Når lillejuleaften falder på en fredag er der jo ikke noget at stille op … Spätburgunder på bordet. Det blev løst med denne Nimburg-Bottinger Steingrube Spätburgunder Holzfass Trocken fra Weingut Fischer, der jo ejes af Dr. Heger.
Vinen er en af de mange souvenirs, som jeg havde med hjem fra Jan og undertegnedes vinøse roadtrip til Kaiserstuhl i sensommeren. Det omfattede bl.a. et besøg hos Dr. Heger i Ihringen. Det besøg kan du i øvrigt læse om i mit blogindlæg Besøg hos Weingut Dr. Heger i Ihringen.
Weingut Fischer ligger i Nimburg-Bottingen og blev købt af Dr. Heger tilbage i 1997 fra Otto Fischer, som havde drevet stedet siden 1980’erne.
Samlet hører der omkring 17 hektar vinmarker med til Weingut Fischer og den bedste – og største – mark er klart Nimburg-Bottinger Steingrube. Det er den mark, som kan ses på det øverste billede. Det er også derfra, at druerne til denne Nimburg-Bottinger Steingrube Spätburgunder Holzfass Trocken kommer.
Årsproduktionen hos Weingut Fischer er på 140.000 flasker og produktionen ledes af kældermesteren Stefan Rinklin samt folkene på Dr. Heger, så mon ikke Joachim Heger selv deltager i produktionen?
Denne Nimburg-Bottinger Steingrube Spätburgunder Holzfass Trocken er lavet på rustfrie ståltanke, men har – som navnet fortæller – lagret på egefade, hvilket hos vinhuset typisk er et sted mellem 6 og 12 måneder.
Fin transparent i glasset, dog med en vægt mod det lidt mørkere, mens duften umiddelbart virker lidt skarp i næsen. Det er krydrede kirsebær, grannåle, hæfteplaster og peber. Der er ikke megen tysk, sød hestestald eller nogle af de delikate Pinot Noter, som jeg jo ellers elsker.
Smagen byder også på masser af kirsebær, syrlige kirsebær, lidt ribs, men – som duften – også både skarp og kantet. Der er også elementer af jern og bitterhed.
Købt på vingården til 13,90€ … eller omkring 104 kr.