Jeg kan sgu godt li’ Dak … elsker hendes glade væsen og den vestjyske fornuft pakket ind den lille energisk Masterchef kok. Hun har – som en række andre kokke – også lagt navn til en vin i serien Signature Chef Worldwine fra engelske Wine and Brands.
Her smager jeg deres 2023 kendesvin Signature Chef Dak Wichangoen Pinot Noir IGP Pays d’Oc, der er 100% Pinot Noir fra marker i Languedoc-Roussilion og så er vinen lavet i rustfrie ståltanke efter macération carbonique metoden med gæring af de hele drueklaser, som alle placeres i tankene.
Metoden bygger på, at druerne gærer i et kuldioxidrigt miljø forud for knusning. Ved konventionel alkoholiske gæring knuses druerne for at befri saften og kød fra skindet, mens gæren så igangsætter omdannelse af sukker til ethanol.
Ved macération carbonique gærer det meste af saften, mens det stadig er inde i druen … selvom druer i bunden gæringskaret eller -tankene selvfølgelig ikke kan undgå at blive knust af tyngdekraften og reelt undergår konventionel gæring. Efter endt gæring tilføres vinen yderligere kompleksitet ved lagring på egetræsfade … hvor lang tid fremgår dog ikke.
Duftmæssigt er denne kendisvin – helt modsat Dak – en smule forsigtig og tilbageholdende. Den har nogle lidt grønne noter, lidt nelliker og gærede elementer, grafit, violer, kirsebær, blommer og nogle krydrede elementer.
Smagen er faktisk ganske rund og blød … der er mest frugt med kirsebær, tranebær og blommer med en smule krydret sødme. Det er ingen elegantier, men rigtig landlig … lidt som Dak med fødderne solidt plantet på jorden. Det er frugtrigt, højtråbende og larmende med en robust syre, der virker en smule maskulin, sød, bitter med grønne krydderurter. 89 point.
Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 149,95 kr., men prisen er 79,95 kr. ved køb af 6 flasker.