Fredag aften bød også på et besøg fra et par gode venner … og så skulle der da lidt mere vin på bordet. Vi startede med denne rosé vin fra Chateau Mourgues du Gres, som ligger ved byen Beaucaire, ca. 20 km. sydvest for Avignon i området Costieres des Nimes, dvs. den vestlige del af Rhonedalen.
Chateau Mourgues du Gres ejes og drives af Anne og François Collard, et ungt og ambitiøst ægtepar, der har markeret sig ved en konstant høj kvalitet via intenst mark- og kælderarbejde og derved ændret ejendommen fra at være underleverandør til de store, til selv at lave og sælge vinene.
Ejendommen tilhørte tidligere Ursulines-klosteret, men så er vi også helt tilbage før den franske revolution. Navnet Mourgues du Gres har også rod i historien og ejendommens beliggenhed. I Provence betyder Mourgues nemlig nonner og Grès betyder småsten … efter de mange små rullesten på vinmarkerne. Og i gården til slottes findes der også et solur med mottoet “Sibe Sole Nihil” (intet uden sol) og det kan symbolisere, at her modner solen druerne til optimal modenhed … hvilket giver afbalancerede vine. Soluret er samtidig blevet logoet for Chateau Morgues du Gres og går igen på alle etiketterne.
François Collard er uddannet landbrugsingeniør og ønolog, og er udlært i vinbranchen på Château-Laffite i Médoc. I 1990 besluttede han at vende tilbage til familiens ejendom, Chateau Mourgues du Gres, med det mål at fremme de lokale druesorter og i stedet for at sælge druerne til de store ejendomme, at producere egen vin.
Hans første årgang blev 1993, hvilket alene var rødvin. Siden er produktionen udvidet med både hvidvin og rosé. I 1995 droppede hustruen Anne Collard sit job indenfor byplanlægning og sluttede sig til François’ vinprojekt. Og det er gået ret godt siden denne spæde opstart, bl.a. har den gode Parker udtalt følgende om Mourgues de Gres; “Et af de mest imponerende godser i Costières de Nîmes, en skattekiste af prisbillige vine”.
Denne rosévin har navnet Les Capitelles des Mourgues, navngivet efter en lille stenhytte, som står midt på vinmarken. Stenhytten har været anvendt til at gemme landbrugsredskaber og som ly for markarbejderne i dårligt vejr. Alle gårdens vine med navnet “Les Capitelles” betyder også, at de er fremstillet på en anderledes måde end gårdens øvrige vine, nemlig med både gæring og lagring i egetræsfade i flere måneder.
Vinen er hovedsageligt laves på Mourvèdre med et strejf af Syrah og Grenache føjet til den endelige blanding. Duftmæssigt er der en lille eksplosion af blomster, jordbær, vanilje og en anelse hyld. Smagsmæssigt en voldsom fin balance mellem sødme og syre. Vinen er meget, meget behagelig, bliver ikke helt for sød, og er en rigtig “crowd-pleaser”, som alle vil kunne li’. Fin vin til velkomst eller på terrassen en varm sommerdag. En lidt kraftigere rosé end normalt, men det gør bestemt ikke noget.
Købt hos Bichel Vin til 99,95 kr.
Barolo og Brunello er nok de største og bedste vine i Italien. Det er de fleste nok enige i. Èn af de allerbedste til at fremstille Brunello er Cerbaiona, og vinene herfra er verdenskendte. Denne dejlige og kolde fredag i vinterferien bød på et skønt besøg af min onkel fra det sydlige. Nu kan det jo lyde som om, at jeg har en eksentrisk onkel fra Toscana, men han er såmænd hverken eksentrisk eller fra Toscana, men derimod bare rar og fra Åbenrå, eller Aabenraa som de selv staver byen.
Lørdag bød på en enkelt vin, nemlig denne Herència Del Padri fra Priorat området i Spanien. Vi er helt præcis i den catalanske by Porrera, som ligger knap 200 km. sydvest for Barcelona.
Næste vin fra i tirsdags var denne Three Gardens fra Langmeil Winery i Australien. Sidst jeg smagte Langmeil, var det deres 
Så blev der lidt tid til opdatering her på bloggen, nemlig med 2 vine fra i tirsdag. Og vi starter i Frankrig hos det store vinhus, Badet Clément & Co, som er etableret i 1995 af Catherine & Laurent Delaunay.
Med aftenens sidste vin havnede vi i Sydamerika, nærmere bestemt Mendoza i Argentina. Mendoza er Argentinas bedste område til rødvin. Montes fra Chile står bag Kaiken-projektet i Mendoza.
Næste vin i rækken … også en gammel kending, nemlig Bodegas Arzuaga Navarro, ja lige præcis det hus, hvorfra jeg i torsdags smagte topvinen Amaya Arzuaga, og tidligere har smagt bl.a. deres 
I december drak jeg min 
Ledsaget til sangen Back in Black fra AC/DC … og speederen i bund … serverede jeg aftenens næste vin, men det altdominerende lydtæppe af hidsige guitarer, fede rifs, Brian Johnsons skingre stemme og de instisterende rockrytmer hjalp ikke byggesjakket til at gætte hverken land eller drue. Men vi har ellers fat i noget så specielt som en Shiraz vin fra den australske super rockgruppe.
Næste vin i rækken, en dejlige Crianza fra vinhuset Bodegas Peñafiel, som jeg tidligere har skrevet om, da jeg smagte husets