Azienda Agricola Carlo Revello & Figli ligger ved Serra dei Turchi i skønne La Morra og jeg smager nu derfra deres 2021 Langhe Nebbiolo.
Carlo Revello & Figl drives af Carlo Lorenzo med hjælp fra hans hustru og de to sønner Erik og Niklas.
De har dejlige nordiske navne, men det skyldes, at Carlo er svensk gift med Paola Lili Brosow, der er barnefødt i Stockholm, men senere flyttede til Østrig og senere Italien, hvor hun mødte Carlo.
Sammen har familien 6 hektar vinmarker og laver årligt 45.000 flasker vin fordelt på 4 forskellige vine på henholdsvis Dolcetto, Barbera og Nebbiolo … og stilen er modernistisk og de har således altid været de nærmeste disciple til Elio Altare.
Det betyder med andre ord altid grøn høst, kort maceration og lagring på de små barriques fremfor de klassiske, traditionelle store og gamle botti.
Carlo drev tidligere Revello vingården sammen med sin bror Lorenzo, men de valgte for år tilbage at dele deres vingård op i to dele, så deres børn – der er er uddannet indenfor vin – ikke skulle slås om ejerskabet senere. Det betyder, at Carlo Revello e Figli med tiden skal drives af Erik og Niklas.
Det er dog Erik, der er mest vintosset og i 1995 uddannet vinmager fra Enologica Umberto I di Alba og senere også har arbejdet hos en række forskellige i både Langhe og udlandet. Niklas er derimod uddannet indenfor ingeniørvidenskab ved Polytechnic i Torino.
Her smager vi så husets Langhe Nebbiolo, hvor druerne kommer fra vinmarker ved Annunziata i 230-250 meters højde og fra vinstokke plantet tilbage i 1960.
Vinen er lavet … først med premaceration i vandrette roterende maceratorer omkring 4 dage og så en spontan gæring i nogle rustfrie ståltanke over 6 dage, hvorefter malolaktisk gæring også er sket i tankene inden lagring på brugte franske barriques i 6 måneder.
Som med 2019’eren er det i glasset en herlig lys os næsten transparent vin, som duftmæssigt giver dig en lidt parfumeret, let og blomsterrig aroma, hvor der kommer nogle violer, tørret rosenblade, blomsterpollen, læder og nogle mere umamiagtige noter af svampe, champignon, en lys og frisk frugt af lyse kirsebær, ribs og hindbær samt kamfer, ler, tør jord og fennikel.
Smagen er lys, læskende og rund … har denne lyse lethed, som giver denne utrolige behagelig følelse i munden, hvor alt nærmest bliver en leg … har disse lyse og sødbitre bær af jordbær, ribs og hindbær, nogle tørre og alligevel beskedne tanniner. Det er saftet, utrolig let drikkelig med en levende, let og alligevel spændsig syre, lidt sødme samt mest af alt et lyst og feminint væsen. 91 point.
Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 190 kr. ved køb af 6 flasker.