2012 Domaine Sipp Mack, Riesling Grand Cru Rosacker, Alsace, Frankrig

Denne Riesling Grand Cru Rosacker er lidt Jacques Sipps signaturvin … husets bedste Riesling. Sidst jeg smagte vinen var det i en flot, ældre årgang 1997, men her er det altså en langt nyere årgang 2012.

Det er selvfølgelig Grand Cru marken Rosacker, som har leveret druerne til denne enkeltmarksvin.

Rosacker marken ligger nord for Hunawihr og er samlet på 26,2 hektar, hvoraf Sipp Mack ejer 2,1 hektar. Marken vender øst-syd-øst og ligger i en højde mellem 260 og 330 meter. Jorden består af tung, grå kalksten med lag af mergel, kalkholdig ler og Muschelkalk, som har en pH værdi på 8,2 og er meget rig på kalcium samt magnesium.

Rosacker er opkaldt efter de vilde roser, der vokser rundt om marken. Vinstokkene er omkring 25 år og dermed faktisk betydelig yngre end ved foregående Riesling Vieilles Vignes.

På Rosacker dyrkes der primært Riesling … omkring 50% af det samlede areal er Riesling, men der dyrkes også Pinot Gris, Gewurztraminer og Muscat. Jacques Sipp laver dog kun vine på Riesling og Pinot Gris fra Rosacker.

Udover Domaine Sipp Mack. som ejer andre kendte vinhuse også parceller på Rosacker, bl.a. Cave Vinicole de Hunawihr, Domaine Jean Luc Mader, Agapé selvfølgelig, Domaine Mittnacht Frères, Domaine Mittnacht-Klack, Biecher & Schaal og naturligvis Trimbach.

Jacques Sipp siger selv, at Riesling vinene fra Rosacker nemt kan gemmes 15 år, men det nåede denne 2012 Riesling Grand Cru Rosacker imidlertid ikke.

Næsen er igen en tak mere kompleks og spændende …. og udover nogle af de samme aromaer, som foregående vin – altså petroleum, våd hund, fersken og citron, så er her også lidt abrikos, svedig gymnastiksal, et gammelt Randers Reb samt klare mineralske elementer. Ganske indbydende.

I munden er der god, rank syre, svagt krydret med lidt røg, mere tætpakkede smagsnuancer samt masser af citrus og mineraler, som gør vinen både stringent, spændstig og alt passer bare godt sammen. Med lidt varme i glasset bliver vinen også mere givende og smager af mere … og mere.

Forhandles hos Jysk Vin, hvor en flaske koster 199 kr., men prisen er 175 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 5,5/7