Kategoriarkiv: Vinanmeldelser

2012 Cantina di Verona, Amarone della Valpolicella, Veneto, Italien

2012 Cantina di Verona, Amarone della Valpolicella, Veneto, ItalienI det fedtede spor af italiensk brilliantine var næste pomade en Amarone della Valpolicella … og så var det spændende og afgørende spørgsmål, om det var én af de Amaroner, som vinkendere ofte rynker på næsen af og kalder supermarkeds-Amaroner … altså når de skal være virkelig grove.

Men denne Amarone della Valpolicella jo virkelig er hentet på én af hylderne i SuperBrugsen, så pr. definition er det jo en supermarkeds-Amarone. Men inden den kom på hylden, så er vinen hentet fra et af de store italienske vinhuse, nemlig Cantina di Verona.

Cantina di Verona kendes også som Cantina Valpantena Verona og er oprindeligt grundlagt som et kooperativ af flere vinavlere omkring Verona. Det er i 2003 fusioneret med Oleificio delle Colline Veronesi, et andet kooperativ, som primært producerer olivenolie.

Kooperativet ligger i den lille by Quinto nord for Verona og har over 250 medlemmer, som fra deres samlede vinmarker på 750 hektar leverer druer til fremstilling af de mange Valpoicella, Bardolina, Custoza, Lugana og Soave vine. Samlet laves der årligt 8 millioner flasker vin på kooperativet.

Cantina di Verona a.k.a. Cantina Valpantena Verona er også en del af den store internationale vinkoncern IW&SP, hvilket står for Italian Wine & Style Promotion. Det er et stort konsortium, som består af vinproducenter fra 4 af de vigtige vinregioner i Italien. Formålet med IW&SP fremvise og sælge vinene fra de respektive vinhuse.

I Piedmonte er det vinhusene Il Botolo og Colle Manora, i Veneto vinhusene Cantina di Verona, La Collina dei Ciliegi, Antiche Terre Venete, Fongaro Spumanti og Colli Vicentini, i Toscana er det Colline di Sopra og endelig i Umbrien vinhuset Castello delle Regine.

Nå, men videre til selve denne Amarone. Vi skulle egentlig smage søstervinen Pagus Bisano Amarone della Valpolicella, som også kommer fra samme vinhus, men den havde – efter min vurdering – prop, så derfor får I alene smagsnoterne fra denne Terre di Verona Amarone delle Valpolicella, selvom de smagsmæssigt faktisk også lå imponerende tæt på hinanden.

Vinen er lavet på druerne Corvina, Corvinone samt Rondinella, som alle er tørret i minimum 4 måneder, hvorved de taber 40% af deres vægt. Macerationen varer 20 dage, hvorefter vinen lagrer på eg og efterfølgende på flaske … men hvor lang tid skriver vinhuset intet om.

Første overraskelse kommer, da vinen hældes op i glasset … og afslører en meget lys og tynd, næsten transparent vin. WTF !!! Er dette virkelig Amarone? Og i næsen virker det hele også uden saft og kraft. I stedet er der lette blommer, lakrids, mentol og virker en smule støvet i udtrykket … and that is all! Tegner ærlig talt ikke særlig godt.

I munden er der bitterhed, lette blommer, figner og godt med tanniner samt en syrlig grøn undertone. Hvor er fylden, kraften og den påtrængende mørke frugt, som gode Amaroner normalt er proppet med? Jeg vil ikke kalde dette Amarone … alternativt må jeg ty til det ultimative skældsord, som meget passende kunne være supermarkeds-Amarone.

Forhandles i SuperBrugsen til 229 kr., men denne aften kunne den købes på bud til 129 kr.

Rating 2/7  thumbthumb

2013 Provinco Italia, Amarama Elegante Valpolicella Ripasso Superiore, Veneto, Italien

2013 Provinco Italia, Amarama Elegante Valpolicella Ripasso Superiore, Veneto, ItalienNæste vin har – på skøn italiensk manér – også en etiket og et navn, som lover mere end den kan holde. Amarama Elegante Valpolicella Ripasso Superiore … jo vist – elegante mine damer og herrer. Jo, mindre kan ikke gøre det. Men umiddelbart ikke fra et kendt vinhus.

Producenten er nemlig ikke en lille vingård i det herlige Valpolicella, men derimod et stort vinfirma, som designer vine til supermarkeder (og slige vinbutikker). Det hedder Provinco Italia og ligger i den lille by Rovereto, 20 km syd fra Trento, 20 kilometer øst for den nordlige del af Gardasøen og omkring 50 km nord for Verona.

Og ja … det firma er jeg stødt på én gang tidligere, nemlig da jeg smagte deres Grande Alberone Rosso … som var lidt af en uskøn fornøjelse.

Det er et firma, som primært laver billige vine til supermarkeder, og blandt deres brand er altså Grande Alberone, Ronco di Sassi, Grandi Mori, San Zenone, Comera, Santi Nobile, Forte Elerone, Oroperla og Riba di Sotto.

Ja, og så laver de så også denne Amarama Elegante Valpolicella Ripasso Superiore, som formentlig er lavet til det danske marked … die dumme dänen, i danesi stupidi, som drikker al slags væske med alkohol. I hvert fald findes der ikke udenlandske oplysninger om vinen overhovedet. Og det kan de være glade for udenfor landets grænser, for det holder sgu ikke.

Næsen er lidt landlig .. hvilket jo er herligt, for det ka’ vi li’. Oveni er der lidt babybræk … men ellers fuldstændig neutral. Hvor fanden er duften henne? Lidt utroligt, at der ikke er flere aromaer i en vin, som skulle være en Ripasso, altså ligget på kvaset fra Amarone eller Recioto della Valpolicella og dermed give vinen godt med kraft. Det er der bestemt ikke her.

Det samme gælder smagen, der er sådan nærmest lidt metallisk, skæv og kantet. Der er frugt, men den er ikke helt nem og typisk, så jeg ved sgu ikke lige, hvad jeg skal tænke. Der er sådan set også lidt tanniner, som også er fint stramme, men det er sgu lidt af en rodebutik, og minder ikke om Ripasso.

Forhandles i SuperBrugsen til 99 kr., men denne aften kunne den købes på bud til 56 kr.

Rating 1,5/7  thumbhalf_thumb

2011 Viñedos Emiliana, Signos de Origen Carmenere, Colchagua, Chile

2011 Viñedos Emiliana, Signos de Origen Carmenere, Colchagua, ChileNæste vin var en Carmenere fra samme vinhus Viñedos Emiliana, som netop er blevet kåret til Winery of the Year 2015 af organisationen Wines of Chile. Organisationens præsident Mario Pablo Silva sagde endda, at Viñedos Emiliana havde været pionere indenfor økologisk vinbrug i Chile.

Wines of Chile er en organisation, som består af mere end 90 medlemmer, alle vingårde med betydende indflydelse i landet, så de kigger selvfølgelig meget på, hvor meget der eksporteres, internationale priser og meget andet. Og da Viñedos Emiliana i øjeblikket er største økologiske vingård, så skiller den sig selvfølgelig ud.

Ud af Viñedos Emiliana i alt 1.550 hektar vinmarker, så er lidt over 800 hektar certificeret økologisk, og alene produktionen af de økologiske vine udgør mere end 580.000 kasser årligt. Og de økologiske vine eksporteres til hele verdenen, samlet over 60 forskellige lande.

Denne Signos de Origen Carmenere er således én af disse vine, lavet med druer fra Colchagua Valley, hvor vinstokkene er plantet i 1992 og leverer et udbytte på 39 hektoliter pr. hektar. Vinen er lavet af vinmageren Alvaro Espinoza og er lagret 13 måneder på 80% franske barriques og de resterende 20% i store æggeformede betontanke. Der er lavet 1.050 kasser af vinen, hvilket svarer til 12.600 flasker. Egentlig en lille produktion for en så stor producent.

Næsen byder på lidt blæk, blyanter, mørke bær, lakrids … men alkoholen, som ligger på 14% – træder noget frem sammen med en lidt grøn note, som jeg ikke er helt vild med, nærmest sådan lidt dild eller noget derovre af. I munden god tørhed, tydelige tanniner, men ellers meget easygoing med blødhed og godt med frugt. Okay vin, men bestemt ganske oversøisk i udtrykket, selvom marmeladevin heller ikke passer i betegnelse,

Forhandles i SuperBrugsen til 129 kr., men denne aften kunne den købes på bud til 89 kr.

Rating 3/7  thumbthumb

2013 Viñedos Emiliana, Signos de Origen Pinot Noir, Casablanca Valley, Chile

2013 Viñedos Emiliana, Signos de Origen Pinot Noir, Casablanca Valley, ChileBedste vin ved SuperBrugsens smagning i Malvinas Hus var klart denne Signos de Origen Pinot Noir fra vinhuset Viñedos Emiliana, som igen er ejet af en af de helt store internationale megakoncerner Viña Concha y Toro.

Og Viña Concha y Toro er stor … meget stor. Den er nok et af Sydamerikas største vinhuse, som ejer mærker som fx Sunrise, Frontera, Casillero del Diablo, Marques de Casa Concha, Terrunyo, Amelia, Carmín de Peumo og Don Melchor blot for at nævne nogle få.

Vinhuset har omkring 8.720 hektar vinmarker spredt rundt vinregionerne Maipo, Maule, Rapel, Colchagua, Curico og Casablanca i Chile og omsætter for langt over 6 milliarder kroner årligt.

Og så ejer det også Viñedos Emiliana, som er grundlagt i 1986 under navnet Bodegas y Viñedos Santa Emiliana. Det er nu også en ganske pæn historie, da de ejer ikke mindre end 1.550 hektar vinmarker i Casablanca, Maipo, Cachapoal og Colchagua.

I 1998 begyndte vinhuset på den kæmpestore opgave, at konvertere alle marker til henholdsvis økologisk og biodynamisk drift, og i dag sælges de fleste vine økologiske og enkelte også biodynamiske.

Der laves vine i flere serier, bl.a. de økologiske Adobe, Novas, Signos de Origen samt de biodynamiske Coyam og Gê. Derudover laves der en række designvine til forskellige markeder, bl.a. findes der herhjemme også supermarkedsvinen Elemental, som også kommer fra Viñedos Emiliana

Denne Signos de Origen Pinot Noir er lavet med druer fra Casablanca dalen, nemlig fra marken El Rincón, Block 43 og høstet med et udbytte på 30 hektoliter pr. hektar. Vinen er lavet af vinmageren Alvaro Espinoza og er lagret 10 måneder på 75% franske egefade og de resterende 25% i store æggeformede tanke. Der er lavet 690 kasser af vinen.

I glasset er vinen klar, medium transparent, mens næsen byder på klare Pinot Noir noter, hindbær, lidt lyse blommer, kirsebær, blomster, nelliker, røg, vanilje, sødme og sådan let animalsk i udtrykket. I munden er vinen ikke ultra let, men nem, tilgængelig med hindbær, hvid peber og en smule eg. Syren er en smule stram og peberen er meget gennemgående, men et ganske okay Pinot Noir.

Forhandles i SuperBrugsen til 129 kr., men denne aften kunne den købes på bud til 89 kr.

Rating 4/7  thumbthumb

2014 Béjot Vins & Terroirs, Charles Renoir Chablis, Bourgogne, Frankrig

2014 Béjot Vins & Terroirs, Charles Renoir Chablis, Bourgogne, FrankrigMis en Bouteille par Charles Renoir Éleveur-Négociant a Meursault Côte d’Or France står der flot på etiketten på denne Chablis. Og Éleveur-Négociant skulle således dække over, at den gode Charles Renoir både er producent og forhandler.

Imidlertid findes der ikke et vinhus med navnet Charles Renoir i Meursault … eller noget andetsteds for den sags skyld. Folk vil snydes … og det bliver de. I stedet er vinen lavet af den kæmpestore franske vinkoncern Maison Béjot Vins & Terroirs, som netop holder til i Meursault.

Maison Béjot Vins & Terroirs er grundlagt i Beaune i 1891 af Jean-Baptiste Béjot. Dengang var det alene et mindre vinhus, som kun forhandlede vin. Det blev i 1954 købt af Roger Sauvestre, som i forvejen ejede en lille vinkælder og fortsatte aktiviteterne med vinhandel.

I 1988 overtog Rogers søn Vincent Sauvestre driften og han har siden overtagelsen ekspanderet og opkøbt både vinproducenter og negociantfirmaer i både Bourgogne og den sydlige del af Frankrig og er således gået fra blot at være vinhandler til en stor og betydende vinproducent.

I Sydfrankrig har Maison Béjot Vins & Terroirs bl.a. købte vinhusene Clos des Miran i Rhône, Château La Boutignane i Corbières, Château La Galinière i Provence, Domaine de Mongillon i Rhône samt Domaine de Saint Paul i Languedoc. I Bourgogne har Vincent købt Maison Protheau, Maison Moingeon, Maison Chartron et Trébuchet, Maison Moillard og Maison Corton André.

Og derudover laves der så vin under en række andre navne … bl.a. Charles Renoir. Samlet er Maison Béjot Vins & Terroirs blevet en ganske stor historie, som årligt laver ikke mindre end 10 millioner flasker vin, men har kapacitet til det dobbelte, og det er da også målet for den gode Vincent Sauvestre.

Maison Béjot Vins & Terroirs omsatte i 2015 for ikke mindre end 50,7 millioner euro, svarende til 378 millioner kroner. De har omkring 200 ansatte og samlet 530 hektar vinmarker, 260 hektar i Bourgogne samt 270 hektar i den sydlige del af Frankrig. Med andre ord en stor historie.

Og her én af husets mange forskellige vine … Charles Renoir Chablis, som selvfølgelig er lavet på Chardonnay … ellers har jeg faktisk ikke de store oplysninger om vinen, så vi haster straks til smagsnoterne. I næsen fornemmes klart mere fedme end foregående vin, men vi snakker slet ikke oversøisk Chardonnay fedme, for næsen er faktisk mest præget af sure, grønne æbler, lidt hø, røg og syre.

I munden er vinen også meget stringent og grøn med grene, bark, bitterhed. Syren er virkelig stram og bestemt ikke tilgivende. Der mangler noget intensitet og kompleksitet, mens eftersmagen dog er lang med en syre, som virkelig angriber gebisset. Samlet leverer vinen et lidt stramt, syrlig og noget neutralt, kedeligt indtryk.

Forhandles i SuperBrugsen til 119 kr., men denne aften kunne den købes på bud til 79 kr.

Rating 3/7  thumbthumb

2014 Miguel Torres, Viña Esmeralda, Penedès, Spanien

2014 Miguel Torres, Viña Esmeralda, Penedès, SpanienMed næste vin – som bærer det eksotiske navn Viña Esmeralda – er vi også hos et af de helt store vinhuse, nemlig Miguel Torres. Og navnet Torres er det mest kendte vinudtryk i Spanien, kun overgået af ordene “rødvin” og “hvidvin”.

Torres laver ikke mindre end 4,9 mio. 12 stk. kasser vin om året, og har deres vingårde med over 1.300 hektar rundt om i stort set hele Spanien, lige fra Priorat, Ribera del Duero, Conca de Barbara, Penedès og Rioja, men også i andre lande som fx Chile og Californien.

Altså et kæmpe vin-imperium, og dermed langt væk fra tanken om den lille vinbonde, som går og pusler med sin egen lille vin.

Torres er grundlagt i 1870 af Jaime Torres og er 100% familieejet. I dag er det 4. generation i form af Miguel Torres, som driver vinfirmaet, men 5. generation er allerede med i firmaet, som omfatter mere end 1.000 ansatte.

Og alt er stort, når vi snakker om Torres, fx omfatter forretningen også en restaurant i Chile samt 2 vinbutikker i henholdsvis Barcelona og Shanghai, robotstyret lager, en fond som hjælper skoler i hele verden og så videre.

Udover at være Spaniens største og mest kendte vinhus, så er Torres også blevet en levende legende. Det oprindelige gennembrud kom ved Paris-smagningen i 1979, hvor Miguel Torres med stort vovemod og efterfølgende succes i en blindsmagning satte Gran Coronas “Black Label” (i dag kaldet Mas la Plana) op mod Château Latour 1970 … og vandt.

Denne Viña Esmeralda kommer imidlertid ikke fra den øverste hylde hos vinhuset, men en basisvin lavet på 85% Moscatel og 15% Gewürztraminer, plukket fra marker i den øverste del af DO Penedès appellationen. Vinen er desværre ikke, de herrer, opkaldt efter en spansk senorita, men derimod efter det smaragdgrønne Middelhav … Esmeralda betyder nemlig lige præcis smaragdgrøn.

Vinen er lavet på rustfri ståltanke med gæring i to uger ved kontrollerede temperaturer på 14 grader og uden efterfølgende lagring for at bevare frugt og friskhed i vinen.

I næsen har Esmeralda grape, fersken, mandler, lette æbler og pærer, sæbe, blomster, jasmin og roser. I munden en ganske bitter syre, uhyrlig frisk grape samt en lidt parfumeret smag og et strint af lemon. Der er også lidt krydrede elementer, nærmest som spidskommen. Men noget kantet og bitter i smagen.

Forhandles i SuperBrugsen til 54,95 kr., men denne aften kunne den købes på bud til 35 kr.

Rating 2,5/7  thumbthumbhalf_thumb

2014 Origin Wine, Cape Grove Moscato, Western Cape, Sydafrika

2014 Origin Wine, Cape Grove Moscato, Western Cape, SydafrikaSuperBrugsens lokale vinsmagning startede med denne Cape Grove Moscato … en slags Moscato Spumante, blot ikke fra Piemonte i Italien, men fra Sydafrika og den store vinkoncern Origin Wine.

Origin Wine er en monsterstor og verdensomspændende koncern, som har deres hovedkontorer i både Stellenbosch i Sydafrika og Banbury i England, men også salgskontorer i Schweiz og Sverige.

Koncernen er grundlagt i 2002 og er vokset fra en lille 3 mands virksomhed til det nuværende imperium, som beskæftiger mere end 260 medarbejdere og sælger mere end 80 millioner liter vin om året. Selskabet eksporterer vinene over hele kloden, bl.a. Storbritannien, Rusland, Kina, Holland, Canada, Sverige, USA, Danmark og Tyskland blot for at nævne nogle få.

Blandt de brands, som Origin Wine sælger kan nævnes Fairhills, Stormhoek, The African Horizon, Stellenbosch Drive, L!fe, Lion’s Gate, Wildlife, Rocktail Bay, Usizo, Dumela, Cape Original, Cape Grove og en lang række mere.

Denne Cape Grove Moscato er en sød og mousserende vin lavet på Moscato druen, nærmest lidt en dessertvin … men ellers er der ikke de store oplysninger om vinen, så vi springer i stedet fluks til mine smagsnoter.

I næsen er det også sødme, lidt nødder, abrikos, fersken, modne pærer, men smager meget sød. Det er modne pærer uden den store kompleksitet og den mangler klart lidt syre og rygrad, som kan bære vinen oppe. Det er nok forkert at sige pigevin, men den er sgu sød … som piger, og jeg tænker, at det måske ikke var bedste optakt til en række tørre vine.

Forhandles i SuperBrugsen til 59,95 kr., men denne aften kunne den købes på bud til 33,33 kr.

Rating 2,5/7  thumbthumbhalf_thumb

2008 Progetto Vino, Piedelmonaco Primitivo Limited Edition, Puglia, Italien

2008 Progetto Vino, Piedelmonaco Primitivo Limited Edition, Puglia, ItalienPå adressen Via Fasano 132 i den lille by Locorotondo … i et lidt ramponeret kvarter uden vingård-idyllisk charme finder vi Progetto Vino Di Lorusso Michele C. Societa’ in Accomandita.

Det er ikke et vinhus, men et familieforetagende, som skræddersyr vin til importører over hele verden.

De står bl.a. bag den virkelige ringe Grande Alberone Rosso fra Lombardiet, som jeg tidligere har skrevet om her på bloggen. Og så står de minsandten også bag byggemødets sidste vin, en Primitivo fra hælen i Italia, højeksplosiv oktan på 18% … ja ikke mindre end 18% i alkoholprocent, og dermed over både Amarone og Mollydooker vinene.

Vinen hedder Piedelmonaco Primitivo Limited Edition og betegnes som en kultvin. Men det skal jeg selvfølgelig nok vende tilbage til.

Progetto Vino Di Lorusso Michele C. Societa’ in Accomandita drives af vinmageren Benedetto Lorusso, som er uddannet ønolog fra Istituto Tecnico Agrario Basile Caramia Locorotondo og har altså i dag hans base i byen Locorotondo i Puglien. Her arbejder han og Michele Lorusso – som jeg gætter på er Benedettos far – i deres firma Progetto Vino med at lave specialproducerede vine til kunder over alt i verden.

De har et kæmpe netværk til vinbønder over alt i Italien, og Benedetto arbejder tillige hos Cantina di Locorotondo i samme by, og dette firmas netværk består af ikke mindre end 1.300 vinbønder i Italien, så måske er druerne til denne vin opkøbt hos nogle af de lokale vinbønder i netværket … men det bliver alene gætværk.

Denne Piedelmonaco Primitivo Limited Edition er lavet af druer fra marker, som ligger i en højde på 400 meter i Valle d’Itria, hvilket er overensstemmende med området ved Locorotondo. Importøren skriver, at vinen er faderens hjertebarn og at den kun produceres i 1.500 eksemplarer og udelukkende i de bedste år.

Der findes ikke mange oplysninger om vinen … ja faktisk stort set ingen udenfor Danmark, så måske vinen er designet direkte til det danske marked. Dermed har jeg heller ikke nogen information om produktionsmetoder, hvordan man har fået alkoholen helt op på 18% eller hvor lang tid vinen har lagret. Måske man har tørret nogle af Primitivo druerne. Importøren skriver, at alkoholen skyldes, at vinen gærer helt ud.

I næsen er det våde fade, rosiner, dadler … våde fade og i det hele taget ganske fugtig, aromatisk og tæt i næsen med søde krydderier, sød lakrids, chokolade og opulent fedme. I munden er det også en bulderbasse med rosiner, blommer, lakrids … og også tydelig alkohol. Jeg er ikke helt overbevist og finder prisen voldsom … specielt for en designervin fra ukendte vinavlere.

Købt hos SuperVin, hvor prisen er 599 kr. ved køb af 1 stk. og 499 kr. ved køb af 6 stk.

Rating 4,5/7 

2010 Cantine Buglioni, Amarone della Valpolicella Classico, Veneto, Italien

2010 Cantine Buglioni, Amarone della Valpolicella Classico, Veneto, ItalienÆgte Amarone della Valpolicella Classico fra en lille, spændende producent, nemlig vinhuset Cantine Buglioni, som ligger i Corrubbio di San Pietro in Cariano centralt i Valpolicella området i Veneto. Og selvom jeg langtfra er Amaronemand, så er dette råstyrke i højpotens.

Historien om Cantine Buglioni startede i 1993 da Alfredo Buglioni købte en lille vingård i bakkerne i Corrubbio di San Pietro in Cariano. Han var en succesfuld forretningsmand, som ejede flere tøjbutikker i Italien. Han købte den gamle, charmerende vingård med 3 hektar vinmarker og 2 hektar olivenlunde … simpelthen fordi han blev forelsket i ejendommen.

Uden viden om vinmarker, høst eller vinproduktion overhovedet gik familien i gang med at lave vine, primært til eget brug samt til familiens venner og bekendte. Men ambitionerne steg langsomt … man kunne måske blive en rigtig vinproducent.

Buglioni fik renoveret ejendommen, vinkælderen og henvendte sig til den prestigefyldte ønologiske skole San Michele all’Adige i Trento for at finde hjælp til projektet. Der tog den unge ønolog Diego Bertoni imod udfordringen og så gik produktionen i gang. Cantine Buglioni udsendte i år 2000 de første vine på markedet.

Og siden er det kun gået fremad … for kunderne er vilde med vinene fra Cantine Buglioni. Husets Amarone Riserva 2007 blev således kåret til Italiens bedste vin over 5 år i en blindsmagning af 2.269 vine, smagt af 105 eksperter. Samme vin blev også kåret til 3. bedste Amarone da vinbladet Decanter prøvesmagte 200 Amaroner.

Derudover har præsident Obama smagt Buglionis Amarone på restaurant Michigan Ave i Chicago i Illinois og siden været loyal kunde. Den gode præsident serverer – efter sigende – ofte Buglionis vine til frokoster i Det Hvide Hus. Formentlig også sammen med lidt US cab … kan man da i hvert fald forestille sig.

Cantine Buglioni drives i dag af Alfredos søn Mariano Buglioni og ejendommen har i dag 46 hektar vinmarker, fordelt omkring Sant’Ambrogio og San Pietro in Cariano. Der dyrker familien druesorter som Corvina, Corvinone, Rondinella og Molinara. De har også senest plantet druesorterne Oseleta, Croatina og Garganega Blanc.

På grund af Buglionis høj krav til kvalitet til vinene, så anvender man kun 40% af høsten, hvilket betyder en årlig produktion på 150.000 flasker fordelt på klassiske Valpolicella vine samt spumante og grappa.

Derudover omfatter forretningen i dag en pæn Agrirelais Agriturismo Verona … mindre hotel/bed and breakfirst med 15 værelser i et gammelt stenhus, som familien restaurerede i 2005, restauranten Locanda del Bugiardo samt 3 små bistroer/vinbarer Osteria del Bugiardo, som ligger i henholdsvis Verona, Santa Maria di Negrar samt Villafranca di Verona.

Denne Amarone della Valpolicella Classico er lavet af 60% Corvina, 20% Corvinone, 10% Rondinella, 5% Croatina og 5% Oseleta. Druerne er høstet med et udbytte på 30 hektoliter pr. hektar og derefter lagt til tørre på tørreloftet. Derefter presses de tørrede druerne med gæring ved 24 grader og udblødning i 25 dage. Vinen lagrer i 24 måneder på store egefade og derefter yderligere 12 måneder på flaske før frigivelse.

Og det er en fin, fin kulsort Amarone, som i næsen byder på modne blommer, blåbær, svag rosin … ikke meget, sødme, dadler, hospitalsgang, babybræk, mentol, kakao, kaffebønder, lakrids, eg, vanilje og lidt sød tobak … rolig nu, jeg skrev sød tobak og ikke sjov tobak. Og det er sgu i munden en fyldig satan, men på den fede og cremede måde. Trækker højoktan på 17%, men alkoholen er egentlig ganske fornuftig integreret i vinen sammen med den mørke frugt, krydderier og lækker cremethed.

Købt hos SuperVin, hvor prisen er 439,95 kr. ved køb af 1 stk. og 269,95 kr. ved køb af 6 stk.

Rating 5,5/7 

2012 Bodegas Aalto, PS, Ribera del Duero, Spanien

2012 Bodegas Aalto, PS, Ribera del Duero, SpanienMonsieur Brix har på et tidligere byggemøde serveret vinen Aalto, men den overgik Flemming med storesøsteren, Aaltos PS … og denne målen p.. kunne vi så bare nyde godt af. Det er selvfølgelig topvinen hos Bodegas Aaltos eller Aalto Bodegas y Viñedos, som det rettelig hedder lokalt.

Vinhuset ligger ved den lille by Quintanilla de Arriba i Valladolid i Ribera del Duero tæt på andre store vinhuse som Vega Sicilia, Finca Villacreces og lige op af floden Duero. Vinhuset er grundlagt i 1998, da den tidligere direktør for Ribera del Dueros eksportråd Javier Zaccagnini fik en ide om at skabe en af verdens største vine baseret på Ribera del Dueros unikke mikroklima.

Som partner allierede han sig med Mariano Garcia, der anerkendes som Spaniens absolut dygtigste vinmager. Fra 1968 til 2000 var han nemlig chef på den legendariske vingård Vega Sicilia sideløbende med arbejdet på Garcia-familiens egen vingård Bodegas Mauro.

Navnet Aalto udtrykker ganske enkelt essensen af de to grundlæggeres ønske om at skabe en af verdens største vine. Alto betyder høj på spansk. Aalto skal udtrykke noget endnu højere. I dag har Bodegas Aalto opnået kultstatus blandt vininteresserede.

Dette skyldes naturligvis Aaltos uforlignelige kvalitet, understøttet af internationale anmeldelser og udmærkelser. ”We wanted to unleash the full potential of Ribera del Duero”, som Javier sagde. Resultatet var der allerede i Bodegas Aaltos anden årgang, hvor de lavede Spaniens højst ratede vin nogensinde på daværende tidspunkt.

En af de ubetinget vigtigste forudsætninger for at lave stor vin er, at vinmarkerne skal være optimalt placeret, perfekt kultiveret, beplantet med de rigtige klontyper ligesom vinstokkene skal have en betydelig alder for, at de kan tilføre vinen den rette kompleksitet. Her kommer den samlede erfaring fra Javier Zaccagnini og Mariano Garcia ind i billedet som en afgørende faktor i jagten på den perfekte vin.

Bodegas Aalto har mere end 32 hektar vinmarker fordelt på seks områder, hvoraf tre ligger i Ribera del Duero, to i Valladolid og den sidste i Burgos. Ikke alle er i produktion endnu, nogle er først netop tilplantet og vil ikke indgå i bodegaens produktion før om 10-15 år. Her er der igen et interessant perspektiv for Bodegas Aalto. Det er først, når man begynder at dyrke vin fra disse vinmarker, at Mariano Garcia forventer, at verden vil se vine, de aldrig har set før fra dette område.

Bodegas Aalto er ganske enkelt “state of the art”. En af årsagerne skal findes i vinproduktionen. Vineriet på Bodegas Aalto er færdigbygget efter Mariano Garcias nøje specifikation og er tegnet af samme arkitekt, som lavede Alvaro Palacios vineri i Priorat. Vineriet er et af verdens mest avancerede byggerier af sin slags og er primært bygget under jorden efter “gravity fed” princippet. Det vil sige, at vinen udelukkende flyttes rundt ved hjælp af tyngdekraften. I vineriet, som rækker fem etager ned, er der året rundt en konstant temperatur.

På Bodegas Aalto laves der to vine, som fremstilles på Tempranillo-druen. Den første er vinen Aalto og så denne storesøster PS – forkortelse for Pagos Seleccionados, som betyder udvalgte marker. Og det er 80-100 år gamle vinstokke fra husets vinmarker omkring de tre byer La Horra, La Aguilera og Fresnillo. Vinen har lagret 20 måneder på nye franske egetræsfade.

I næsen en fyldig vin, godt pakket med sødme, blommer, svedsker … egentlig meget frisk i frugten og byder derudover på toast, kaffe, mørk chokolade, mint, vanilje, blæk … rustik, men har også som lillesøsteren søde krydderier. I munden er de frisk og mørk frugt … næsten for overgjort, men det holder sgu alligevel. Kødfuld og alligevel tydelige tanniner og en vis syre. Det er sorte bær, blommer, eg, blæk og stor tørhed.

Er den bedre end lillesøsteren? Hmmm, svært at bedømme her 2½ år siden, at jeg smagte den. Ender på samme karakter … 6 store Thumbs Up, men det er sgu også ganske dyre dråber.

Købt hos SuperVin, hvor prisen er 669 kr. ved køb af 1 stk. og 569 kr. ved køb af 6 stk

Rating 6/7