Det er brødrene Maurizio og Martino Biscardo, som står bag forkortelsen mBm. De kalder også deres vinhus for Cantine Mabis, og det ligger ved Soave i Veneto-området i Norditalien og har været i familiens eje siden 1736. Og denne Valpolicella Ripasso Classico Superiore kommer netop fra de to brødre.
De to brødre Maurizio og Martino er kvalitetsfanatikere, der ikke vil gå på kompromis med noget som helst. Deres vine fremstilles på økologisk dyrkede druer. De er primært kendt for deres Proseccos og specielt deres Corvina baserede rødevine, og udover vinproduktionen i Veneto, så er de også involveret i et projekt i Puglia.
Maurizio har gennem mange år desuden arbejdet som vinkonsulent for mange velkendte vingårde omkring Italien.
Ellers lidt svært at finde informationer om Cantine Mabis.
Kan se, at vinene tidligere er solgt under Biscardo navnet, men i dag sælges vinene med navnet mBm og Maurizio B Martino.
Nå, men denne Ripasso er fadlageret og er lavet på druerne 65% Corvina Veronese, 15% Rondinella og 20% Molinara. Som nævnt selvfølgelig 100% økologisk.
Duftmæssigt en lidt varm vin med mentol, kirsebær … i det hele taget godt med mørk frugt og ellers lidt støvet tør i udtrykket. Smagen er lidt krydret og flad … nærmest kedelig med grønne toner, blide tanniner. En blød, men også lidt kønsløs vin, som egentlig virker lidt kedelig. Det skal dog siges, at vinen vinder lidt ved at stå i glasset en periode.
Forhandles af Gravesen Vine, pris 99 kr.