We Love Riesling og hvad er bedre end Riesling til Riesling Week? Her har vi en af slagsen fra et af de bedste steder for Riesling i vort sydlige broderland, nemlig Mosel. Vi har fat i en Riesling Schieferterrassen fra Weingut Heymann-Löwenstein, som hører til blandt nogle af de bedste producenter i området.
Weingut Heymann-Löwenstein holder til i byen Winningen, som ligger i den nordlige del af Mosel ikke langt fra Koblenz. Vinhuset er grundlagt i 1980 af Reinhard Löwenstein sammen med hustruen Cornelia Heymann-Löwenstein. De første år lå vingården i Lehmen, men i 1983 flyttede de til nuværende adresse i Winningen.
Inden Reinhard blev vinbonde havde han tilbragt en del år som aktiv kommunist i det franske kommunistparti, og havde også arbejdet som frivillig hjælpearbejder i Cuba. Han startede beskedent med 5 hektar marker ved Winningen.
Omkring Winningen ligger vinmarker ikke så højt – ja faktisk bliver det ofte kaldt Untermosel, men det passede Reinhard godt, da han var af de overbevisning, at det ville godt de bedste tørre vine … og det var præcis hvad han gik efter.
I dag har vinhuset dog også en lang række stejle vinmarker … samlet 14 hektar med druesorterne Riesling, Spätburgunder, Weißburgunder, Müller-Thurgau og Elbling. De bedste marker er Winninger Röttgen, Winninger Uhlen, Hatzenporter Kirchberg, Hatzenporter Stolzenberg, Valwiger Herrenberg, Winninger Hamm og Winninger Brückstück.
Og nogle af markerne er virkelig stejle. På hver af de hundrede år gamle terrasser, der er skåret ind i klipperne, vokser ofte kun 1-2 rækker vinstokke. Markerne Kirchberg, Stolzenberg, Röttgen, og Uhlen var allerede på Napoleons tid anset for at være de bedste i området. Fra disse vinmarker skaber Löwenstein nu nogle af de mest karakterfyldte vine i Tyskland, som hver især afspejler den skifer, der findes i markernes undergrund. Derfor er de vidt forskellige og Reinhard taler om skiferens klang.
I vinifikationen bruger Reinhard minimalistiske, naturlige metoder til at indfange hver vinmarks udtryk. Han høster ekstremt sent og lader vinene gære spontant med de mange vilde gærstammer, der findes i vinmarken. Denne proces kan vare i op til 1½ år, og giver vinen en større fylde og kompleksitet, end det ellers kendes i regionen.
Og klasse fornægter sig ikke … i næsen svag petroleum og den oser næsten af Riesling. Der er en lækker frugtaroma, fersken, frugtsten, mineraler, sødme, intensitet, nødder … er det valnødder? Der er måske også lidt appelsin … virker en smule eksotisk og mineralsk i næsen, og den dufter saftsusende godt.
Smagsmæssigt virkelig en vin i balance, syren danser sammen med frisk frugt, sødme og let bitterhed fra både lemon- og grapefrugt. Der mærkes citrus, salt og en blid jernagtig mineralitet. Flot vin … og det er endda alene en “Guts-Riesling” … altså en entry-level Riesling fra den gode Weingut Heymann-Löwenstein. Måske er det også derfor, at huset af Riesling.de er ranket som værende blandt Tyskland 10 bedste Riesling producenter.
Forhandles af Atomwine, hvor prisen er 159 kr.
På S’vinbar startede vi frækt, syndigt og lyserødt med en Pornfelder Rosé … og denne uartige, lille sag med to halvnøgne fruentimmere på etiketten kommer fra Weingut Lukas Krauß, en frisk, ung vinmager, som kalder sig Mann Mit Hut, fordi han altid render rundt med en gammel hat.
For en måneds tid siden smagte jeg lidt Riesling fra Weingut Spreitzer, som holder til ved byen Oestrich-Winkel lige op ad Rhinen små 5 kilometer nordøst for Rüdesheim. Nu er vi igen i byen og med endnu en Riesling, blot fra Weingut Eser … eller Weingut H.T. Eser, som de også hedder.
Faldt forleden over denne Borgo dei Vassalli Pinot Grigio, en vin under appellationen Friuli Isonzo DOC i vinområdet Friuli-Venezia Giulia, som jo ligger i den øverste og østligste del af Italien, klemt op imod Østrig mod nord og grænsen til Slovenien mod øst. Vinhuset kaldes I Feudi di Romans, men hedder rettelig Azienda Agricola Lorenzon Enzo & C. Soc. Agr.
Vi sluttede vinaftenen – som sådan en aften bør – med mere saft og kraft, nemlig med vinen Vigneti di Ravazzol Amarone della Valpolicella Classico fra Azienda Agricola Ca’la Bionda, som meget passende ligger på adressen Via Bionda 4 et par hundrede meter nord for byen Valgatara di Marano centralt i Valpolicella.
Fuck, FÅK og for helvede. Jeg var SÅ tæt på at gætte denne vin. Da jeg smagte den, så tænkte jeg NATIV … og spurgte Steffen, om han kendte vinhuset Nativ? Han så satans uskyldig ud, og jeg syntes måske også, at vinen var en tak sødere, så jeg gættede på noget amerikansk. Men det var sgu lige præcis vinen Eremo San Quirico fra Azienda Agricola Nativ i Campanien.
Med 4. Pinot Noir ramte vi endelig det europæiske fastland efter 3 x oversøisk Pinot, og her endda vaskeægte tysk Spätburgunder, nemlig topvinen Randersacker Sonnenstuhl Spätburgunder Große Gewächse, som jeg sidste sommer havde med hjem fra ferien efter et stop hos vinhuset Weingut Schmitt’s Kinder.
Som usynligt bundet af et sæt af uskrevne og mystiske regler … et kodeks i et hemmeligt broderskab fortsatte vinaftenen med endnu en Pinot Noir … og atter oversøisk, nemlig fra vinhuset Domaine Eden, som er ejet af Mount Eden Vineyards, et af de store vinhuse i United States of America.
Nizza Dedicato Barbera d’Asti Superiore … hvilket herligt navn og hvilken herlig vin, selvom den ikke følger det ellers ubevidst lagte Pinot Noir spor, men nærmest bliver et lille chassé trin i en smuk lancier. Det er dog også Barbera fra den allerbedste mark hos vinhuset Azienda Agricola Villa Giada Andrea Faccio, men det vender jeg selvfølgelig tilbage til.
Sjovt nok havde jeg også valgt en Pinot Noir, som ikke var europæisk … endsige tysk. Helligbrøde fra en inkarneret Spätburgunder-dude. Skyldig! Vi har nemlig her fra i vinen Pepin Condé Rowey Vineyards Pinot Noir fra det sydafrikanske vinhus Stark-Condé Wines.