2015 Palliser Estate, Pencarrow Pinot Noir, Martinborough, New Zealand

2015 Palliser Estate, Pencarrow Pinot Noir, Martinsborough, New ZealandPencarrow er en serie af dagligdagsvine fra Palliser Estate, men til en pris på 149,95 kr. i et Meny supermarked, så hører denne Pencarrow Pinot Noir vist til i den dyrere end af dagligdagsvine … i hvert fald efter min tegnebog.

Palliser Estate ligger midt i byen Martinborough omkring 70 kilometer nordøst for hovedstaden Wellington i bunden af Nordøen på New Zealand.  Det er et godt vinområde, som nærmest ligger i en langstrakt nord-syd gående dal og med en undergrund, som er meget lig Bourgognes og med et tørt klima.

Palliser Estate blev etableret i 1989 efter 2 vingårdes sammenslutning. Vingårdene havde samme stil og vinmarker ved siden af hinanden – og sammenslutningen betød i længden bedre vin, mere kvalitet samt større mængde og en mulighed for at gøre sig gældende internationalt.

Det er i dag et aktieselskab med 211 aktionærer og de ejer samlet 72 hektar vinmarker, som er fordelt på de 7 marker Om Santi, Clouston, Wharekauhau, East Base, Pinnacles, Palliser Vineyard og Winery Vineyard.

Pip Goodwin er CEO og Allan Johnson er ansvarlig vinmager. Han står bl.a. bag denne Pencarrow Pinot Noir, som er lavet af druer fra markerne East Base, Clouston, Pinnacles og Winery sammen med druer opkøbt fra andre vinavlere i området.

Omkring 95% af druerne er afstilket, mens der for de sidste 5% anvendes hele klaser. Lavet med druernes naturlige gærceller og vinen er efter endt fermentering lagret 10 måneder på egefade, heraf 18% nye fade.

Duftmæssigt ikke helt så let i udtrykket, som men måske ville kunne forvente. I stedet er der solrige kirsebær, lidt varme, eukalyptus, blæk, eg, røg, grønne blade samt lidt sten og flint.

Smagen er røde bolsjer, grønne elementer, lette bær, jordbær, rabarber, lyse blommer og ellers lidt jern, men virker ikke helt rund. Vinen virker lidt vandet, kedelig og uden dybde.

Importør er Laudrup Vin, men mit eksemplar er købt i et Meny supermarked til 149,95 kr. Det er til den dyrere side.

Vinanmeldelse 4/7 

2015 Weingut August Kesseler, N Pinot Noir, Pfalz, Tyskland

2015 Weingut August Kesseler, N Pinot Noir, Pfalz, TysklandForleden drak jeg vinen R Riesling Kabinett fra Weingut August Kesseler, som ligger på Lorcher Straße i Assmannshausen i den vestlige del af Rheingau. Nu er er det dens farvede søster … N Pinot Noir, som er næste testvin fra BayVine.

N Pinot Noir er – som søstervinen – lavet med opkøbte druer fra Pfalz. Allerede tilbage i 2012 startede August Kesseler med at samarbejde med udvalgte vinavlere i Pfalz området og de dyrker deres druer nøjagtigt efter August Kesselers strenge regler, primært i området Mittelhaardt omkring Bad Dürkheim.

Og det er præcis derfra, at druerne til denne vi kommer … vinstokkene skulle efter sigende være 25 år i gennemsnit, høstet manuelt og afstilket inden vinificering. Vinen er lavet i både Bad Dürkheim og videre vinificeret hos Kesseler i Rheingau.

Fermentering er sket i åbne gæringsanlæg i rustfri stål og vinen er lagret 12 måneder inden aftapning, men jeg kan ikke se, om lagringen er sket på egefade eller i ståltanke.

Duftmæssigt er vinen lidt grøn, støvet med tør jord, lyse bær, ribs, kirsebær, røg, norske brystdråber, kanel, kagecreme, godt med syre, men der fornemmes også en smule sødme.

I munden er det klart Pinot Noir … let med ribs, godt syrlig, egentlig meget ren og syrlig frugt, lidt landlig og måske også kantet. Der er lidt peber, lidt jern, men også en kendelse vandet. Det smager fint, lidt en hverdagsvin … drik den kølig.

Forhandles af BayVine, hvor en flaske koster 89 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7