Med næste vin var jeg mere sikker i min sag … helt klart en Riesling, men landet fik jeg sgu ikke gættet, for vinen kommer nemlig fra Slovenien. Den var svær. Har tidligere smagt både slovensk og kroatisk vin … men det har alle gangene været ganske forfærdelig, men det er denne vin ingenlunde … tværtimod.
Vi er hos det slovenske vinhus Verus Vineyards, eller Verus Vinogradi, som det hedder dernede. Verus blev grundlagt af tre gode venner i 2007. Den topmoderne vingård ligger i det kølige Stajerska-distrikt i det nordøstlige Slovenien, nær grænsen til Kroatien, Ungarn og Østrig.
Verus betyder ægte og henviser til målsætningen; At afdække Sloveniens sande potentiale. Trioen bag projektet tæller blandt andet Danilo Šnajder – Sloveniens mest præmierede vinmager. De andre to er Božidar Grabovac og Rajko Žličar.
Vingården råder over 10 hektar vinmarker, som alle bliver nænsomt håndplukket, parcel for parcel. Alle parcellerne ligger i 300-400 meters højde på skråninger, der hælder mindst 30%. Dermed sikres en god eksponering til både sol og vind, og højden sørger for at der er en tilpas variation mellem dag- og nattemperatur. Tilsammen med en sand- og grusholdig jordbund giver dette vine med en nærmest ufattelig friskhed.
Verus’ samlede produktion begrænser sig til blot 5.000 kasser om året, og Danmark er blandt de første lande i verden, som har fået mulighed for at opleve de fænomenale vine. Englænderne var de første til at importere vinene, og de britiske vinanmeldere såsom Oz Clarke, Jancis Robinson og Jamie Goode har i kor udråbt vinene til en af de største vinopdagelser nogensinde.
Og jeg vil gerne tilslutte mig til lovpriserne, for i næsen er der godt med petroleum, citrus, våd hund, blomster … skøn næse, mens smagen er frisk, livlig. I starten er vinen næsten perlende på tungen med en blød syre, god friskhed, sprød og med ren frugt. Altså bare en dejlig vin. Thumbs Up … og så fra Slovenien! Dagens overraskelse so far.
Forhandles af Uhrskov Vine, pris 119 kr.