Byggemødets næstsidste vin var også en Barolo … en 2019 Barolo Riva Rocca fra Claudio Alario, der holder til i bløde, grønne bakker ved den lille landsby Diano d’Alba i Piemonte.
Vinhuset drives af Claudio Alario og sønnen Matteo, der er henholdsvis 3. og 4. generation i familien, der har været vinavlere siden år 1900 og i tre generationer har familien dedikeret sig med seriøsitet og dedikation til pleje og dyrkning af vinstokke og salg af druer.
Det var dog Claudio Alario, der i 1988 startede med selv af lave, flaske og sælge vine fra gården … i starten var det faktisk kun vine på Dolcetto, men senere også Barolo vinene på Nebbiolo.
Claudio har knap 10 hektar vinmarker, der alle er beliggende i kommunerne Diano D’Alba, Serralunga d’alba og Verduno og med perfekte eksponering og vinstokke, der er mellem 20 og 50 år.
Claudio og Matteo stræber altid efter at forbedre deres ekstremt høje niveau, og den ihærdighed har gjort dem til nogle af de bedste vinproducenter i området. Deres engagement og fokus er i dag på optimeringen af et lavt udbytte i vinmarken for at skabe en overlegen kvalitet.
Her smager vi huset Barolo Riva Rocca, der er lavet med Nebbiolo druer fra Verduno og 30 år gamle vinstokke. Vinen er lavet oldschool med gæring og maceration i termoregulerede rotorfermentorer og efter endt fermentering er vinen lagret på nyere vis … 24 måneder i franske barriques, 12 måneder på store 30 hektoliter egefade og efter flaskning yderligere 2 år mere.
I næsen er der godt med tørt træ, tørre egefade, tørret kød og en gæret frugt med kirsebær, brombær og hindbær … egentlig godt ren i frugten, men derudover er der eukalyptus, grønne urter, skovbund, læder, tobak og sorte trøfler.
Smagen er egentlig godt streng … har klart lidt mælkede noter med ymer, grønne noter og syrlighed. Der er stærk sort peber og en syre, der også virker stærk og kommer dominerende frem i smagsbilledet sammen med knastørre tanniner … 92 point.
Forhandles af Compagniet, hvor en flaske koster 450 kr.