De næste to vine var – som forrige sæt – også søskende, for de var begge fra Ca’ Marcanda di Gaja serien fra Angelo Gaja og deres toskanske vinhus. Den første var denne 2018 Ca’ Marcanda di Gaja Promis.
Angelo Gaja er vi jo stødt på tidligere på Houlbergs Vinblog, for han er en levende legende. Han har en stor del af æren for, at kvaliteten i Barbaresco og Italien som helhed, er nået op det niveau det i dag er. Ingen anden vinproducent har i de sidste 50 år haft så meget indflydelse på den internationale vinscene som Angelo Gaja i Piemonte.
Han kaldes også ofte for Kongen af Piemonte og har været krumtappen for kvalitetsproducenter i hele Italien. I 1994 tog han også hul på vinproduktion i et andet af Italiens store vindistrikter, nemlig i Toscana. Først overtog Gaja ejendommen Pieve Santa Restituta med 16 hektar vinmarker i Montalcino, hvor han nu producerer to Brunello-vine Rennina og Sugarille.
I 1996 købte Gaja endnu en toskansk vingård, nemlig Ca’ Marcanda, som ligger mellem Bolgheri og Castagneto Carducci. Her fik Angelo Gaja – efter lange og seje forhandlinger – mulighed for at købe ejendommen og yderligere 80 hektar jord.
Det var imidlertid Gajas hustru Lucia som fandt på navnet Ca’ Marcanda, som på piemontesisk dialekt betyder noget i retning af ”huset hvor man tinger om noget” … inspireret af de svære forhandlinger om købet. Straks blev 60 hektar plantet til med vinstokke og i dag er der omkring 100 hektar hovedsageligt med Merlot, Cabernet Sauvignon og Syrah.
Efter overtagelsen blev der bygget et state-of-the-art vineri. Arkitekten Giovanni Bo, som havde arbejdet med Gaja i Barbaresco i mange år, stod for tegning og opførelse af de særprægede bygninger som udgør Ca’ Marcanda. Bygningerne smelter ind i det smukke toskanske landskab, og en stor del af byggeriet er derfor ”gravet ned” i jorden.
Angelo Gaja og hans hustru Lucia har tre børn, hvoraf de to døtre, Gaia og Rosanna, nu også har deres daglige gang i vinfirmaet.
Denne Ca’ Marcanda di Gaja Promis er i årgang 2018 lavet på 55% Merlot, 35% Syrah og 10% Sangiovese. Druerne er hentet fra flere forskellige parceller i Castagneto Carducci, mens Sangiovese druerne kommer fra Pieve Santa Restituta i Montalcino.
Hver druesort er blevet gæret separat i ståltanke. Efter endt malolaktisk gæring blev vinene fra de 3 druesorter modnet separat 12 måneder på en kombination af franske 225 liter barriques samt i ståltanke. Vinene bliver sammenstukket umiddelbar inden aftapning og Promis modner yderligere nogle måneder på flaske inden frigivelse.
Der kommer omgående nogle bordeauxagtige noter med solbær, kandiserede kirsebær, skovbund, cigarkasser, cedertræ og gammelt træ, blyanter, stiftsblyanter, grafit, champignon … godt med dybde og tørt viskelæder.
Smagen er tør, let krydret med lidt balsamico, men samtidig tæt, skarp og med grønne noter. Det er præcist, direkte og som at ligge i midten på motorvejen … alt spiller. Der er godt med tanniner, men de er blide og vinen er generelt meget let, mens frugten er lysere end i duften … lyse kirsebær, hindbær og ribs, masser af syrlighed i virker utrolig frisk i frugten, så dermed 94 point.
Forhandles flere steder, men denne er købt i Salling til 325 kr.