Jeg har før smagt både Morgon, Moulin à Vent og Fleurie fra beaujolaishuset Domaine de Colette, men nu smager jeg altså en 2022 Régnié Vieilles Vignes.
Regnié er den nyeste af de 10 Cru i Beaujolais, fik sin AOP status i 1988 og ligger mellem Brouilly , Morgon og Chiroubles. Denne vin er lavet på 100% Gamay druer, som kommer fra gennemsnitlig 70 -80 år gamle vinstokke på nogle syd/sydøstvendte skråninger.
Den er lavet med hele drueklaser, som gærer efter macération carbonique metoden over 10 dage, hvorefter det hele presses og så lagrer mosten i betonkar i 8 måneder. Derefter flaskes vinen og får yderligere lidt tid inden frigivelse.
Hvor dufter det godt og klassisk beaujolaisagtigt med denne bondske og rustikke note, hvor der både er kirsebær, lidt hyld, ribs, brombær samt en mørk og lidt vamset aroma. Der kommer nogle lidt leragtige noter, sød saltlakrids, blæk, røg og blomster.
Smagen er virkelig saftig, blød, cremet, frugtrig og bondsk … der er masser af sammenpressede kirsebær, ribs, hindbær, brombær og der er masser af bondsk landlighed, saftighed med lakrids, blæk samt denne blomsteragtige aroma som tulipaner, blomsterstilke og lækker rund syre … 92 point.
Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 159 kr., mens prisen er 139 kr. ved køb af 6 flasker.