Jeg fortsatte med mer’ Chardonnay fra Weingut Wöhrle og igen et niveau op med denne 2021 Lahrer Kronenbühl Gottsacker Chardonnay Großes Gewächs.
Vinen er lavet med Chardonnay druer fra Gottsacker parcellen, som er den bedste del af Lahrer Kronenbühl … som ligger på et lille plateau på bakkedraget lidt nord for byen Lahr, hvor den dybe kalkrige jord er med til at give vinene en overdådighed, stor friskhed og clean finhed.
Marken er af VDP – Verband Deutscher Prädikats- und Qualitätsweingüter – klassificeret som Große Lage mark, hvorfor det jo også er en Großes Gewächs vin, der er lavet ved, at druerne først gennemgår en kold maceration i 12 timer. Derefter presses druerne og overføres til træfade for spontangæring på druernes naturlige gærceller.
Efter endt fermentering er vinen så lagret på barriques … 80% af fadene er nye, hentet hos bødkeren Tonnellerie Damy i Bourgogne og vinen har så lagret sur lie – altså med bærmen – 10 måneder med regelmæssig battonage. Vinen har beskedne 1,2 gram restsukker pr. liter.
Hvor dufter det godt … sådan en collage af brunet smør, fransk nougat, karamel, lakridskonfekt, vanilje, en eksotisk frugt af mango, papaya, melon og dåsepærer tilsat lidt blomsterpollen. Så skulle man tro, at det blev en gumpetung og fadpumpet Chardonnay, men sådan dufter det slet ikke, for vinen har også noget friskhed med en kalket og let saltet mineralitet og et elegant udtryk.
Smagen er der også turbo på … men det er på en cremet, blød og næsten olieret måde. Det er igen de eksotiske frugter, som dukker frem og giver krop, fylde samt let sødme til vinen … ananas, fersken, honningmelon og bløde pærer, men lidt citron og lemon blander sig i festen sammen med en kalket mineralitet … virkelig skruet forbandet godt sammen. 95 point.
Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 449 kr.