2016 Weingut Herrenhof Lamprecht, Sand & Kalk Weißburgunder, Steiermark, Østrig

2016 Weingut Herrenhof Lamprecht, Sand & Kalk Weißburgunder, Steiermark, ØstrigGottfried Lamprecht  fra Weingut Herrenhof Lamprecht kalder sig selv en artisan vinmager … og da artisan vel bedst kan oversættes til håndværker, så det giver jo god mening. Han laver vine med karakter – und mit keine kompromisse – og det gælder også denne Sand & Kalk Weißburgunder.

Weingut Herrenhof Lamprecht holder til i den lille by Markt Hartmannsdorf i vinområdet Steiermark og den sydøstligste del af Østrig omkring 20 kilometer øst for Graz. Vinhuset holder til i en gammel ejendom … ein Gutshof, der tidligere har tilhørt Augustinkorherreklosteret i Vorau.

En korherre – eller en kannik – er en betegnelse, som oprindelig blev brugt om alle gejstlige beskæftiget i en bispedømme, en religiøs orden eller i et kloster, så det er derfra, at vingården har sit navn Herrenhof … korherrenes gård.

Det var dog først i 1913, at familien Lamprecht købte ejendommen, men det var dog ikke fra Augustiner Ordenen, for ejendommen havde forinden gennem mange år haft skiftende ejere, så det betød også, at vinavlen på gården ved overtagelse var gået helt i stå uden mange vinstokke på den tilhørende jord.

Det var faktisk først i 2006, at der igen blev plantet vinstokke på gårdens kalkholdige marker. Det var nemlig, da den unge Gottfried Lamprecht overtog den fædrene gård og startede hans projekt Weingut Herrenhof Lamprecht.

Vingården er placeret på vinmarken Buchertberg, som er husets eneste mark. Der plantede Gottfried masser af Weißburgunder som den primært sort, men også druesorter som Furmint, der tidligere i Steiermark var kendt som Mosler, samt lidt Blaufränkisch og Pinot Noir.

Derudover tilplantede han også en del af marken med et mix af forskellige druesorter, en del gamle, glemte og sjældne lokale druer, et field blend på helt op til 60 forskellige sorter, som Gofffried kalder Buchertberg Weiss – ein Gemischter Satz – og skal udviske alle spor/kendetegn fra den enkelte drue og helt enkelt blot udtrykke det lokale terroir.

Samlet har Gottfried faktisk nu over 100 forskellige druesorter på hans mark, og det tæller også ukendte druer som Blaue Heunisch og Weiße Orléans. Gottfried ejer samlet 14 hektar på Buchertberg, hvoraf 9 hektar er vinmarker, men målet er at få hele jorden tilplantet med vinstokke.

Og Gottfried Lamprecht tilgang til vinproduktionen er også en smule anderledes end de fleste. Anders als die anderen. Han er selvfølgelig totalt økologisk og nogle marker er da også certificerede, men generelt benyttes ingen kunstgødning, herbicider eller syntetiske andre plantebeskyttelsesmidler.

Han har dog ikke brug for begreber som biodynamisk eller andre religiøse bio-synspunkter, men vil kunne arbejde og handle frit. Han har lavet sit eget manifest … die Herrenhof Charta, som er hans selvpålagte forpligtelse af et kvalitetskoncept, hans blåstempling af vinene og eget ideal. Han kalder det også for Freestyle Wine Growing. Det omfatter 10 punkter, nemlig:

  • Druerne må udelukkende kommer fra Buchertberg marken
  • Vinmarkerne dyrkes økologisk eller efter økologiske principper.
  • Der høstes med et maksimalt udbytte på 45 hektoliter pr. hektar, idet mindre udbytte giver bedre vine.
  • Man skal kunne smage terroir og årgang i vinene … det skylder man naturen.
  • Gæring sker spontant med druernes naturlige gær, og der sker alene tilsætning af gærsalte, hvis gæringen halter. Og aftapning sker tidligere i april det følgende år.
  • Der tilsættes ingen smags- eller tilsætningsstoffer, og den vendes alene svovl/sulfitter i meget små mængder.
  • Vinene laves efter game, traditionelle metoder, hvilket omfatter lang skindkontakt under gæring og ingen filtrering af vinene.
  • Respekt og bevarelse af jordens frugtbarhed og faunaen i markerne har topprioritet og Gottfried frasiger sig enhver moderne tilgang til pasning af markerne.
  • Femme af fremme af mangfoldigheden af dyr og planter i vinmarkerne
  • Ingen brug af gensplejsning, men det giver vel næsten sig selv.

Samtidig benytter Lamprecht slet ikke ståltanke i produktionen, men alene egefade, som er lavet med træ fra skovene omkring vingården samt en række ældre og større fade. De fleste fade er enten på 300 eller 600 liter.

Produktionen holdes som enkel som muligt og nærmest overladt til sig selv. Det omfatter bl.a. spontangæring på druerne naturlige gør efter presning i egetønderne … både den alkoholiske og den malolaktiske gæring. Derudover hviler vinen også med sur lie – med bærmen – på egefade i typisk omkring 9-18 måneder inden aftapningen sker ufiltreret og næsten uden svovl.

Weingut Herrenhof Lamprecht laver kun 7 forskellige vine, og denne Sand & Kalk Weißburgunder er vel nærmest deres basis- eller indgangsvin … så på den måde er jeg – helt tilfældigt – startet helt perfekt på at smage vinene fra Lamprecht.

Gottfried mener i øvrigt også, at 7 er et passende antal, da 7 er det perfekte nummer i den centraleuropæiske mytologi. Det er dog en sandhed med modifikationer, idet han også i både 2015 og 2017 har lavet en 8. vin … Schrammelberg, som er et lille sideprojekt, hvor druerne kommer fra en af de  ældste vinmarker i Steiermark. Der er vinstokkene næsten 90 år og der laves da også kun et enkelt 300 liters fad af den vin.

Denne Sand & Kalk Weißburgunder basisvin er lavet på 85 % Weißburgunder samt 15 % Grauburgunder og Chardonnay. Druerne kommer selvfølgelig fra vinmarken Buchertberg, en lille sidedal af Rittscheintales. Vinen er lavet som beskrevet ovenfor, men hvor lang tid, som vinen har lagret, ja det fremgår ikke. Der er alene 0,2 gram restsukker i vinen-

Duftmæssigt er vinen aromatisk og nærmest parfumeret, moden og sødkrydret. Der er fersken og melon, havvand, ganske landlig med nogle nærmest moskusagtige aromaer. Derudover virker vinen lidt olieret med masser af kalk og kridt, lidt modellervoks, blodribs og karamel. Det er sgu vin med karakter.

I munden er det blød, olieret og fed … dog med en fin mineralsk, kalket syre med en let bitterhed, som holder fedmen indenfor livremmen. Det bliver casual og tilbagelænet på en fed måde med mineralsk bid, elegant surhed svagt aftryk af træ i panden.

Forhandles af Extra Brut Vinimport, hvor en flaske koster 110 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2014 Weingut Siegrist, Solidus Pinot Noir, Pfalz, Tyskland

2014 Weingut Siegrist, Solidus Pinot Noir, Pfalz, TysklandDann gibt es Wieder tysk Spätburgunder aka Pinot Noir i form af vinen Solidus Pinot Noir fra Weingut Siegrist.

Siegrist ligger udenfor den lille by Leinsweiler i den sydlige del af Pfalz, syd for Frankfurt am Main og ikke langt fra Karlsruhe.

Det er et vinhus, som er grundlagt i 1974, da Thomas Siegrist sammen med hustruen Giesela overtog Thomas’ forældres landbrugsejendom. Indtil da havde det været en traditionel landbrugsbedrift med både vin og alle mulige andre afgrøder, og druerne blev blot solgt til den lokale kooperativ.

Men Thomas ville det anderledes, så han satte til for – til alles store bestyrtelse – kun at producere vin på ejendommen, og selv stå for hele produktionen.

Og siden etableringen har Siegrist har været indbegrebet af eksperimenter, udvikling og fornyelse af Pfalz-vinen. Riesling er og bliver kernen i Siegrist’s sortiment sammen med Spätburgunder, men der produceres også vine på andre druer som fx Silvaner, Pinot Gris, Pinot Blanc, Chardonnay, Muskateller, Dornfelder, Merlot og Cabernet Sauvignon

Thomas er dog meget inspireret af Bourgogne. Derfor fylder burgundervinene også mest i sortimentet, og det er nok også forklaringen på, at han bruger de franske navne Pinot Noir og Pinot Madeleine i stedet for Spätburgunder og Frühburgunder. Og det gælder både for de røde vine og for de hvide vine.

Siegrist har 15 hektar vinmarker og de bedste marker er Leinsweiler Sonnenberg, Heidenbäumel, Hagedorn og Rothenberg samt Wollmesheimer Mütterle.

Faktisk er vinmarkerne fordelt på ikke mindre end 65 parceller. På disse marker er jordbunden er meget forskellige og består af både den hvide kalkmergel, muslingekalk/-kridt, løs lerjord, rød sandsten samt Keuper, som er en slags mergel/dolomit/gips stenart.

Kronjuvelen er marken Sonnenberg, som er klassificeret VDP Grosse Lage, som frembringer Siegrists fornemste Riesling vine og ligeledes nogle af ejendommens flotteste Pinot Noirs.

Alle Siegrists vine dyrkes efter naturmetoden, hvilket indebærer, at der ikke bruges kemikalier til bekæmpelse af skadedyr og plantesygdomme. Der er ikke tale om hverken økologisk eller biodynamisk certificering, men alene et ønske om at drive ejendommen så naturligt som muligt, uden kemikalier og kun med brug af biologiske bekæmpelsesmidler.

I dag driver Thomas Siegrist vinhuset sammen med svigersønnen Bruno Schimpf, som også er kældermester. Allerede fra starten har Siegrist anvendt lagring på barriques.

Thomas og Bruno kaldes da også die Barrique-Könige der Pfalz … altså barriques-kongerne fra Pfalz, og vinhuset har da også i mange år været medlem af Deutsches Barrique-Forum. De mange barriques lagrer i dag en gammel restaureret kælder fra 1555 … kaldet Zehntkeller.

Derudover har de to herrer selvfølgelig hjælp fra resten af familien, både hustruen Giesela og datteren Kerstin, som også er agronom-uddannet.

Weingut Siegrist producerer omkring 100.000 flasker vin årligt, fordelt på en lang række vine, helt traditionelt opdelt i Gutsweine, som kaldes Solidus, Ortsweine kaldet Concretus, Lagenweine kaldet Primus og så selvfølgelig Große Lage, som blot kaldes ved dets navn Großes Gewächs.

Siegrist er et af fem medlemmer af de berømte Fünf Winzer – Fünf Freunde, hvor de i fælleskab samler inspiration til fornyelse af Pfalz-vinene med indtryk fra både Frankrig, Italien og Spanien. De øvrige medlemmer er i øvrigt Weingut Friedrich Becker, Weingut Münzberg, Weingut Ökonomierat Rebholz samt Weingut Dr. Wehrheim.

Og både pressen, vinanmelderne og forbrugerne har fået øjnene op for Weingut Siegrist, bl.a. har huset af Gault Millau fået tildelt tre druer, 4 stjerner i Eichelmann Weinguide 2015 og priser som Rotweinpreis 2014 og Riesling Champion 2014 af tidsskriftet Vinum, som også har ranket Siegrist blandt de 100 bedste tyske vinproducenter.

Denne Solidus Pinot Noir er en Gutswein, og således den røde basisvin hos Weingut Siegrist. Druerne kommer fra forskellige marker og vinen er lavet helt traditionelt på rustfrie ståltanke og lagret på 3 år gamle barriques.

Lad os se nærmere på vinen, som duftmæssigt er let og har syrlig frugt med ribs, moreller, et lidt stenet udtryk, nogle klare animalske elementer med en smule kostald, aftryk fra fadene samt nogle små, søde aromaer, nærmest som søde bolsjer.

I munden er det også ren og syrlig frugt, mineralske og jernholdige elementer og smager sådan set godt, men der mangler lidt dybde, krop og kompleksitet, så det ender med at blive en smule enstrenget.

Købt i Tyskland, hvor en flaske koster 8,50€ … svarende til 63 kr.

Vinanmeldelse 4/7