I tirsdagsvinklubben på jobbet nød vi forleden denne Zeltinger Sonnenuhr Riesling Spätlese Trocken Rothlay 2019 fra Weingut Albert Gessinger.
Mosel vingutten holder til i den idylliske Zeltingen-Rachtig ved Mosel. Familien Gessinger har siden 1680 drevet vingården i 10 generationer og siden 2013 af Sarah Gessinger, men fortsat med hjælp fra farren Albert, der selv har drevet vingården midt i Zeltingen i over 40 år. Og Sarah har lært masser fra sin far og blev bl.a. i 2020 kåret som årets vinmager i kategorien ædelsøde vine af vinmagasinet Selection.
Familien har kun beskedne 3,2 hektar vinmarker, hvorfra der årligt produceres sølle2.000 kasser vin årligt med omkring 90% Riesling, 5% Spätburgunder og den resterende del Dornfelder og Pinot Blanc. De fleste stokke er gamle, upodede pre-phylloxera stokke med en gennemsnitsalder på 100 år.
Vingårdens marker er koncentreret omkring Zeltingen, med parceller på Zeltinger Himmelreich, Zeltinger Schlossberg og Zeltinger Sonnenuhr … og på sidstnævnte med parcellerne Caldo Infernale, Rothlay og endelig Josefsberg med stokke plantet helt tilbage i 1895.
Her smager vi netop en vin fra marken Zeltinger Sonnenuhr … Sarahs 2019 Zeltinger Sonnenuhr Riesling Spätlese Trocken Rothlay, hvor druerne netop kommer fra Rothlay parcellen … ældgamle og upodede stokke plantet tilbage i 1895 i det skiferholdige jord.
Hvor er duften ren, frisk med en frugt, der har lidt småtropiske tendenser med både abrikos, kvæde, modne pærer, fersken og kandiserede citroner, sten, grus og en æske tændstikker.
Smagen er virkelig krisp, sprød og herlig syrlig … citroner, citronskal, lemon og alligevel med en vis fylde. Selvom druerne er høstet som en Spätlese og gæret helt ud, så er der ikke spor sødme, for syren er vild og ustyrlig, rivende, mundspidsende, ætsende og uforsonelig, men hvor er det godt … røget, intens og endda lidt luftig. Smukt.
Forhandles herhjemme af Wine at Heart, hvor en flaske koster 150 kr.