Bordeaux er ramt af faldende efterspørgsel, hvilket betyder, at man ofte kan finde fremragende vine fra området til fornuftige penge og den næste er netop en billig 2019 Château Sorbey Haut-Médoc, som kommer fra en del af Château Cap Léon Veyrin, som har været ejet af Meyre-familien siden 1810.
Château Cap Léon Veyrin ligger i den øvre del af Listrac-Médoc mellem Margaux og Saint-Julien og er Cru Bourgeois Supérieur-klassificeret.
Det drives i dag af 6. generation af Meyre familien, nemlig af Nathalie og Julien Meyre. Familien ejer også det 15 hektar store Château Julien købt i 1985, det 20 hektar store Château Bibian købt i 1999 og alle drives med de 40 hektar til Château Cap Léon Veyrin og en hjælp fra den velkendte og nærmest legendariske vinkonsulent Michel Rolland.
Udover vinene fra Château Cap Léon Veyrin, Château Julien og Château Bibian laver de også denne Château Sorbey, der i denne årgang 2019 er lavet på 50% Cabernet Sauvignon og 50% Merlot, som familien Meyre selekterer fra hele 30 år gamle vinstokkke i Haut Médoc kommunen Cussac-Fort-Médoc.
Vinen gærer først på ståltank med 25-30 dages udblødning på drueskallerne og efter endt gæring er vinen lagret 12 måneder på 225 liters franske barriques, heraf 15% helt nye fade inden klaring med æggehvide og flaskning.
Jeg har tidligere smagt vinen i årgang 2016 og den kaldte jeg faktisk rigtigt imponerende og lidt et fund, så lad os se, om dette også gælder vinen her i årgangen 2019.
Duften er meget bordeauxsk … der er godt med cedertræ og cigaræsker og så samtidig flere grønne elementer end i 2016’eren. Men frugten er fortsat solbær, kirsebær, blommer og nu suppleret med noget ribs og lemon. Fadnoterne fra 2016’eren er her slet ikke så tydelige, men der kommer dog lidt sød tobak og vanilje.
I munden er det en stram bordeauxvin med en syrlig og stringent frugt med tranebær, hindbær, sure kirsebær, mirabeller samt lyse blommer. Det giver masser af kant og et syrligt og let bittert bid. I det hele taget er syren lys, streng og mineralsk … er der virkelig spræl i damen … 88 point.
Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 179,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 69,95 kr.