Jeg har et par gange før smagt vine fra Lagar de Costa og begge gange har det været skindfermenterede vine, men nu smager jeg en forholdsvis almindelig 2022 Albariño.
Lagar de Costa er et lille familiedrevet vinhus samt B&B beliggende tæt ved Sartaxes i Pontevedra provinsen helt ud til stranden og bugten ved Seiñas i Rías Baixas. Vi er helt oppe i hjørnet i Galicien, hvor klimaet er vådt og gusen vælder ind fra Atlanten
Samlet har huset udlejning af 7 værelser og omkring 7 hektar vinmarker, der er fordelt på ikke mindre end 22 mikroparceller, der næsten alle ligger ret tæt på havet.
Jorden er overvejende sandet, og havets indflydelse holder temperaturen på et årligt gennemsnit på kun 14 grader, hvilket kan giver masser af syre og friskhed til vinene.
Markerne har meget gamle vinstokke og på nogle af markerne er de mere end 50 år gamle, så udbyttet holdes langt under, hvad der reelt er tilladt i appellationen.
Costa familien har lagt vinproduktionen i hænderne på den unge Sonia Costa. Hun startede først i 2001 med at lave egne vine, selvom familien egentlig har været vinavlere i over 100 år.
Her smager jeg så deres 2022 Albariño, hvor druerne kommer fra flere forskellige sydvestvendte marker i Valle de Salnés. Den er lavet med gæring i rustfrie stålkar og er derefter også lagret sur lie i store ståltanke inden aftapning på flaske, hvor den lagrer 2 måneder.
I næsen er der røgede toner, klar, frisk og nærmest stenet mineralsk med en frugt, hvor der både er citrus og abrikos, fersken, ananas, men frugten bliver aldrig fed eller tropisk, for vinen har tertiære små noter af linolie, salte elementer samt limeskal.
Smagen er syrlig frisk med masser af lemon, lime, sød grape samt kalket mineralitet. Syren er vitterlig meget frisk, hvilket giver vinen et frisk og rask bid suppleret med nogle let bitre noter, basilikum og grønne urter. Vinen har en vis krop og tyngde, som giver den en bred og cremet smag, hvor kernen er syrlig og lækker frisk. 92 point.
Forhandles af Vinmonopolet.dk, hvor en flaske koster 160 kr. ved køb af 6 flasker.