Når vi nu er i gang med at smådanse med de tunge drenge i sværvægtsklassen, så lad os også smage denne Bicento Irpinia Campi Taurasini fra vinhuset Nativ.
Vinhuset Nativ ligger i frugtbare bakker i Irpinia, den sydlige del af Campanien i provinsen Avellino. Det er et område, hvor jorden er rig på mineraler og aske efter vulkanske udbrud fra Vesuv i Pompeji. Her vokser meget gamle vinstokke med druesorter som Aglianico, Falanghina, Fiano og Greco … stokke som har overlevet phylloxera epidemien i Europa i slutningen af 1800-tallet.
Vinhuset er grundlagt i 2008 af Mario Ercolino og hans hustru. Mario havde vin i blodet, da hans forældre Enzo Ercolino og Mirella Capaldo i midten af 1980’erne grundlagde vinhuset Feudi di San Gregorio, som også ligger i Campanien. Feudi di San Gregorio er i dag et af de største og mest berømte vinhuse i Campanien.
Mario havde således arbejdet hos Feudi di San Gregorio og var således i forvejen en anerkendt international vinmager, og han sammen med hustruen Roberta Pirone købte sin egen vingård i Irpinia, nær Paternopoli og Taurasi i Campanien.
Det blev til vingården Nativ med 12 hektar vinmarker med tussegamle vinstokke. Og målet var klart. Han ville lave de bedste, de mest autentiske vine fra dette område, vine med karakter og udelukkende på de lokale druesorter.
Udover Nativ er Mario også medejer af en række andre vingårde, bl.a. vinhuset Vinosia, som han ejer sammen med Luciano Ercolino. Herudover laver Mario også vine på Sicilien, bl.a. den anerkendte vin Saserello. Måske er det også årsagen til, at Maria har fået øgenavnet Super Mario.
På Azienda Agricola Nativ laver Mario en række spændende vine, bl.a. en Falanghina Beneventano, Greco di Tufo, Taurasi, Falanghina Irpinia, 25 Rare Campania Bianco, den hypede Eremo San Quirico og så denne Bicento Irpinia Campi Taurasini.
Vinen er lavet på 100% Aglianico, som kommer fra 200 år gamle vinstokke og det er også derfor, at vinen hedder Bicento, der netop betyder tohundrede. Efter høsten presses druerne let, hvorefter gæring sker 20 dage i rustfrie ståltanke. Efter endt fermentering adskilles mosten fra skind og lagrer i franske barriques i 18 måneder.
Næsen er tør og parfumeret med lakridsrod, blomster, blåbær, blommer, hindbær, hyllebær, svesker, mentol, eukalyptus, meget støvet, tyk og med en ordentlig håndfuld krydderier, grønne grene … faktisk er duften slet ikke så kraftig og opulent, som jeg havde forventet.
Men det er smagen så til gengæld … det er en kraftig, fedladen magiterning, som er voldsom tør, har godt med fede tanniner, en tyk og mørk frugt, en fin syre, som holder dellerne oppe og dermed gør denne Bicento Irpinia Campi Taurasini en ret vellykket bombastisk motherfucker af en vin. Det er ikke for folk med svage hjerter og kræver sin mand, men de elsker også denne vin.
Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens prisen er 165 kr. ved køb af 6 flasker.