Kategoriarkiv: Vinanmeldelser

2016 Prats & Symington, Chryseia, Douro, Portugal

2016 Prats & Symington, Chryseia, Douro, PortugalNæste portugisiske vin er fra  Prats & Symington, som er et partnerskab mellem portvinsfamilien Symington samt Bruno Prats … tidligere ejer af Château Cos d’Estournel i Saint-Estèphe i Médoc. Vinen er deres 2016 Chryseia.

Partnerskabet startede i 1999, da de to familier blev enige om, at de sammen ville producere topvine dyrket fra Douro.

Nøglepersonen i produktionen er  Bruno Prats, der i samarbejde med Charles Symington, og med assistance af Symingtons to lokale vinmagere Luis Coelho og Pedro Correia, står for produktionen.

De to familier er begge verdensberømte og med i Primum Familiae Vini, der er en gruppe af elleve af verdens fineste og mest markante familieejede vinhuse med en lang historie.

Prats-familien har siden 1917 været i ejer af Cos d’Estournel, det velkendte 2. Cru Classé slot på Médoc halvøen, men besluttede i 1998 efter 28 år som ejer og vinmager at sælge slottet.

Symington har jeg også skrevet om tidligere … stiftet oprindeligt i 1882 af skotten Andrew James Symington. Siden etableringen har Symington været synonym med portvin, men laver også almindelige vine. I dag ejer familien en lang række legendariske portvinshuse, som bl.a. Warre’s, Graham og Dows … og i dag med Charles Symington som vinmager.

I Portugal ejer Prats & Symington nu sammen de to vingårde Quinta de Roriz og Quinta da Perdiz. Det er derfra, at de to vinmagere nu er i gang med at lave en række spændende vine.

Quinta de Roriz ligger ned til bredden af Douro-floden, mens Quinta da Perdiz ligger på den anden side af bjerget ned til bifloden Torto og dermed har man forskellig terroir på vingårdene. Samlet er markerne på 65 hektar.

Her smager vi deres 2016 Chryseia … en vin som i 2014 blev nummer 3 på Wine Spectators årlige Top 100 liste. Det var i en årgang 2011, men nu smager vi altså vinen i årgang 2016.

Chryseia var også den første kultvin, som Prats & Symington producerede sammen. I denne årgang 2016 er den et blend på 60% Touriga Nacional og 40% Touriga Franca. Vinen  har 15 måneder på 100 % helt nye franske 400 liter egetræsfade.

Sikke en næse … langt mere animalsk og landlig end forventet. Frugten er blommer, solbær og blåbær, lidt flæsk, råt kød, ymer og kærnemælk, blomster, grafit, tørt træ, kaffe, tobak og mørk chokolade samt lidt blomster. Vildt tiltrækkende.

I munden er vinen mere rank, syrlig og bitter end de foregående, men med en forbløffende kraftig, rund og blød smag. Tanninerne er nærmest fløjsagtige og fine, frugten har nogen friskhed, lidt peber og så har den en lang eftersmag. Megaflot vin.

Forhandles af Kjær Sommerfeldt, hvor en flaske koster 579 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2011 Quinta Do Vale Meão, Quinta do Vale Meão Tinto, Douro, Portugal

2011 Quinta Do Vale Meão, Quinta do Vale Meão Tinto, Douro, PortugalMed denne 2011 Quinta do Vale Meão Tinto tog vi da lige et lille kvantespring og Vale Meãos topvin regnes da også i dag for en af Portugals absolut bedste rødvine.

Quinta Do Vale Meão har jeg stødt på her på Houlbergs Vinblog, hvor jeg både har smagt denne vin – sidst i årgang 2013 – og den  billigere lillesøster Meandro Tinto mange gange. Det betyder også, at jeg har skrevet om vinhuset før … så her kigger jeg blot nærmere på denne 2011 Quinta do Vale Meão Tinto.

I denne årgang 2011 er vinen lavet på 55% Touriga Nacional, 34% Touriga Franca, 6% Tinta Barroca og 5% Tinta Roriz. Druerne er fra de ældste vinstokke på markerne Vale Grande, Cabeço das Pulgas, Casa das Máquinas, Três encostas og Poente da Viola.

Efter at være blevet knust køles druerne ned og fodtrædes i 4 timer i lagares aka store granitkar . Efter fodtrædningen overføres mosten til små temperaturstyrede rustfrie ståltanke, hvor gæringen finder sted. Hver druesort vinificeres for sig. Al vinen lagres efterfølgende på 225 liter barriques, hvoraf 80% er nye.

Som forrige vin er det duftmæssigt fyldig, kraftig og krydret vin, blot mere mineralsk, mere intens og frugten endnu mørkere og nærmest kandiseret, saftige brombær, blåbær, lakridskonfekt, egentlig meget frugtrig suppleret med engelsk lakrids, flæsk og vanilje. Derudover er der tobak, blæk, skovbund og masser af fad … og med mere  luft i glasset kommer fagpræget mere og mere frem. Selvom det er en kraftigfuld vin, så virker den alligevel afdæmpet, rolig og sagte.

Smagen er virkelig blød og cremet … ultrablød smeltende i munden. Det er vinøse sorte silkelagner, en diskret sødme med meget moden frugt, blommer, brombær, sorte kirsebær, tobak, chokolade, er vildt elegant og smager vildt godt.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske i årgang 2014 koster 695 kr., mens prisen er 590 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2015 Horta Osório Wines, H.O. Grande Escolha, Douro, Portugal

2015 Horta Osorio Wines, H.O. Grande Escolha, Douro, PortugalVi fortsætter med en lille perlerække af portugiske vine og den første er fra vingården Quinta do Pontão aka Horta Osório Wines og det var denne H.O. Grande Escolha 2015.

Vinhuset er reet grundlagt i 2010 af den 82-årige José António Horta Osório, der en dag besluttede sig for selv at lave vin fra vingården Quinta dos Osórios aka Quinta do Pontão.

Horta Osório familien havde været vinavlere i flere århundrede og José havde arbejdet i vingården med sine forældre siden han var 11 år, men tidligere blot solgt deres druer til andre vingårde i regionen.

Men José António Horta Osório ville det anderledes og startede  projektet med at bygge et moderne vinhus og -kælder tegnet af de to arkitekter Frederico Valsassina og João Horta Osório Charters Monteiro.

Vingården blev bygget med de mest moderne teknologier indenfor vin på en bakketop ved Serra do Marão a Poente med udsigt over de smukke marker og floden Corgo a Nascente. Samtidig ændrede José også navnet til Horta Osorio Wines.

Den første vin … en Colheita 2010 kom på markedet i 2012 under Casa Agrícola Horta Osório navnet. Siden har José lavet en række forskellige vine fra familiens i alt 55 hektar vinmarker.

I 2021 blev Horta Osório Wines imidlertid købt af Menin Douro Estates, men de har fortsat driften af vingården i den gamle Josés ånd med respekt for husets historie og tradition.

Denne 2015 H.O. Grande Escolha er dog lavet under José António Horta Osórios ejerskab. Det er en vin lavet på et mix af både Touriga Nacional, Touriga Franca og Sousão … og fra forskellige marker i
Cumieira, Baixo Corgo, Quintas Vale de Maria og Fojo.

Vinen er lavet af Fernando Lázaro med hjælp fra de to konsulterende ønologer João Brito og Cunha Resident . De har lavet vinen på rustfrie stålkar ved kontrolleret temperatur over 10 dage og derefter er vinen lagret 15 måneder på franske egetræsfade inden tapning på flaske i august 2017. Der er lavet 24.000 flasker af vinen.

Duftmæssigt er det ret en kødfuld, fyldig og krydret vin, virker pænt tør med en frugt af blåbær, brombær, grafit, babybræk – på den gode måde – træ, fade, chokolade, sød lakrids, brændt ler og godt med balsamiske noter.

Det er også smagsmæssigt en kraftig, saftig vin med power, solbær, sorte kirsebær, varme … meget intens, dyb og alligevel en fin balance mellem kraften og friske, aromatiske elementer, som løfter den væk fra de opulente vine. Det hele leveres blødt og cremet, men fortsat med fast struktur, bløde og modne tanniner … godt glas vin.

Ikke fundet en forhandler herhjemme, men i hjemlandet koster en flaske 42,90 kr., hvilket svarer til 320 kr.

Vinanmeldelse 5/7   

2019 Rui Roboredo Madeira, Beyra Superiore, Beira Interior, Portugal

2019 Rui Roboredo Madeira, Beyra Superiore, Beira Interior, PortugalJeg har smagt Beyra vine fra Rui Roboredo Madeira en del gange, bl.a. hans Beyra Reserva og Beyra Grande Reserva. Denne Beyra Superiore har jeg også smagt tidligere … men dengang var det i en årgang 2013. Her smager jeg den i årgang 2019.

Derudover er jeg også absolut vild med Rui Roboredo Madeira fabelagtige Quinta da Pedra Escrita, som jeg har smagt og skrevet om et par gange. Derfor tænker jeg også, at det nok ikke er nødvendigt, at jeg skriver om vinhuset igen.

I stedet kigger vi nærmere på denne Beyra Superiore, der i denne årgang er lavet på 80% Tinta Roriz aka Tempranillo, 10% Jaen aka Mencia og endelig 10% Touriga Nacional. Druerne kommer fra 40 år gamle vinstokke på granit- og skiferholdige marker i 700 meters højde i Beira Interior.

Rui Roboredo Madeira gærer alle fire druesorter sammen for at opnå harmonisk kompleksitet og det sker ved 22-26 grader med 7 dages udblødning af drueskallerne, hvor druerne er afstilkede inden gæringen. Efter endt fermentering er vinen lagret 8 måneder på nye egetræsfade, heraf 1/3 franske og 2/3 amerikanske.

Det dufter sgu meget godt … fyldig vin med skrald på. Der er mange ligheder med 2013’eren, både solbær, brombær, mint, både engelsk og finsk lakrids, lakridskonfekt endda, eg, masser af tung fadpræg med vanilje, kanel, lidt natron samt stor tæthed.

I munden er det også en kraftfuld, fyldig og blød vin med masser af solbær, brombær, en blød syre … i det hele taget meget blød, men det er samtidig med en vis friskhed i frugten, nogle tørre om end bløde tanniner, som sætter sig i munden. Man kan næsten fornemme, at ens tænder bliver sorte eller i det mindste blålige, men det smager faktisk meget lækkert med en lille sød og krydret note … men efter min vurdering bedre end 2013’eren, så 4,5 store fingre med pil op.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 249,95 kr., mens prisen er 189,95 kr., hvis du køber 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2018 Vignobles & Compagnie, Château des Sources Costières de Nimes Cuvée S, Rhône, Frankrig

2018 Vignobles & Compagnie, Château des Sources Costières de Nimes Cuvée S, Rhône, FrankrigFra kooperativet Vignobles & Compagnie smager vi som næste vin en 2018 Château des Sources Costières de Nimes Cuvée S … en helt klassisk Costières de Nimes vin.

Vignobles & Compagnie er et kooperativ beliggende ved Pont du Gard viadukten i det sydlige Rhône. Det er grundlagt tilbage i 1963 som Gard Côtes du Rhône Vin aka CREPVIN, som var en samling af 12 små kooperativer, som slog pjalterne sammen med Paul Blisson som leder af foretagendet.

Han var i forvejen formand for kooperativet Cave de Saint Hilaire og havde arbejdet politisk og havde sammen med Baron Leroy bidraget til, at vinområdet Castillon du Gard blev klassificeret indenfor Côtes du Rhône regionen.

Efter sammenslutningen byggede det nye kooperativ et moderne vineri i sydamerikansk latino stil, tegnet af arkiteten Joseph Massota og inspireret af Oscar Niemeyer … den verdensberømte brasilianske arkitekt og en af de vigtigste pionerer i moderne arkitektur.

I 1969 foretog Merlaut familien med deres vinkoncern Taillan Group store investeringer i kooperativet og havde i de efterfølgende år stor ganske indflydelse på driften og i 1990 overtog Taillan Group også hele ejerskabet. Siden 1969 var den årlige produktion også steget fra 8 millioner flasker vin til 25 millioner.

Groupe Taillan, som ledes af Jacques Merlaut, har vi tidligere stødt på her på Houlbergs Vinblog, idet Taillan bl.a. ejer en række større vinslotte i Bordeaux, herunder Ferrière, Gruaud-Larose, Chasse-Spleen, La Gurgue, Citran, Broustet, Camensac, Chasse Spleen, Gressier Grand Poujeaux og Haut-Bages-Liberal.

Derudover ejer de masser af andre vinhuse, men drives altså også Vignobles & Compagnie sammen med en række vinavlere, herunder altså også Villessèche familien, som har været med siden starten af kooperativet. Vignobles & Compagnie ledes i dag af Thomas Giubbi, som de seneste år er blevet assisteret af Nicolas Rager som landbrugsingeniør.

I dag er Vignobles & Compagnie  ikke så stor som tidligere, da årsproduktionen i dag ligger på 9 millioner flaske vin, som kommer fra omkring 260 hektar vinmarker hos de tilknyttede vinavlere.

Kooperativet laver særskilte vine sammen med nogle af de største tilknyttede medlemmer i et slags partnerskab og et af disse er netop vinhuset Château des Sources, der drives af Espinas familien.

De har ejet slottet siden 1800-tallet og deres forfader Emile Im Thurn var med til at genoplive vingården efter den store phylloxera  katastrofe. I dag har familien valgt at lægge produktionen af slottets vine ud til Vignobles & Compagnie … selvom den unge Zoé Espinas måske engang vil stå på egne ben.

Vi smager her en af vinene fra Château des Sources, og den er normalt lavet på 60% Grenache, 30% Syrah og 10% Mourvèdre fra vinslottets 55 hektar vinmarker. I denne årgang skulle blendet dog være 75% Syrah, 15% Grenache, 5% Mourvèdre og 5% Marselan.

Der er ikke meget om produktionen, men den skulle være helt klassisk og så med 6 måneders lagring på barriquefade, heraf 20% helt nye fade.

Dejlig tør rhônevin med alle de klassiske noter … krydret med både mørk frugt, engelsk lakrids, lakridsrod, god tørhed, flæsk, peber og sorte oliven, blomstersæbe, let fad, vanilje og lidt sødme.

Smagen er meget blød, kraftig og cremet … blommer, søde kirsebær, vældig saftig og alligevel med en både svag bitterhed, sødme, kaffe, kaffelikør, lakridskonfekt, peber og lakridsale elementer. Vinen er kraftigfuld, intens … fyldig og rund … masser af lækre, intense og dybe rhônekvaliteter.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 129,95 kr., mens prisen pt kun er 69,95 kr. på tilbud ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2018 Domaine Guy Farge, Saint Joseph Terroir de Granit, Rhône, Frankrig

2018 Domaine Guy Farge, Saint Joseph Terroir de Granit, Rhône, FrankrigDomaine Guy Farge er vi stødt på tidligere her på Houlbergs Vinblog, men det er vist lidt over 8 år siden, hvor jeg smagte en hvid Saint Joseph Vania. Men nu smager jeg en rød Saint Joseph Terroir de Granit fra vinhuset.

Domaine Guy Farge ligger i byen Saint Jean de Muzols 10-15 kilometer nord for Valence og har været vinbønder i 3 generationer … indtil 2006 alene som leverandør til det lokale kooperativ La Cave Coopérative de Tain l’Hermitage.

Men i 2006 besluttede Guy Farge sig, efter at have afsluttet sine studier i ønologi, for at vinificere egne vin og sælge dem i eget navn, og det blev til en serie på tre forskellige røde Saint-Joseph vine, én rød Cornas, en hvid Saint-Joseph samt en Vins de Pays d ‘Ardèche i rød, rosé og hvid.

Guy Farge ejer omkring 18 hektar, men alene de 11 hektar er vinmarker, hvoraf en stor del ligger på stejle terrasser, som må passes manuelt og med brug af heste, som hjælper Guy med at vende jorden i rækkerne og dermed luge og lufte jorden.

Denne Saint Joseph Terroir de Granit er selvfølgelig lavet på 100% Syrah fra udvalgte granitholdige marker i den sydlige og klassiske del af Saint Joseph. Mosten spontangærer med 100% inklusion af hele
drueklaser, mens 30 dages skindkontakt giver et skånsomt udtræk af farve, smag og tannin.

Vinen modner efterfølgende 12 måneder på et mix af 5 år gamle 400 liters tonneaux egefade samt 3.000 liters foudres.

Nu snakker vi … masser af landlig, svedig og øko mødding, flæsket bacon, røget kød,. mælkede noter, drikkeyoghurt og totalt eksplosiv i både frugt og øvrige noter. Der er brombær, boysenbær, enebær, en håndfuld sorte oliven, peber samt knuste sten. Det dufter – pardon my french – røvlækkert.

I munden er vinen en vinøs schweizerkniv … både svulstig saftighed, stenet rankhed, venlighed og graciøs elegance. Tilsæt derudover lidt peber i gryden sammen med tørre tanniner, lakrids, mørk chokolade, en håndfuld tør jord, et vildt greb og behagelig knytnæve lige i solar plexus, sindssyg flot eftersmag … kanonvin. Jeg elsker den, så dermed 5,5 Thumps Up herfra. Nam.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 279,95 kr., mens prisen pt er på tilbud til 169,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2018 Tenuta Sette Ponti, Oreno, Toscana, Italien

2017 Tenuta Sette Ponti, Oreno, Toscana, ItalienFor et år siden smagte jeg for første gang denne lidt oversete Supertoscaner Oreno fra Tenuta Sette Ponti i årgang 2017 og var ret begejstret. Nu har jeg smagt vinen igen, blot i årgang 2018, som endda er endnu bedre.

Tenuta Sette Ponti er en ældre, storslået ejendom, der ligger i et fjernt og uspoleret område af Chianti meget tæt på Castiglion Fibocchi og Arno-floden mellem Firenze og Arezzo. Vingården har tidligere tilhørt medlemmer af den italienske kongefamilie, men har siden 1950’erne været ejet af Moretti Cuseri familien. De første 60 hektar jord købte Alberto Moretti Cuseri direkte af de to prinsesser Margherita og Maria Cristina af Savoy-Aosta.

Navnet Tenuta Sette Ponti er en henvisning til de syv berømte middelalderlige broer, der krydser Arno-floden mellem Arezzo og Firenze. Den mest berømte af dem broerne, nemlig Ponte Buriano, kan i øvrigt ses i baggrunden af Leonardo da Vincis verdenskendte maleri af Mona Lisa.

Det er i dag Antonio Moretti Cuseri som driver det store gods, der i dag er på 300 hektar jord, hvoraf 54 hektar er vinmarker.  Antonio overtog godset fra sin far i slutningen af 1990’erne og begyndte straks efter at producere sine egne vine.

Udover Tenuta Sette Ponti, så har Antonio også investeret i yderligere to Bolgheri vingårde, hvilket er Orma syd for Livorno samt Poggio al Lupo, der ligger i Magliano tæt på Grosseto. De to ejendomme er på henholdsvis 7,5 og 45 hektar, mens vinmarkerne samlet er på 20,5 hektar på ejendommene.

Oreno er topvinen fra Tenuta Sette Ponti ejendommen, og det er som nævnt en IGT supertoscaner lavet som et Bordeaux blend med 50% Merlot, 40%, Cabernet Sauvignon og 10% Petit Verdot. Vinen har sit navn efter floden, der krydser Tenuta Sette Pontis jorder.

Druerne høstes fra op til 75 år gamle vinstokke, der er plantet 250 meters højde og lavet med 25 dages fermentering ved kontrollerede temperaturer efterfulgt af en maceration. Herefter er vinen lagret 18 måneder på franske barriques og yderligere 12 måneder på flaske inden frigivelse.

Som med 2017’eren er sammenligningen med Bordeaux åbenlys, for i næsen kommer nogle af de samme karaktertræk …  jord, skovbund, cigaræsker, fed, rig og kraftigt frugt med solbær, brombær, blommer, toast, tobak, bagepulver og tørre krydderier. Duften er monstergod med fremragende balance mellem tyk frugt og elegant syre. Der er også et kontrolleret fadpræg med snert af både nyt træ og vanilje.

WAUW … er denne bedre end 2017’eren? Det er fortsat en intim dans, elskov og saftig samleje mellem Bordeaux og Italien … har både tyk, flot og mørk frugt som en Bordeaux og en balsamisk fin og stram syre. Helt som sidst er det lidt som at få i pose og sæk … både fine og mørk, elegant frugt, som man finder i Bordeaux og så en stram syre, lidt bitterhed samt et tanninbid, som virkelig bare er italiensk. Det smager bare hamrende godt … klart 6 store fingre med pil op.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 649 kr., mens prisen er 599 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2014 Château Alta Gaïa, N°2 Alta Gaïa Rouge, Bordeaux, Frankrig

2014 Château Alta Gaïa, N°2 Alta Gaïa Rouge, Bordeaux, FrankrigChâteau Alta Gaia ejes af Vignobles Mallemanche og ligger på en sydvendt bjergskråning mellem Ruch og Bossugan i hjertet af Entre-Deux-Mers. Vi smager her en Bordeaux Superior … N°2 Alta Gaïa Rouge.

Didier Mallemanche har siden 2003 drevet Château Pétrus Gaïa, men købte sammen med sin kone Christine selv ejendommen i 2015 og har nu ændret navnet til Château Alta Gaïa.

Ejendommen er på samlet 50 hektar, men heraf er alene de 30 hektar vinmarker. På markerne dyrkes primært Merlot, Cabernet Franc og Cabernet Sauvignon til Bordeaux Supérieur vinene, men der er også lidt Sauvignon Blanc og Sauvignon Gris til hvidvin samt Grenache og Syrah til en Vin de France rosé.

For nylig har de også plantet lidt Petit Verdot og Malbec. Siden 2019 har Château Alta Gaïa været HVE …High Environmental Value certificeret … et højt niveau for officiel miljøcertificering.

Denne N°2 Alta Gaïa Rouge er – som navnet også klart indikerer – slottets andenvin og den er lavet på 85% Merlot og 15% Cabernet Sauvignon. Vinen er lavet med alkoholisk gæring ved en kontrolleret temperatur på 26-27 grader efterfulgt af malolaktisk gæring i kar og så har vinen lagret 6 måneder på fad. Det er en vin, som der årligt laves omkring 55.000 flasker af.

Pænt moden duft … både henfaldne efterårsblade, overmodne kirsebær, blommer, lidt træt som om, at frugten har fået et gok i nødden, godt med træ, lindetræ og svagt lidt vanilje. Det er ikke sådan lige arketypisk Bordeaux, for vinen har ikke helt så megen kraft og virker lysere i aromaerne.

Smagen er dog langt bedre end duften … langt mere kompakt, kraftfuld med klare bordeauxfile elementer. Der er både solbær, brombær og kirsebær, okay tørhed, men også lidt sødme, lakrids, saftighed, runde og ufarlige tanniner, svag bitterhed … men det er bestemt godkendt, selvom duften ikke lige overbeviser.

Forhandles af Supervin, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2013 Weingut Rudi Rüttger, Neuleininger Höllenpfad Spätburgunder, Pfalz, Tyskland

2013 Weingut Rudi Rüttger, Neuleininger Höllenpfad Spätburgunder, Pfalz, TysklandWeingut Rudi Rüttger ligger i byen Neuleiningen i det nordlige Pfalz og det er derfra, at jeg nu smager en ældre sag … en 2013 Neuleininger Höllenpfad Spätburgunder.

Vinhuset stammer tilbage fra 1643, så Rüttger familien har således været vinbønder i en menneskealder, men i dag ledes det af den unge og dygtige Rudolph Rüttger.

Han er uddannet på HBLA Klosterneuburg og har efter endt eksamen også arbejdet hos vinproducenter i både Østrig og New Zealand, inden han vendte hjem til familieforetagendet, hvor han fortsat får lidt hjælp af farmand Heinrich.

De har samlet 15 hektar vinmarker, som er fordelt på 3 marker, nemlig Sonnenberg, Schlossberg og Feuermännchen, der alle ligger tæt på gården og er en del af Großlage Höllenpfad.

Jordbunden er forskellig i de tre marker. På Feuermännchen er jorden rig på sandsten, som er perfekt til Riesling, mens de hvide burgundiske druer Grauburgunder, Weissburgunder og den røde Spätburgunder trives bedst på Sonnenbergs kalksten.

Vinmarken Schlossberg har derimod jord med rød sandsten i den vestlige del og mere grusjord i den østlige del og er samtidig den varmeste af de 3 marker.

Her smager vi Rudolphs 2013 Neuleininger Höllenpfad Spätburgunder, hvor druerne kommer fra 2 marker på Großlage Höllenpfad og fra 40 år gamle vinstokke. Vinen er vinificeret på rustfrie ståltanke og derefter lagret på en kombination af både ståltanke og gamle egetræsfade … og så har den ligget i Rüttgers kælder i mange år. Det er i øvrigt en 1 liters flaske.

I glasset en ganske lys, transparent vin med let brunlige kanter og frugten dufter også lys med en vis modenhed, babybræk – på den fede måde – træ, tørret kød, brun sæbe, jordbær, havtorn, slåen og tomatblade samt en snert af mørk bitter chokolade.

Smagen overrasker ved at være en tand sødere end forventet, mens frugten egentlig fortsat er frisk i forhold til, at vinen er 8 år gammel. I forhold til, at vinen kommer i en 1 liters flaske – som normalt er til de billige vine, så er kvaliteten virkelig høj. Frugten er jordbær og søde kirsebær, syren egentlig lidt vag, hvilket gør vinen meget blød, easy og voldsom nem at drikke … og alligevel med et frugtrigt bid.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 149,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 99,95 kr,

Vinanmeldelse 4,5/7   

2020 Morra Gabriele, Barbera d’Alba, Piemonte, Italien

2020 Morra Gabriele, Barbera d'Alba, Piemonte, ItalienDet er kun et par måneder siden, at jeg smagte en lækker 2016 Barbaresco fra de to  venner Gabriele Testa og Stefano Campaniello på Morra Gabriele. Nu smager jeg deres Barbera d’Alba i en nyere årgang 2020.

Vinene hos Morra Gabriele laves på druer, der dyrkes både økologisk og biodynamisk. Det gælder også for denne Barbera, hvor druerne er høstet med håndkraft, hvorefter gæringen er sket alene med druernes naturlige gærceller i rustfrie ståltanke, hvor vinen efterfølgende lagring i ståltankene og derefter på flaske.

Duftmæssigt er vinen selvfølgelig krydret og fyldig med mørk frugt, bitre kirsebær, blommer, blæk, knuste sten, grønne noter, våde fade, lakridskonfektsødme samt lidt pilleglas eller medicinkasse. Det er de små grønne elementer og de knuste sten, som lige løfter vinen et par niveauer over de fleste Barbara vine.

Det gælder egentlig også smagsmæssigt, hvor vinen – udover at være saftig og potent – har en meget frisk frugt i forhold de de fleste andre af slagsen. Der er samtidig en god og lysere syre, bitterhed og kirsebærsten, næsten ingen tanniner … virkelig saft, kraft og stadig med en fin, frisk kant. Klasse Barbera.

Kim hos Vinspecialisten i Randers er importør, hvor en flaske koster 149 kr., mens prisen er 125 kr. ved 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7