Med sidste vin fra Niepoort & Kettern skruer vi op for volumen og mineraliteten, men lidt ned for sødmen. Vi har fat i enkeltmarksvinen Falkenberg Riesling fra de innovative vinmagere.
Piesporter Falkenberg hører ikke til blandt de mest kendte vinmarker i Mosel, men ligger nærmest nabo til Ketterns topmark Piesporter Goldtröpfchen. Det fortæller måske lidt om potentialet. Vinproducenter som Weingut Reuscher-Haart, Weingut Molitor-Rosenkreuz, Weingut Hain samt et par stykker mere har også parceller på Falkenberg.
Hos Niepoort & Kettern er vinen alene gæret på druernes naturlige gær og vinen har lagret i over 1 år på store 1.000 liters egefade. Dem kalder tyskerne for Mosel Fuder. Derefter tilbringer vinen en periode på ståltanke inden den flaskes … alene med en knivspids svovl, akkurat som man lavede vinene i gamle dage.
Næsen er virkelig tropisk … en nævnte multi-frugt-juice og der er i hvert fald fersken og abrikos, gule blomser, grape, citrus, krydderier, estragon og man fornemmer næsten, at petroleumsduftene så småt også er ved at forberede et angreb på dine sanser. Petroleumduftene står ved startlinjen, men er ikke helt kommet af sted endnu.
I munden er vinen egentlig mere læskende end forventet … det er sådan en moderne stil Riesling, men der er både tilstrækkelig mineralitet og syre til at redde tingene. Der er klart mere sten, salt og mineraler end de to foregående og det klæder vinen. Syren er ikke så aggressiv, men mere blid, rund og på ingen måder påtrængende.
Vinen er beskrevet som en Knochentrockener Lagenriesling … altså knastør enkeltmarksriesling. Knastør er den nu ikke, men bestemt den tørreste af de smagte vine fra Niepoort & Kettern. Jeg synes, at denne er bedre, mere elegant og kompleks end CabiSehrNett.
Forhandles af Vinova, hvor en flaske i øjeblikket er på bud til 200 kr. mod en normalpris på 245 kr.