Fra samarbejdet med gourmetkokken Yannick Alléno og Michel Chapoutier smagte vi endnu en vin … Saint-Joseph Croix de Chabot.
Druerne til vinen kommer fra en række granitholdige marker i den nordlige del af Saint-Joseph og 30 år gamle vinstokke. Vinen laves i åbne egekar over 3 uger med daglig overpumpning. Efter endt fermentering er vinen lagret i betontanke.
Y/M Saint-Joseph Croix de Chabot er klart mere kraftig end deres Crozes-Hermitage og har en fed, gæret næse, der har både figner, blommer, solbær, blodpølse og lidt lakrids. Den har også en flæsket, røget og lidt mælket aroma, men er en kende mere varm og rund … og gud, hvor det dufter godt.
Smagen er også mere rund, fed og blød … mere slasket om du vil, men samtidig er vinen også meget frugtrig, tør og tæt. Det giver en vis friskhed til vinen og igen et fantastisk højt niveau til fornuftige menneskepenge.
Forhandles af Kjær Sommerfeldt, hvor en flaske koster 229 kr.