Vinkoncernen GCF Groups er gode til at finde små partier af vine, som de kan udgive under deres burgundiske brand Jean Gagnerot og næste vin er netop sådan en og endda på Grand Cru niveau … en 2007 Corton-Charlemagne Grand Cru.
Corton-Charlemagne er en Grand Cru-skråning i den nordlige del af Côte de Beaune. I denne del af bliver der lavet noget af det bedste Chardonnay på tværs af kommunerne Ladiox-Serrigny, Aloxe-Corton og Pernand-Vergelesses.
Corton-Charlemagne Grand Cru har navn efter kejserne Curtis d’Orthon og Charlemagne aka Karl den Store, hvor sidstnævnte frem til år 775 var ejer af Corton-højen, som han ifølge en populær myte lod omplante med hvidvinsdruer, da kejserinden var
træt af rødvinspletterne i hans skæg.
Denne vin er lavet fra Chardonnay druer, der er høstes ved håndkraft, hvorefter de fragtes til vineriet hvor de nænsomt gennemgår pneumatisk presse, Vinen er så gæret i egetræsfade, hvor den også er lagret sur lie i 18 måneder … og halvdelen af alle fadene er nye fade.
I glasset er det en forholdsvis gul vin, mens den duftmæssigt har en næse, hvor både fad, frugt, modenhed og tertiære noter spiller godt sammen. Fadpræget virker doseret, men man får dog både nødder, ristede hasselnødder, brunet smør, røg og svagt lidt lakridskonfekt samt vanilje frem. Frugten er moden, men endnu ikke oxideret, men der er pærer, kvæde samt eksotiske frugter med abrikos, fersken og ovnbagt appelsinskal samt en snert stillestående saltet havvand.
Smagen er blød, cremet … der er godt med æbler, både friske æbler, bagte æbler og syrlig æblejuice. Syren er intens, lidt til den mørkere side med kandiserede og saltede citroner samt grillet lemon, Der er skruet godt op for alt … sitrende, moden, saltet med en sødbitter og rund frugt, noget tropisk frugt med saltet syre … det er som, at de 16 år har intensiveret og koncentreret vinen, så det er nærmest som en vinøs hvid bouillon væske med kraft og saft, hvilket også gør, at vinen hænger vildt lang tid i munden. 94 point.
Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 999,95 kr., mens prisen er 949,95 kr. ved køb af 6 flasker.