Derefter smagte jeg to Pinot Noir vine fra Staete Landt, men den første var imidlertid ikke fra Marlborough, men er derimod fra et par marker i Central Otago … det sydligste område på sydøen og det er denne 2021 State Of Liberation Pinot Noir.
Vinmageren Ruud A. Maasdam har fået adgang til 2 vinmarker i Central Otego og mere præcist et par vinmarker i underdistrikterne Pisa og Alexandra … til denne lille limited production vin, som der også kun er lavet 2.370 flasker af.
Markerne ligger i et bjerglandskab, som gennemskæres af Clutha River og der har aflejringerne fra bjergfloden dannet en skiferholdig jordbund, der er perfekt for Pinot Noir druerne.
State of Liberation er lavet ved spontangæring med druernes egne gærceller og med lang gæring og maceration, manuelle punch downs og efter endt fermentering er vinen lagret 14 måneder på franske barriquefade, heraf 25% helt nye fade.
Duften er en smule maskulin … der er jod, blod, kul, grafit, blæk, nelliker, kardemomme og en frugt af tranebær, modne kirsebær og jordbær … derudover mentol, en lille bitterhed af sorte teblade samt en stenet og hård mineralitet.
Smagen er også tør, letbitter og maskulin med tranebær, jordbær, hindbær og egentlig med en kølig side, hvilket kun understøttes af en jernagtig mineralitet, peber og en vis saftighed. Det er elegant på en mandlig måde … tanninerne silkebløde … samlet er det bare et ret godt glas Pinot Noir med dette kølige snit. 92 point.
Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 249,95 kr., mens prisen er 169,95 kr. ved køb af 6 flasker.