2002 Dominio de Pingus, Flor de Pingus, Ribera del Duero, Spanien

2002 Dominio de Pingus, Flor de Pingus, Ribera del Duero, SpanienNæste vin blev en rigtig danskervin … Flor de Pingus fra Peter Sisseck på Dominio de Pingus, her i en smuk og unik  årgang 2002.

Peter Sisseck har jeg tidligere skrevet om på bloggen … da jeg smagte tidligere årgange af denne 2. vin fra ham, nemlig Flor de Pingus.

Peter kom til Spanien i 1993 for at lede et nyt projekt finansieret af danske investorer. Han fik en stor pose penge til at udvikle Hacienda Monasterio til et mønstervinbrug.

Sideløbende med det, så puslede han i sin sparsomme fritid med sit eget lille projekt, baseret på købte Tempranillo druer fra et par små parceller med gamle vinstokke i Ribera del Duero, ikke langt fra legenden Vega Sicilia.

Projektet fik navnet Pingus, som var Peters kælenavn i barndommen, og da han dukkede op med et par prøveflasker af den førstefødte 1995’er hos Corney & Barrow i London blev en legende født.

Til stede var også en vis Robert Parker, som senere udtalte at dette var den største unge rødvin han nogensinde havde smagt fra Spanien, og kvitterede med de nu historiske 96-100 point i augustnummeret af Wine Advocate … et helt år inden vinen overhovedet kom i handelen.

Siden har Parker fortsat sin gavmildhed overfor Pingus, men jeg kan dog ikke se, hvad denne 2002 Flor de Pingus har opnået af ratings. Den skulle – efter sigende – være lavet fra deklassificerede druer fra førstevinen Pingus, som ikke blev lavet i årgang 2002.

Året 2002 var relativt koldt med masser af regn ved høsttid, og Peter Sisseck besluttede sig for ikke at lave Pingus dette år. I stedet er der lavet denne vin, hvor druerne kommer fra lejede marker i Horra.

Det er selvfølgelig 100% Tempranillo, som er høstet med lavt udbytte på 20-25 hektoliter pr. hektar, Vinen har lagret 14 måneder i nye barriques og der er lavet 4.000 kasser af denne 2002’er.

Duftmæssigt tør, engelsk lakrids, tjære, syrlige bær, krudt, brombær, hindbær, meget tæt i frugten med ristet eg, som dog virker fint integreret i vinen, sammen med kaffe, urter, læder, violer, jord, blod og te-blade. Læg dertil en smule modenhed.

I munden er vinen utrolig frugtrig … der er tonsvis af syrlig frugt, moden og syrlig frugt. Det er kirsebær, silkelet og nærmest presset sammen i en skøn, syrlig frugtintensitet. Det er vildt og denne 2002’er er vel den bedste Flor de Pingus, som jeg endnu har smagt.

Forhandles flere steder, bl.a. hos DK Wine Import, hvor en flaske i dag koster 895 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2009 Cantine Buglioni, Ripasso Il Bugiardo, Veneto, Italien

2009 Cantine Buglioni, Ripasso Il Bugiardo, Veneto, ItalienI december smagte jeg denne Ripasso Il Bugiardo fra Cantine Buglioni i en årgang 2014. Nu har jeg vinen i glasset igen … blot i en ældre årgang 2009.

Cantine Buglioni ligger i Corrubbio di San Pietro in Cariano centralt i Valpolicella området i Veneto.

Historien om Cantine Buglioni startede i 1993 da Alfredo Buglioni købte en lille vingård i bakkerne i Corrubbio di San Pietro in Cariano. Han var en succesfuld forretningsmand, som ejede flere tøjbutikker i Italien. Han købte den gamle, charmerende vingård med 3 hektar vinmarker og 2 hektar olivenlunde … simpelthen fordi han blev forelsket i ejendommen.

Uden viden om vinmarker, høst eller vinproduktion overhovedet gik familien i gang med at lave vine, primært til eget brug samt til familiens venner og bekendte. Men ambitionerne steg langsomt … man kunne måske blive en rigtig vinproducent.

Buglioni fik renoveret ejendommen, vinkælderen og henvendte sig til den prestigefyldte ønologiske skole San Michele all’Adige i Trento for at finde hjælp til projektet. Der tog den unge ønolog Diego Bertoni imod udfordringen og så gik produktionen i gang. Cantine Buglioni udsendte i år 2000 de første vine på markedet.

Og siden er det kun gået fremad … for kunderne er vilde med vinene fra Cantine Buglioni. Husets Amarone Riserva 2007 blev således kåret til Italiens bedste vin over 5 år i en blindsmagning af 2.269 vine, smagt af 105 eksperter. Samme vin blev også kåret til 3. bedste Amarone da vinbladet Decanter prøvesmagte 200 Amaroner.

Derudover har præsident Obama smagt Buglionis Amarone på restaurant Michigan Ave i Chicago i Illinois og siden været loyal kunde. Den gode præsident serverer – efter sigende – ofte Buglionis vine til frokoster i Det Hvide Hus. Formentlig også sammen med lidt US cab … kan man da i hvert fald forestille sig.

Cantine Buglioni drives i dag af Alfredos søn Mariano Buglioni og ejendommen har i dag 46 hektar vinmarker, fordelt omkring Sant’Ambrogio og San Pietro in Cariano.

Der dyrker familien druesorter som Corvina, Corvinone, Rondinella og Molinara. De har også senest plantet druesorterne Oseleta, Croatina og Garganega Blanc.

På grund af Buglionis høj krav til kvalitet til vinene, så anvender man kun 40% af høsten, hvilket betyder en årlig produktion på 150.000 flasker fordelt på klassiske Valpolicella vine samt spumante og grappa.

Derudover omfatter forretningen i dag en pæn Agrirelais Agriturismo Verona … mindre hotel/bed and breakfirst med 15 værelser i et gammelt stenhus, som familien restaurerede i 2005, restauranten Locanda del Bugiardo samt 3 små bistroer/vinbarer Osteria del Bugiardo, som ligger i henholdsvis Verona, Santa Maria di Negrar samt Villafranca di Verona.

Denne Ripasso Il Bugiardo er en Valpolicella Ripasso Classico Superiore DOC. Il Bugiardo betyder “den løgner eller den lyver” og referer til, at en anerkendt sommelier i 2000 smagte vinen og sagde; “If this is not Amarone, then it is a lying wine!”

Siden har vinen gået under betegnelsen løgneren … Il Bugiardo. Den laves på 60% Corvina, 20% Corvinone, 10% Rondinella, 5% Croatina samt 5% Oseleta … hvilket også er samme blend som husets almindelige Amarone.

Druerne er høstet med et udbytte på 45 hektoliter pr. hektar, hvorefter en del af druerne presses straks, mens en del lægges til tørre på tørreloftet et par måneder. Den friskpressede del vinificeres og gærer to gange … først alene og derefter efter Ripasso metoden med resterne af kvaset fra Amarone produktionen.

Den tørrede del af druerne vinificeres efter de to måneder tørring separat bl.a. med maceration i 20 dage og blandes efter endt fermentering med Ripasso vinen, hvorefter den blandede vin lagres 12 måneder på store 7,5 hektoliter egefade efterfulgt af 6 måneder på flaske inden frigivelse.

Duftmæssigt er det mørke og gærede bær, blåbær, solbær, blommer, våde fade og en lille syrlig note. Derudover lidt tobak, krydderurter, nogle grønne elementer samt en vis modenhed.

I munden er det en blød og varm vin med intens dyb frugt, lakrids, chokolade, krydret bærsødme, tjære, peber, jern og stor saftighed. Der er nu – som sidst – et stykke vej til Amarone, men den smager sgu slet ikke så ringe … for nu at sige det på jysk.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske normalt koster 249,95 kr., men kan pt fås på 125 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7