forbruger, køber, sælger, underviser, forfatter og – nu i 10 år – vinmager, ligesom hans kone Saron også har mange års erfaring i vindyrkning.
Der produceres primært Pinot Noir vine på gården og herudover en række specialcuvéer som fx denne Syrah Heart of Stone, som i årgang 2007 er lavet på 91% Syrah og 9% Viognier. Dyrkes som ren Nature Wine, og det går igen i duften.
Duften er nemlig meget animalsk … der er mødding, mørke bær, vaniljefad, rensemiddel, sure sokker, skridtbeskytter eller mandlig omklædningsrum … så jo, der er virkelig tale om Nature Wine. Smagen er varm, fyldig … men også en lidt grov syre … peber, krydderier … lidt stærk … okay, men så strækker jeg mig heller ikke længere.
Fås hos KK Wine, pris 246 kr.